Ritzau får med riven af Venstres Søren Pind i et indlæg på hans Berlingske-blog. Angrebet skyldes et påstået fejlcitat og motivet tilskrives venstreorienterede tendenser på nyhedsbureauet. (Opdateret kl. 13.50).
Venstres Folketingspolitiker Søren Pind beskylder i et indlæg på hans Berlingske Tidende-blog nyhedsbureauet Ritzau for at fejlciterede og krænke både hans egen og Berlingske Tidendes ophavsret, da Ritzau i en artikel citerede Søren Pind for holdningen, at 'rockere er samfundets beskyttere' på baggrund af udtalelsen, 'at vi i 2009 skulle se rockere og mordere træde frem som samfundets beskyttere er forfærdende'.
Det har gjort politikeren, hvad han selv beskriver som 'rasende'.
»Mediet har samtidig krænket min og Berlingskes ophavsret ved at undlade at henvise til den korrekte kilde og samtidig citeret forkert. Men i sådan en situation er politikere magtesløse. Det er ikke første gang Ritzau har præsteret at opføre sig sådan,« skriver Søren Pind med henvisning til en tidligere episode i 2008, hvor Ritzau ifølge Søren Pind ligeledes forvred hans synspunkter. Den gang handlede det om de daværende uroligheder i de danske byer.
»Enhver kan sige sig selv, at Ritzaus udlægning af min tekst får debatten til at gå i en helt anden retning,« siger Søren Pind til Journalisten.dk.
Men at der skulle være tale om en fejlcitering, forstår leder af Ritzau Nu, Anders T. Damgaard, ikke. Derimod var Søren Pinds formulering så utydelig, at det nemt kunne misforstås, mener han.
»Efter hans kritik lavede han en ny formulering, som fik os til at lave en ny overskrift til vores artikel. Det tager vi som udtryk for, at han godt selv ved, at hans udtalelse kunne misforstås,« siger Anders T. Damgaard.
Han vedgår derimod, at Ritzau ikke fik sat Berlingske Tidende på som kilde til citatet, hvilket nyhedsbureauet dog efterfølgende rettede.
Ritzaus motiv for at fejlcitere Søren Pinds udtalelser mere end antydes, da han beskylder nyhedsbureauet for at være orienteret mod den venstreorienterede side af det politiske skala.
»Det er svært at udlede andet, end at der på Ritzau er betydelig hang til at leve op til de afstemninger på journalisthøjskolen, hvor Enhedslisten og SF kan danne regering alene,« skriver han.
Over for Journalisten.dk uddyber han den fortolkning
»Ofte, når Ritzau har citeret min blog, har de fået mig til at fremstå ekstremistisk højreorienteret, og når de så ofte giver mine synspunkter en ekstra skrue, så tænker jeg, om det her er en politisk drejning fra Ritzaus side?«
Hos Ritzau ryster Anders T. Damgaard på hovedet af Søren Pinds beskyldninger om politiskmotiveret fordrejning:
»Det er noget vrøvl,« siger han.
Søren Pind fortæller til Journalisten.dk, at han har bedt Berlingske Tidende om at se på, hvad hans rettigheder er i forhold til at anlægge sag imod Ritzau for at bruge hans blogindlæg uden i første omgang at bringe korrekt kildehenvisning.
Med hensyn til det påståede fejlcitat melder han hus forbi i forhold til at bringe Pressenævnet på banen. Som han formulerer det:
»Mit generelle syn på Pressenævnet er, at det passer ekstremt godt på journalisterne og ikke så godt på dem, der er ofrene.«
4