Søndagsavisen relanceret

Gratisavisen Søndagsavisen har øget oplaget til 2,1 millioner eksemplarer og har drejet den redaktionelle linje over mod mere stof om kendte og livsstil.

Gratisavisen Søndagsavisen har øget oplaget til 2,1 millioner eksemplarer og har drejet den redaktionelle linje over mod mere stof om kendte og livsstil.

OMLÆGNING. Kendisserne Line Baun Danielsen og Anders W. Berthelsen på forsiden. De to første udgaver i 2005 markerer en helt ny stil for landets største gratisavis, Søndagsavisen.

Med et ønske om at øge indtjeningen har Søndagsavisen A/S omlagt avisen, lukket alle lokalredaktioner og øget oplaget med 600.000, så den nu omdeles til 85 procent af alle husstande. Avisen redigeres fra Gladsaxe af 14 redaktionelle medarbejdere. Relanceringen har kostet omkring 30 millioner kroner.

Ud fra de første to udgaver af den omlagte avis har Journalisten bedt professor i journalistik ved Roskilde Universitetscenter (RUC) Jørgen Poulsen og print director Niels Egerup fra mediebureauet OMD vurdere avisens muligheder for succes.

»Den er blevet en kvindeavis«

Jørgen Poulsen, professor i journalistik ved RUC:

– Hvordan vil du karakterisere avisen?

»Den er blevet en kvindeavis, mere magasinagtig med mindre vægt på nyheder og aktuelle samfundsproblemer. Der er mere livsstilsstof og flere faste rådgivningsrubrikker om mad, børn og køb af dametøj. Det tror jeg er en god idé, hvis avisen vil have fat i flere kvindelige læsere. Til gengæld vil avisen nok miste en del mandlige læsere. Overordnet set tror jeg, at læserne vil opleve avisen som mere venlig, men at de vil bruge mindre tid på den nye udgave, fordi indholdet er mindre interessant. Der er for lidt at stoppe op ved.«

– Avisens slogan er »næsten for god til at være gratis«. Tror du, at nogen ville betale penge for den?

»Næh, det tror jeg ikke. Journalis-tikken er mere sjusket og mindre grundig end tidligere. Søndagsavisen lå før over den gennemsnitlige pro-
vinspresse, men det gør den ikke mere.«

– Hvordan er journalistikken blevet mere sjusket?

»Den tidligere udgave af avisen havde artikler med reelle nyheder. I den ny udgave er der ikke så meget substans i artiklerne, så de virker ofte for lange. Den eneste af de større artikler, som kunne holde til længden, var et interview med Anders W. Berthelsen.

Nogle af artiklerne er også for krøllet skrevet, blandt andet familiesiden skrevet af formanden for Børns Vilkår, Peter Albæk. Det er relevant, det han skriver, men artiklen mangler at blive vinklet og skrevet igennem af en journalist.«

– Avisen vil gerne give overblik. Hvordan lykkes det?

»'Ugen der gik' er nede på en kvart side, og det er ikke overblik, ikke i nogen som helst forstand.«

– Hvordan fungerer layoutet og billed-brugen?

»Layoutet er blevet mere moderne og indbydende end før. Man har tilført alle de træk, som har kendetegnet aviserne gennem de senere år: Smalle billeder for oven, fritskrabninger, rubrikker på billeder, citater inde i billeder og så videre.

Billederne er generelt blevet lidt større, og nu er de alle sammen i farver.

Nogle vil nok blive irriteret over, at annoncer og redaktionelt stof ligner hinanden så meget. Den orden, som tidligere var i avisen, er sværere at få øje på.«

»Opskriften er rigtig«

Niels Egerup, print director i mediebureauet OMD:

– Avisen satser på forbruger- og livsstilsjournalistik. Hvordan harmonerer det med annoncørernes ønsker?

»Hvilke emner man satser på redaktionelt, har ikke den store betydning. Det, som annoncørerne kigger på, er, hvor mange læsere avisen har, hvem de er, og hvornår man rammer dem. Det er selvfølgelig fint, at de prøver at lave en bedre avis, men det føles stadig som en gratisavis. Avisen er sådan lidt leverpostejs-agtig, der er for meget mainstream. Nu havde de chancen for at lave noget anderledes, og så vælger de det sikre. Jeg kunne godt tænke mig noget mere skarpt nyhedsorienteret journalistik, lidt dybere og længere artikler. Alligevel tror jeg, at opskriften er rigtig, fordi læserne ikke vil bruge mere tid på den slags aviser. Hvis bare man kan få ti eller 20 minutter af læsernes tid hver gang, så er man heldig.«

– Kan avisen tjene flere penge på annoncer med det øgede oplag og nye koncept?

»Flere læsere giver højere annoncepriser, og med et øget oplag bør læsertallet stige. Problemet er blot, at Søndagsavisen har været alt for dyr at annoncere i, så den kan ikke tillade sig at hæve priserne. Som markedet er, kan det endda være, at den skal sætte annonceprisen ned. Specielt hvis de vil have flere imageannoncer og annoncer fra de store landsdækkende annoncører. I øjeblikket ligner annoncørprofilen stadig det, man ser i de lokale ugeaviser, hvor man er afhængig af den lokale detailhandels ofte grimme annoncer for ugens tilbud. Det gør det endnu sværere at hæve avisens udtryk over lokalavisernes.«

– Hvad betyder det for annoncørerne, at avisen forsøger at ramme alle læsere i landet?

»Jo mere bredt man rammer, jo mindre vil annoncøren betale per læser. Fordi annoncøren så ikke ved, hvem han når ud til. Hvis jeg annoncerer i Journalisten, så rammer jeg i hvert fald en masse journalister, men i Søndagsavisen rammer jeg alle – også dem, jeg ikke har behov for at nå.

– Hvad betyder det nye layout for annoncørerne?

»Layoutet er lidt mere moderne, og dermed er der nok større chance for at få fat i flere yngre læsere, som er mere attraktive set fra annoncørernes synspunkt. Men jeg har stadig følelsen af at sidde med en lokal ugeavis, som især appellerer til lidt ældre læsere.«

2 Kommentarer

Esben Eg
26. AUGUST 2013
Hvor kan jeg få Søndagsavisen
Hvor kan jeg få Søndagsavisen, når jeg ikke længere får den ind ad døren?
Jeg savner den.
Jeg bor på Stærevej NV.
Esben Eg
26. AUGUST 2013
Hvor kan jeg få Søndagsavisen
Hvor kan jeg få Søndagsavisen, når jeg ikke længere får den ind ad døren?
Jeg savner den.
Jeg bor på Stærevej NV.
data_usage
chevron_left
chevron_right