I disse hastige webtider er der sjældent plads til med løs hånd at strø detaljer ud over sin tekst. Et bornholmsk portræt går uforfærdet mod strømmen.
De tre første ord i forsidehenvisningen på Bornholms Tidende var "Pø om pø". Se, det var en interessant og appetitvækkende detalje. Der stod ikke "lidt efter lidt" eller "skridt for skridt", men netop det sjældne, arkaistiske, herlige "pø om pø".
Hvad var nu det for noget? En person med skærpet sprogfornemmelse havde helt klart været på færde og nøje udvalgt denne indledning til en tekst, som ellers normalt ville være skrevet på rutinen. Ordene var en henvisning til et stort og grundigt fødselsdagsportræt af sanglærer, musiker og cand. mag. Margrit Skott.
Et portræt, der på alle måder foldede sig ud inde i avisen, hvor endnu flere overraskende detaljer – sproglige og faktuelle – stod i kø for at tegne og fuldende billedet af den tilsyneladende meget aktive, levende og musikbegejstrede fødselar. Læseren kunne faktisk let blive forpustet over al den aktivitet, over hele mylderet af navne, ægteskaber, institutioner, musikværker og årstal, som denne dag truede med at sprænge Bornholms Tidende til stumper og stykker indefra. Man kan selv tælle efter. 15 årstal og 17 personnavne bliver det til, når de første 60 år af Margrit Skotts begivenhedsrige liv skal rulles ud og føres til bogs.
Det er et meget finmasket net af en tekst, der her er kastet ud. Så langt fra et eksempel på en skarp og kritisk redigering, men til gengæld netop udtryk for en generøsitet, en samvittighedsfuld overomhyggelighed med detaljerne, der ellers slet ikke er tid og plads til i disse tider. Vi har jo nettet, ikke sandt, og hvilken pisket nyhedshund kunne nogensinde finde på at skrive "pø om pø" i en webtekst?
Så måske er det avispapiret, som gør det. Skaber den sproglige sidegevinst, der i fødselsdagsportrættet blandt andet giver læseren mulighed for at opleve den særegne musikalitet i en håndfuld prægtige personnavne: Olav Elvang, Ebbe Torgersen, Hattie Andersen.
Margrit Skott fyldte 60 år – tillykke med dagen og med teksten. Læseren kan roligt begynde at se 15 år frem. Bornholms Tidende er begyndt at bygge op til alle fødselsdagsportrætters moder.
I denne klumme leder Anders Rou Jensen efter grus og perler i det journalistiske sprog.
Han fokuserer på de stiltræk og udtryksmåder, der skiller den stærke tekst fra den slappe.
Anders Rou Jensen er journalist, forfatter og medindehaver af kursus- og foredragsvirk-somheden Befri Din Skrivning.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Torben Østergaard var så sød at sende mig jeres artikel, men jeg kunne nu godt tænke mig at have den på tryk i jeres blad Journalisten.
Kan jeg bede jer sende et eksemplar til
Margrit Skott
Vimmelskaftet 25
3700 Rønne
Med venlig hilsen,
Margrit Skott