Søren Riis: »Jeg har ikke noget nyt job på hånden«

Den adm. direktør for MetroXpress A/S forlader avisen efter næsten 11 år på skansen. »Jeg har længe været fristet til at prøve noget nyt,« siger Søren Riis til journalisten.dk

Tidspunktet er aldrig det helt rigtige, det medgiver nu afgående adm. direktør for MetroXpress A/S, Søren Riis. Men…

»Jeg har været næsten 30 år i dagbladsbranchen. Nu er det tid til at prøve noget nyt.«

Med otte år på Berlingske, syv år på Sjællandske Medier og næsten 11 år på MetroXpress – først et par år som salgsdirektør og siden 2004 som adm. direktør – har Søren Riis mediebranchen inde under huden.

Men det er ikke nødvendigvis her, at det næste job skal findes.

»Jeg har ikke noget nyt job på hånden, og da alle mine kontakter er i mediebranchen, er det nok også her, at jeg skal finde min næste ansættelse. Jeg skal i hvert fald ikke være chef for en pakningsfabrik,« siger Søren Riis, der ikke er nervøs for fremtiden.

»Jeg skal nyde tiden, til jeg får mit næste job. Forhåbentlig kommer der til at gå et par måneder, hvor jeg kan slappe af. Men om der går et år… det skal mig og familien nok klare økonomisk.«

Svært farvel

Som adm. direktør stopper man ofte med dags varsel.

Men trods, at han sagde op, fortsætter Søren Riis på MetroXpress – senest frem til slutningen af maj, hvor opsigelsesperioden løber til.

»Marcel Kohler (chef for 20 Minuten, red.) bad mig blive, og hjælpe avisen med relanceringen. Den tillid er jeg stolt over at blive vist,« siger Søren Riis.

»Hvis min afløser dukker op i mellemtiden, så stopper jeg selvfølgelig. Det er den aftale, vi har,« fortsætter Riis.

Det uundgåelige spørgsmål er: Hvad vil du savne ved MetroXpress?

»Jeg vil savne mine kolleger. Vi har et fællesskab, som jeg virkelig sætter pris på. Og jeg er sikker på, at jeg vil fortryde opsigelsen, når min sidste dag på avisen nærmer sig.«

0 Kommentarer