search

Sort på Hvidt: Bevidstløs

∞ Vanens magt er stor. Det samme er sprogets. Og de to størrelser kan med lethed slå den uopmærksomme skribent af pinden.

∞ Vanens magt er stor. Det samme er sprogets. Og de to størrelser kan med lethed slå den uopmærksomme skribent af pinden.

I det uigennemtrængelige, altomfattende tekstunivers, der omgiver os til alle sider – se selv – kan der ske det, at bestemte ord eller vendinger tilraner sig uforholdsmæssig megen magt. De dukker op irriterende ofte og i alle mulige og umulige sammenhænge. De kan måske lignes med parasitter, for de trives udelukkende så fortrinligt, fordi det er lykkedes dem at snige sig ind under huden på en tilsyneladende meget udbredt skribenttype, den bevidstløse skrivekugle.

Disse skribenter kan naturligvis være stærkt presset af tidsnød og andre praktiske problemer, men alligevel eksisterer der et godt råd, som kunne råde bod på en stor del af miseren: Vågn op! For hvis ikke skribenten til enhver tid er spilvågen og lydhør over for det forræderiske sprog, går det galt. Det gælder således med det uskyldige udsagnsord "at buldre", som for tiden synes at komme bag på et betragteligt antal forsvarsløse skribenter – og havne direkte i deres tekster. I JydskeVestkysten var der en leder om De Konservative og Lene Espersen, som så tilbage på en velkendt episode i partiet: "(…) i det sekund, da daværende formand Hans Engell i 1997 med promiller buldrende i blodet bankede ind i en betonklods."

Måske er det glæden ved bogstavrim, der har udløst formuleringen, men kendsgerningen er, at "at buldre" grundlæggende betyder "at larme" (oftest på en tordenagtig måde). Og er der noget mere tyst og tilsløret end det, der foregår i blodbanerne? Men også på mange andre områder går "at buldre" sin ustoppelige sejrsgang. Det gælder formuleringer som: "Sveriges økonomi buldrer af sted". Eller i sportsjournalistikkens verden: "10 gange buldrer han bolden i kassen bag serbiske keepere (…)."

Men selv blandt meget stille eksistenser i gastronomien florerer sprogbrugen med stor selvfølgelighed: "Fede oste buldrer frem." Der er ingen ende på det. Alt buldrer. Vi er overmandet og må se bevidstløshedens absurditet i øjnene: "Det gælder i høj grad også på internettet, hvor dynamikken buldrer derudad …"

Anders Rou Jensen er journalist, forfatter og medindehaver af kursus- og foredragsvirksomheden Befri Din Skrivning.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen