search

Sort på Hvidt: Evighedsmaskine

Da Midtjyllands Avis dagen før kommunalvalget skulle gøre status over en lokal borgmesters indsats, skete det blandt andet med følgende ord på forsiden:

Da Midtjyllands Avis dagen før kommunalvalget skulle gøre status over en lokal borgmesters indsats, skete det blandt andet med følgende ord på forsiden:

"Jens Erik Jørgensen er blevet kaldt den usyn­lige borgmester, og han har ikke været blandt de mest højtråbende­ i offentligheden for at markeds­føre kommunens kvaliteter og ønsker ud over kommunegrænsen, så ­Silkeborg hele tiden var på landspolitikernes Danmarkskort, når der skulle træffes vigtige afgørelser – og det kritiseres han for."

Læs den blot igen. Det er en lang og leddeløs sætning. Det er en tekst, der er ved at løbe løbsk, og som tilsyneladende nægter at lade sig standse. Vi kan ikke slå den ihjel. Og hermed sker der lige præcis det interessante, at de 49 ustoppelige ord glider fra at handle om borgmester Jens Erik Jørgensen til udelukkende at dreje sig om sig selv. De bliver til et stykke konkret sprog. Eller til en omgang skrift-tematisk lyrik – lige midt på forsiden af Midtjyllands Avis. Hvem havde nu troet det?

Men sådan er det med skriften og teksten. Uanset om skribenten piber eller synger, er vedkommende altid oppe mod de uudtømmelige kræfter i sprogets selvkørende maskine, og hvis man ikke passer på, tilraner den sig al magt og betydning og henviser udelukkende til sig selv. Herhjemme var det forfattere som Per Højholt, Hans-­Jørgen Nielsen og Dan Turèll, som tog konsekvensen af dette. Resultatet var en litteratur, som forvandlede fænomener som inderlighed, erkendelse og virkelighedsspejling til illusioner.

Eller som Turèll formulerede det i 1973: "Jeg gentager: Skriften er den skrivendes redskab, den skrivende er skriftens medium. Jeg forudsætter skriften opfattet som en al materie når som helst gennemtrængende betydning." (Fra værket med den typiske titel "Sekvens af manjana, den endeløse sang flimrende igennem hudens pupiller".)

Er det langt ude? Længere ude end Midtjyllands Avis? Egentlig ikke. Det handler om tvang og frihed i sproget. Morale: Skribenten skal som en høg være over sin tekst, men samtidig være parat til at suse væk på dens flyvende tæppe.

I denne klumme leder Anders Rou Jensen efter grus og perler i det journalistiske sprog. Han fokuserer på de stiltræk og udtryksmåder, der skiller den stærke tekst fra den slappe.Anders Rou Jensen er journalist, forfatter og medindehaver af kursus- og foredragsvirk-somheden Befri Din Skrivning.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen