Solo-gidselinterview overhalede sig selv

På grund af en fejl kunne man købe Bådmagasinet med det eksklusive gidsel-interview dagen før, abonnenterne modtog bladet. Af den grund kunne historien læses i de fleste nyhedsmedier først.

På grund af en fejl kunne man købe Bådmagasinet med det eksklusive gidsel-interview dagen før, abonnenterne modtog bladet. Af den grund kunne historien læses i de fleste nyhedsmedier først.

Bådmagasinet udkom i går med sin formentlig mest omtalte historie nogensinde – interviewet med den danske sejlerfamilie, der blev taget som gidsler af somaliske pirater. Men det er med noget dårlig smag i munden, at chefredaktør Søren Øverup allerede onsdag kunne se historien omtalt og citeret i medier landet over. Citeringen sker nemlig før bladet er udkommet, og derfor har Bådmagasinets læsere ikke haft den eksklusive oplevelse, de ellers var lovet.

»Den maritime version af fortællingen finder du altså KUN i Bådmagasinets november-udgave, som er i kioskerne torsdag den 27. oktober, og vi kan garantere spændende læsning og en fortælling helt ud over det sædvanlige«, stod der at læse på magasinets hjemmeside, men det kom altså ikke til at holde stik. Bladet begyndte som sagt at cirkulere allerede onsdag, hvor nyhedsmedierne naturligvis ikke var sene til at genfortælle den gode historie.

Til stor irritation for Søren Øverup.

»Jeg har fået opsigelser fra et par abonnenter, som spørger, hvorfor de skal sidde og vente på bladet, når historien har været fremme. Jeg tror, at det største ansvar ligger hos butikkerne. Det er dem, der i mine øjne har begået en brøler«, siger han til Politiken.dk.

Også journalisten bag historien, freelanceren Lone Bolther Rubin, er sur over, at magasinets udgivelsesdato ikke blev respekteret.

»Jeg er utroligt ked af og skuffet over, at min historie blev citeret, dagen før den udkom. Det er ikke kun mit problem, men et principielt problem, hvis man ikke kan stole på en udgivelsesdato«, siger Lone Rubin til Politiken.dk.

I DJ mener jurist Christian Dølpher at er der tale om brud på ophavsretten, der siger, at et værk skal være offentliggjort, før det må citeres, og at medierne har ansvar for at respektere den formelle udgivelsesdato, selvom de helt legalt har kunnet købe bladet i kioskerne før.

Ekstra Bladets chefredaktør er helt uenig i Christian Dølphers udlægning, og kalder det desuden 'naivt' at man skulle kunne skærme en solohistorie på den måde.

2 Kommentarer

Niels Barfod
29. OKTOBER 2011
Re: Solo-gidselinterview på dybt vand

Freelancejournalisten, som skrev interviewet med familien Quist Johansen, som den 24. februar sejlede lige i armene på Somaliske banditter og efterfølgende var gidsler i næsten 200 døgn, har leveret en gang ukritisk mikrofonholderi for sin bekendte, skipper Jan Quist Johansen, som gjorde sig skyldig i at tilsidesætte hensyn til skib og besætning, da han trods advarsler sejlede ind i Det indiske Ocean med slukkede lanterner, radiotavshed, nedtagen radarrefletor og opgivelse af falske kurser. Han vidste godt, at hans sejlads var potentielt livsfarlig, men valgte at overse piratrisikoen trods gentagne advarsler fra SOK på satellittelefonen, hvilket han benægter i interviewet med sig selv, som blev offentliggjort i Bådmagasinet og i Politiken og citeret vidt og bredt. Med et kæmpe reklameskilt fra en rig hollandsk bank på skroget sejlede han durk ind i piratfarvand. I interviewet med freelanceournalisten bliver han flot citeret for at sejladsen var velovervejet.

Artiklerne er renset for kritisk tilgang til stoffet. Der er trods alt tale om en grov og bevidst tilsidesættelse af godt sømandsskab, som byder skipper f'ørst og fremmestat sørge for sikkerheden for sit skib og besætning. Der er kun en kilde i artiklen, nemlig hovedpersonen, som suppleres af hustru og børn. De to voksne gaster, som var med hele vejen optræder ikke i artiklerne hverken med foto eller navn. De er så at sige ikke eksisterende. Det kunne være spændende at høre om de var enige i den potentielt livsfarlige sejlads. Artiklen kommer heller ind på det kritiske spørgsmål om hvem, som betalte løsesummen, der angivelig er den hidtil største for lystsejlere nogen sinde.

Det er naturligvis vidunderligt at familien er kommet lykkeligt og uskadt hjem, men det berettiger ikke at skipper helt uimodsagt kan få journalistisk assistance lov til at retfærdiggøre sit tåbelige forehavende. Det eneste gode, som er kommet ud af den affære er, at ingen yachtie længere tør vove sig ind i Det indiske Ocean. Drømmen om jordomsejlingen er slut.

Niels Barfod, sejler og journalist

Freelancejournalist Hans Henrik Lichtenberg
28. OKTOBER 2011
Re: Solo-gidselinterview overhalede sig selv
Episk overskrift!