METODE. Vi er tre Politiken-journalister, som i Journalisten nummer 17/07 kunne se os selv citeret – anonymt – for dele af den kritik, vi har fremført af avisens linje på Politikens interne elektroniske efterkritik. Det er nu tredje gang, at Journalisten bringer artikler helt eller delvist bygget på citater derfra. Det begynder at ligne en arbejdsmetode.
Journalister må selvfølgelig finde sig i at blive kigget i kortene med samme nidkærhed, som de selv går til deres kilder med – og visse historier kan kræve, at man bruger ekstraordinære værktøjer. Så som skjult kamera og citater fra interne korrespondancer eller møder. Journalistens jævnlige besøg på vores interne efterkritik vidner imidlertid i vores øjne om, at vores fagblad savner fornemmelse for, hvornår man med rimelighed kan tage den slags i brug. Man griber til den dybdeborende journalistiks tunge skyts for at 'afsløre' en historie, hvis indhold man så let som ingenting kunne have afdækket – simpelthen ved at ringe os op og spørge. Det ligner en omgang sørøverjournalistik.
Aflytning af enhver art er et alvorligt skridt, som kun bør overvejes, når historien ikke kan afdækkes med andre metoder. Og når historien har en vis vægt. Afsløring af magtmisbrug eller forsømmelser med følger for folks pengepung eller liv eksempelvis. Men næppe: Intern diskussion om kursen på et stort, privat medie. Vi tror da heller ikke, at metoden blev brugt af nød. Men af lyst. Fordi man på Journalisten har opdaget, at Politikens interne efterkritik er fuld af underholdende fortællemæssige elementer. At folk her plejer at skrive meget direkte, hvad de tænker. Og fordi man ved at citere herfra kan give sine læsere en fornemmelse af at være med på en lytter. Næsten som hvis de sad med til medarbejdermøder i en virksomhed. Men bemærk: Formmæssige effekter. Ikke indholdsmæssige.
Vi har svært ved at opfatte Journalistens fremgangsmåde som udtryk for andet end lemfældig omgang med de store bor i journalistikkens værktøjskasse. Eller som journalistisk dovenskab. I har kort fortalt grebet til ekstraordinære metoder, hvor I lige så godt kunne have brugt kuglepen og blok, for at få en farverig og dramatisk fortalt artikel om en avis, hvis linje jeres redaktør er uenig i. Dermed nærmer I jer det, som vi er nogle, der har kritiseret Politiken for. Nemlig en situation, hvor redaktørens holdninger synes at skinne igennem i bladets journalistik. Et kollegialt råd: Lad være. Det ser ikke ud til at gavne oplaget. /
Anne M. Sørensen, Morten Skjoldager og Nils Thorsen, Politiken

Direkte journalistik
SVAR. At sidestille brugen af skjult kamera og aflytning med at referere fra en lækket intern debat afslører en voldsom begrebsforvirring om journalistiske researchmetoder. Det er ulovligt at aflytte, og overvågning i form af skjult kamera bør kun bruges, hvis man ikke kan afsløre magtmisbrug eller forsømmelser på anden vis. Derimod er muligheden for, at en kilde kan lække internt materiale, en vigtig ventil i et demokratisk samfund. Det er derfor, at kildebeskyttelsen er så fundamental. Hvis man ikke kan se forskel, vil jeg anbefale efteruddannelse.
Det er derfor, at man på Politiken, så vidt jeg ved, ikke aflytter og er ekstremt tilbageholdende med at bruge 'skjult' mikrofon. Ligesom vi i øvrigt er det på Journalisten. Det er nok også derfor, at Politiken er mindre tilbageholdende med at referere fra interne skriftlige kilder. Et eksempel: Politiken.dk refererede for nylig en intern DR-mail for at vise, at det trak og var koldt i DRs nye fine bygninger. Næppe en historie om 'magtmisbrug eller grove forsømmelser'. Der er hverken tale om 'lemfældig omgang med de store bor i journalistikkens værktøjskasse' eller 'journalistisk dovenskab'. Tværtimod. Politikens journalist har gravet nok til at få fingre i den skriftlige dokumentation og fremlægger den forfriskende direkte. Bliv ved med det – også gerne meget mere i papiravisen – jeg tror, det vil gavne oplaget.
Vi valgte at referere det interne rivegilde, fordi det var både underholdende og væsentligt. Papiravisen Politiken har givet det mest radikale svar på udfordringen fra web og gratisaviser. Derfor er det vigtigt at følge udviklingen i kølvandet på det drastiske oplagsfald i et mediekritisk magasin.
Vi har ikke bragt én eneste artikel baseret udelukkende på den interne efterkritik. Vi har brugt et bredt spænd af kilder fra navngivne over anonyme til medarbejderudtalelser, mails til alle, interne skriftlige oplæg og endelig også den interne efterkritik.
At vi kunne have fortalt den samme historie ved en rundringning er selvindlysende forkert og i øvrigt irrelevant. Vi fortalte præcis den historie, vi ønskede: Historien om praktikanten, der kastede den første sten, hvorefter de 'voksne' myldrede frem med kritik.
Jeg holder aldrig op med at undre mig over, hvilke krav om hensyn og finfølelse journalister stiller til andre journalister – hensyn, de aldrig selv ville kunne drømme om at udvise over for andre. /
Jakob Elkjær, redaktør, Journalisten