Søren er klar til at bruge 10.000 kr. på at få folk til at holde kæft på Twitter

I hele maj vil Søren Pedersen hver dag betale 50 udvalgte personer for at holde deres kæft på Twitter. Projektet er politisk, men udspringer af hans egen afhængighed – i april brugte han tre timer om dagen på Twitter. ”Det er et absurd højt timetal. Det kan jeg ikke leve med længere”

”Der er for meget larm i vores verden. Vi skal tie stille på de sociale medier og tilbringe mere tid med vores familie, vores venner og os selv, helt fri for en forstyrrende skærm.”

Sådan lyder indgangsbønnen på hjemmesiden holddinkæft.dk, som Ekstra Bladets udvikler Søren Pedersen står bag. På siden udstiller han med data trukket fra Twitter, hvor lang tid 50 udvalgte – og normalt meget aktive – personer bruger på det sociale medie om dagen.

Som en del af projektet vil han i maj måned betale 5 kroner pr. person for hver dag, de 50 udvalgte personer kan holde deres kæft på Twitter. Er der total tavshed fra de 50 i hele maj, kommer det til at koste ham 10.000 kroner. Pengene vil han donere til Børnefonden.

”Projektet er båret af, at jeg har følt en stigende frustration over at se voksne mennesker bruge en ret signifikant del af deres liv på at skrive opdateringer på Twitter,” forklarer Søren Pedersen til Journalisten.

Du tweeter selv mange gange dagligt. Skal du også holde kæft?

”Ja, det skal jeg. Den primære drivkraft er at ændre min egen adfærd.”

Vil hellere lege med sine børn

I april kunne Søren Pedersen på baggrund af datatrækket se, at han selv i gennemsnit brugte tre timer om dagen på Twitter. Det kom bag på ham.

”Det er et absurd højt timetal. Det kan jeg ikke leve med længere. Den tid kunne jeg have brugt på at rende rundt og lege med mine børn i stedet for at sidde og skrive og holde øje på Twitter,” siger han.

Men hvorfor gør du det så?

”Det er jo lidt et drug. Man bliver virkelig afhængig af at være der. Det giver et kick at poste ting og få respons på dem,” siger Søren Pedersen.

Han indrømmer, at han også får meget positivt ud af at være på Twitter.

”Men ikke noget, der tilsiger, at jeg skal bruge så meget tid på det hver dag. Det er slet ikke nødvendigt.”

Vil give andre samme aha-oplevelse

Søren Pedersen har tidligere udviklet hjemmesiden jeg-fortryder.dk, der opfanger og gemmer Facebook-opdateringer og tweets, som danske politikere sletter. Han er også manden bag Elitebarometeret, der viser, hvilke journalister der har flest populære venner på Twitter.

Med sit nye projekt håber Søren Pedersen at kunne give andre den samme aha-oplevelse, som han selv fik, da han så sit eget Twitter-forbrug opgjort sort på hvidt.

”Det kan jo være, at de ikke selv er helt klar over, hvor meget tid de bruger på Twitter,” siger han.

Men burde du ikke lade være med at dømme andre på baggrund af din egen dårlige samvittighed?

”Det er egentlig et meget legitimt spørgsmål. Men det, der driver mig her, er min politiske overbevisning om, at vi skal passe på med at debattere så meget online. Vi skal løfte os lidt ud af den virtuelle verden og snakke med hinanden i virkeligheden i stedet,” siger Søren Pedersen. 

Han tilføjer, at det også bekymrer ham, at vi bløder personlige data, når vi interagerer så meget online.

"En del har påpeget, at det er ubehageligt, pludselig at se ens forbrug offentliggjort. Men det er altså bagsiden af det her. Når data er offentlige, så vil de blive brugt og misbrugt," siger han. 

Regner ikke med at det bliver så dyrt

Søren Pedersen forklarer, at tidsforbruget på holddinkæft.dk er et estimat.

Ved interaktioner med tekst-input (tweets, citater og svar). Ved klik-input (retweet og like) beregner han 2 minutter før og 2 minutter efter.

Selvom projektet potentielt kan koste ham 10.000 kroner, hvis alle 50 personer holder sig fra Twitter-tasterne hele maj, så regner han ikke med at komme til at punge så meget ud:

”Jeg kan sige med ret stor sikkerhed, at det ikke kommer til at ske. For jeg kender afhængigheden. Men jeg håber og tror på, at jeg kan skubbe bare en lille bitte smule. At nogen måske vil skære lidt ned,” siger Søren Pedersen.

 

0 Kommentarer