Søndagsavisen lukker fire udgaver og fyrer 34 mand

Svigtende annonceindtægter tvinger den pressede gratisavis til at reducere oplaget kraftigt. Store dele af Jylland lukkes ned. 34 medarbejdere fyres - hovedsageligt blandt administration og salg. Blandt journalisterne er stemningen præget af resignation. (opdateret)

Svigtende annonceindtægter tvinger den pressede gratisavis til at reducere oplaget kraftigt. Store dele af Jylland lukkes ned. 34 medarbejdere fyres – hovedsageligt blandt administration og salg. Blandt journalisterne er stemningen præget af resignation. (opdateret)

I alt lukker Søndagsavisen fire udgaver i Jylland som en direkte konsekvens af et massivt fald på annoncemarkederne. Det sker, kort tid efter at man trak sig ud af Nordjylland. Fremover vil Søndagsavisen heller ikke udkomme i Vestjylland, Esbjerg, Sønderjylland og Århus.

Avisen skærer desuden ned på oplaget i indre København, skriver Business.dk.

Ændringerne betyder, at Søndagsavisen oplag reduceres fra 2,1 millioner eksemplarer til 1,4 millioner. Det vil sige en reduktion på 33 procent.

Ifølge Journalisten.dk's oplysninger er det hovedsageligt medarbejdere i salg og administration, der rammes af besparelserne. En enkelt af de 34, der fyres, er journalist og arbejder dels på Søndagsavisen online og dels på myLiving.dk

»I løbet af de seneste to fyringsrunder inden for få måneder har vi sagt farvel til 5-6 redaktionelle medarbejdere. Og det er ret meget ud af en samlet stab, der hidtil var på 25,« fortæller Jens Aagaard fra Søndagsavisen.

Han tilføjer at stemningen er alt andet end god blandt journalisterne:

»Det er jo belastende at gå på arbejde og ikke vide, hvem der ryger i dag. Men desværre er det jo sådan hele vejen rundt i mediebranchen. Problemet er, at hvis du bliver fyret… hvor fanden skal man så gå hen? Så stemningen er præget af resignation,« siger han til Journalisten.dk

»Vi ved godt, der ikke er særligt mange penge, og at det er et presset marked. Men de kan jo ikke blive ved med at fyre 30 mennesker i det tempo, for så lukker avisen inden for et halvt år.« 

Søndagsavisen udkommer fremover i Horsens, Vejle og Kolding samt på Fyn og Sjælland.

(opdateret 11:06)

0 Kommentarer