search

Sorg er værre end død

 Garvede udlandsreportere kalder flodbølgen det værste, de har oplevet. Men det er ikke den ufattelige mængde af død og ødelæggelse, der har efterladt de dybeste aftryk. Derimod en forladt drengecykel, en tydelig rørt Bertel Haarder og en række opslag med efterlysninger. IDENTIFIKATION. Journalist Jens Ole Nielsen er stadig chokeret over synet, der mødte ham, da han ankom til den indonesiske by Banda Aceh.

 

Garvede udlandsreportere kalder flodbølgen det værste, de har oplevet. Men det er ikke den ufattelige mængde af død og ødelæggelse, der har efterladt de dybeste aftryk. Derimod en forladt drengecykel, en tydelig rørt Bertel Haarder og en række opslag med efterlysninger.

 

IDENTIFIKATION. Journalist Jens Ole Nielsen er stadig chokeret over synet, der mødte ham, da han ankom til den indonesiske by Banda Aceh.

Det var den 1. januar, og uanset hvor han kiggede hen, lå der døde mennesker.

»Det er det værste, jeg har set,« siger TV 2-reporteren med 12 år på udlandsredaktionen bag sig.

Men det var ikke den ufattelige mængde af lig, der påvirkede Jens Ole Nielsen mest. Derimod mødet med de efterladte.

»Vi mødte en 25-årig kvinde, der ledte efter sin seks-årige nevø. Hun gik rundt med nogle fotografier af drengen og spurgte, om nogen havde set ham. Vores hold kørte med hende rundt på denne jagt. På et tidspunkt fandt hun huset, hvor drengen havde boet. Eller rettere: Der hvor huset havde været. Alt var væk. Det var bare en tomt. Drengen var helt sikkert omkommet. Til sidst fandt hun nevøens lille cykel, og brød sammen. I det øjeblik var det, som om filmen knækkede for os alle sammen. Vi græd simpelthen. Fotografen, tolken, chaufføren. Os alle sammen.«

Siden anden juledag har Jens Ole Nielsen og omkring 60 andre danske journalister og fotografer fra de største medier herhjemme været udsendt til områder, der er ramt af flodbølgen. En rundringning viser, at kernen i Jens Ole Nielsens historie går igen:

Omfanget af død og ødelæggelse har været voldsommere end de værste krige. Men det er de levende, der har efterladt de voldsomste indtryk.

»Sorg påvirker mere end død,« fastslår overlæge Henrik Steen Andersen, leder af Krise- og Katastrofepsykiatrisk Center på Rigshospitalet.

Lea Wind-Friis græd hele vejen hjem i flyveren den 2. januar. Journalist-praktikanten fra Politiken var blevet udsendt til Thailand som den første fra bladet. Hun havde knoklet i døgndrift for at forsyne avisen med reportager fra katastrofen. Nu var hun dødsenstræt på vej hjem i flyveren og pludselig kom alle billederne væltende.

Ikke de grusomme billeder fra lighusene eller gaderne. Men derimod billeder af mennesker, hun havde mødt og interviewet.

»Ligene var ikke det værste. De gjorde faktisk ikke det store indtryk på mig. Jeg registrerede, at de var der, men ellers kiggede jeg for det meste den anden vej. Jeg synes, at det var meget værre med alle dem, der havde mistet. Det var også dem, jeg tænkte på hele vejen hjem i flyet,« siger Lea Wind-Friis.

Man reagerer kraftigere, når man identificerer sig med ofrene, mener Rigshospitalets Henrik Steen Andersen.

»Det ligger i menneskets natur.«

Og det ligger i sagens natur, at man lettere kan identificere sig med en levende end en død. Derfor spiller Lea Wind-Friis ikke en indre film om lig i forrådnelse, men om efterladte i sorg.

Henrik Steen Andersen mener samtidig, at påvirkningen bliver stærkere, når man deler hudfarve med de sørgende og måske oven i købet kan genkende et feriested.

Det kan udlandschefen i DR Nyheder bekræfte. Kristian Mouritzen har talt med sine udsendte et par gange hver dag. »For at høre hvordan de har det,« som han siger. De har været påvirkede. Men ifølge Kristian Mouritzen ikke mere, end at de er kommet igennem det.

Spørgsmålet er så, hvad temaerne for de daglige samtaler har været.

»Skæbneberetningerne,« svarer udlandschefen.

»Det er dem, der har påvirket dem mest. Historier om danske og svenske børn, der går rundt uden deres mor og far. Hvis man selv er familiefar og ser en familiefar, der desperat leder efter sin tre-årige Oliver, så går det altså ind. Også langt mere end hvis en afrikansk mor leder efter sit barn i en hungerkatastrofe. Sådan er det bare,« siger Kristian Mouritzen, der selv har været udlandsmedarbejder i 20 år.

Identifikationens kræfter trak også i TV 2s Uffe Dreesen, der var i Phuket fra den 27. december til 11. januar. Han konstaterer med undren i stemmen, at de mest belastende øjeblikke var foran de mange opslag med efterlysninger.

»Man ser børn, der ligner ens egne børn. De er fotograferet til en fødselsdag – og der står hvordan de forsvandt. Det synes jeg var slemt. Man kunne forestille sig situationen. Hvordan det var sket. Hvordan børnene havde ligget og sovet. Alle de der tanker…«

Uffe Dreesen blev også stærkt berørt, da han talte med en svensk far, der havde mistet sit barn.

»Han havde tårer i øjnene. Det synes jeg var bevægende. Jeg synes også, at det var bevægende at tale med Bertel Haarder, som også var tydeligt påvirket. Man kan sige, at man bliver påvirket af at se folk, der er påvirkede.«

Til gengæld var Uffe Dreesen overraskende upåvirket af at se det største antal lig, han nogensinde har været vidne til.

Det har han tænkt en del over.

»Man kan vel sige det på den måde, at døde mennesker er grimme at se på, og de lugter, men de er bare kroppe.«

Det samme siger Berlingske Tidendes cheffotograf Claus Bjørn Larsen, der har været 12 dage i Aceh-provinsen.

Bare med et andet ordvalg.

»Det er specielt at være omgivet af så meget død. Men det er netop død. Man kan kigge på det og have sine tanker. Men du kan ikke genkende ligene. De er zombie-agtige. Sorte og opsvulmede. Man får ikke et personligt kendskab til de mennesker,« siger fotografen, der selv har været vidne til en lang række menneskelige katastrofer verden over.

Synet, der mødte Claus Bjørn Larsen i Banda Aceh var dog det værste, han nogensinde har set.

»Altså sådan rent dødstalsmæssigt,« tilføjer han.

Det er nemlig ikke den reportage-opgave, der har påvirket ham mest. Claus Bjørn Larsen mener, at det skyldes, at indoneserne er meget private med deres sorg.

»Det værste er at møde sorgen, og her løb du altså ikke ind i en mur af sorg, som man ellers kunne have forestillet sig,« siger han.

Én ting er dog værre end sorg. I hvert fald hvis man spørger fagkundskaben.

»Det værste er, når børn er ramt. Det kan man også se i andre fag,« siger overlæge Henrik Steen Andersen.

»For eksempel når en politimand skal fortælle et forældrepar, at deres barn er blevet kørt over. Børns lidelser og død er det, der sætter sig allermest fast, og man kan ikke vænne sig til det,« siger overlægen.

Det er Claus Bjørn Larsen enig i.

»Når jeg står og ser børnelig … Det rammer mig. Eller når man ser en lille dreng, der står over sin døde far og mor. Selvfølgelig rammer det en. Man tænker over, hvor nemt et liv man selv har.«

Det nævner flere af de journalister og fotografer, der har været udsendt, som en positiv sidegevinst. Man kommer til at tænke over sit eget liv.

»Man bliver jo vældig glad for at være i live,« siger TV 2s Uffe Dreesen og tilføjer:

»Man skal jo heller ikke glemme, at vi ikke har lidt nogen overlast. Vi savner ikke nogen. Det er ikke os, man skal have ondt af. Så meget proportionssans bliver man nødt til at have som journalist.«

* Læs også i dette nummer af Journalisten: Journalister er også mennesker og Tre praktikanter sendt af sted til katastrofen

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen