Som en af de første danske journalister oprettede Kasper Villum Jensen 23. oktober 2006 en profil på Twitter. I dag er der mere end 4.600 danske mediefolk på Twitter og 300 millioner mennesker bruger det hver måned på verdensplan. Twitter fylder 10 år i dag, og hvert sekund bliver der sendt langt over 600 tweets.
Men i 2006 var der nærmest ingen danskere overhovedet.
»Der var ikke ret meget gang i den på Twitter dengang. Det virkede heller ikke som om, at Twitter selv vidste, hvad platformen skulle bruges til. Det var mest opdateringer i stil med ”jeg har lige spist et æble” eller ”Så er jeg også oprettet på Twitter”,« fortæller Kasper Villum Jensen.
Efter et par måneder droppede han faktisk Twitter igen. Der skete for lidt. Han havde heller ikke helt fået afkodet, hvad det egentlig gik ud på.
»Så jeg lagde Twitter på hylden i et års tid,« siger Kasper Villum Jensen.
En pind at pippe fra
Kasper Villum Jensen fik dog genoplivet interessen for Twitter via sit arbejde som journalist på ComOn.dk, hvor han skrev om tech-verdenen.
»Det begyndte at dukke op blandt vores læsere og kilder, og så tænkte jeg, at jeg måtte give det en chance. Og jeg kunne straks se, at der var sket rigtig meget. Der var kommet mange andre på – også fra Danmark,« siger Kasper Villum Jensen.
Han begyndte herefter at arbejde med mediet og fandt ud af at tilpasse sin profil, så han kunne følge med i nyheder inden for de felter, der optog ham. Han siger, at sammenlignet med tidligere er journalisterne på Twitter i dag mere bevidste om, hvordan de skal gebærde sig.
»De bruger Twitter til at skabe private netværk og private brands af deres navn i branchen,« siger han og tilføjer.
»Mange journalister har fået deres egen lille pind at pippe fra.«
Genialt arbejdsredskab
Kasper Villum Jensen karakteriserer Twitter som et ”sjovt, frit og venligt medie”, og han mener, at det er et genialt arbejdsredskab for journalister. Det er nemlig meget mere end blot en distributionskanal.
»Det er genialt til at finde kilder. Både herhjemme og i udlandet. Og så er det genialt, at man kan få folk til at hjælpe en, hvis man har spørgsmål inden for sit stofområde. Der er også rigtig mange, der bruger Twitter til at faktatjekke ting. Twitter er blevet den danske medieverdens åbne intranet,« siger Kasper Villum Jensen.
Er der slet ikke noget dårligt ved Twitter?
»Hvis ikke man har fået sat sit feed ordenligt op, så kan det hurtigt blive en Ritzau-rulle på crack – et uendeligt rør af information, der bliver blæst ud i hovedet på en. Så det kræver, at man bruger en del tid og kræfter på at opsætte sit ideelle feed,« siger Kasper Villum Jensen.
Han mener godt, at man kan arbejde som journalist uden at være på Twitter men:
»Det ville være at gøre sig selv en stor bjørnetjeneste.«
For med sin enkelthed og unikke hastighed er Twitter blevet helt centralt for breaking news.
»Som nyhedsjournalist ville det være mærkeligt ikke at være der. De fleste store nyheder dukker op på Twitter, før de dukker op på medierne,« siger Kasper Villum Jensen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.