Solrød Avis købt op. Solrodnyt.dk går solo

Solrød Avis er solgt til Sjællandske og skal fremover udkomme som indstik i Sydkysten. Websitet solrodnyt.dk, der hidtil har samarbejdet med Solrød Avis går solo 

Solrød Avis er solgt til Sjællandske og skal fremover udkomme som indstik i Sydkysten. Websitet solrodnyt.dk, der hidtil har samarbejdet med Solrød Avis går solo

 

Fra 1. januar 2013 udkommer Solrød Avis som indstik i Sydkysten. Det lille anpartsselskab Solrød Medie Hus ApS, der indtil nu har stået for udgivelsen af Solrød Avis og Greve Avis, er blevet solgt til Sjællandske, der udgiver Sydkysten.

Det var Solrød Medie Hus ApS selv, der henvendte sig til Sjællandske og foreslog et opkøb. Solrød Medie Hus ApS har i de seneste år haft underskud ved udgivelsen af de to aviser.

Ved opkøbet sker der samtidig et brud med nyhedssitet solrodnyt.dk, der hidtil har samarbejdet med Solrød Avis. Solrodnyt.dk meddeler på nettet, at samarbejdet ophørte per 3. december, og at sitet nu kører solo.

Solrøds borgmester Niels Hörup siger til Sydkysten, at han er glad for det kommende avis-samarbejde:

"At de to lokale medier – Solrød Avis og Sydkysten, som begge er meget læst her i kommunen, går sammen om at levere nyheder i Solrød vil betyde, at Solrød vil være sikret en fortsat bred dækning af aktiviteterne i Solrød. Det er lige fra byrådsmøderne, sportsstoffet, nyt fra de mange små og store virksomheder og selvfølgelig også fra kommunen. Det ser jeg som borgmester som meget vigtigt for borgerne og vigtigt for det lokale demokrati," siger borgmesteren.

Solrød Avis hidtidige ejer Henning Arlofelt Petersen fortsætter som konsulent for Sydkysten i et halvt år i forbindelse med overdragelsen.

Avisens ene faste medarbejder bliver fastansat ved Sjællandske Medier A/S.

0 Kommentarer