Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Efter at have givet Ekstra Bladet en stor del af skylden for de dårlige meningsmålinger for De Konservative, ser partiformand Søren Pape Poulsen nu indad.
Det fremgår af et brev til medlemmerne af partiet, som Politiken er i besiddelse af.
I brevet skriver partiformanden blandt andet, at ”jeg har åbenlyst håndteret mine personlige sager forkert”.
”Der blev skabt tvivl om, hvorvidt man kunne stole på mig i det hele taget, og det er ingen mere ked af, end jeg er. Men jeg fik ikke forklaret sagen hverken grundigt nok eller tidligt nok, og det trak omtalen ud, og derfor har min ageren kostet opbakning til partiet,” skriver Søren Pape ifølge Politiken i brevet.
Særligt Ekstra Bladet har i løbet af de seneste måneder markeret sig med kritiske historier om partiformanden, der i august meldte sig på banen som statsministerkandidat til folketingsvalget. Efter en fejlagtig historie fra Ekstra Bladets side gik profiler i partiet – og Søren Pape Poulsen selv – til angreb på Ekstra Bladet for at have ført kampagne mod partiformanden.
”Jeg synes, det er meget beklageligt, at vi har et medie i Danmark, der har influeret på en valgkamp. Det går ikke, sådan skal et dansk valg ikke være,” sagde Søren Pape Poulsen blandt andet i forrige uge til TV 2, hvor han også beskyldte Ekstra Bladet for at have begået karaktermord på ham.