search

Søges: Ny fagforening for rigtige journalister!

Jeg har meldt mig ud af Dansk Journalistforbund, både fagforening og a-kasse. For mit forbund satser på at støtte spindoktorer og udstyre grafikere med pressekort, frem for at hjælpe den type journalist, som fagforeningen oprindeligt er skabt for. Freelanceren, for eksempel

Jeg er vokset op i en lille industriby, hvor medlemskab af fagforening og a-kasse var noget, man nærmest fik i dåbsgave. Det handlede om solidaritet, om at stå sammen i forbundet – for forbundet var ens eneste redning, hvis arbejdsgiverne strammede tommelskruen. I vores familie var det utænkeligt ikke at være medlem af Dansk Metal.

En stærk fagforening, hvis A-kasse var så lokalt forankret og så solidarisk med sine medlemmer, at konsulenten ringede personligt, når folk havde glemt at komme forbi med stempelkortet. Blot som en venlig påmindelse, så man ikke kom i klemme i systemet.

Sådan var det sikkert også i journalisternes forbundskasse.

Alle ved, at a-kasser i dag står for det modsatte. At det system, der er skabt for at hjælpe mennesker i krise, nu fremstår som værende kynisk og menneskefjendsk. Jeg har – som så mange andre – selv mærket den moderne AJKS-skrankepaves Stasi-agtige omhu og rigide kontrol. Det vender jeg tilbage til.

For det første jeg meldte mig ud af, var DJ – Dansk Journalistforbund. Og der, hvor jeg arbejder er der flere, der følger trop. For vi er en slags løsarbejdere, en blanding af freelancere og kontraktansatte. Selvstændige, om man vil. Eller måske bare mediebranchens østarbejdere, som en gruppe dagbladsjournalister fra Freelance-gruppen benævnte sig selv, mens de efterlyste en langt mere aktiv indsats fra netop Dansk Journalistforbund angående netop ’østarbejdernes’ rettigheder.

Her på vores arbejdsplads kan vi heller ikke bruge DJ til noget. Af flere grunde. Dels er der den nu vedtagne offentlighedslov og dertilhørende begrænsning af pressens muligheder for at kontrollere statsmagten. DJ var for sent ude og den interne uenighed om høringssvar og holdninger afslører vel dybest set, at der er alt for mange interesser på spil i samme forbund. Kan den seriøse gravegruppe-journalist og en reporter fra Christiansborg overhovedet sidde til bords med en politisk spindoktor eller en kommunikationsmedarbejder fra kommunen, staten eller en dansk virksomhed med smag for lobbyisme?

Hvordan skal forbundsmedlemmer med så forskellige faglige interesser kunne blive enige om reglerne for aktindsigt og pressens arbejdsbetingelser generelt, når den ene side søger afsløringen, mens den anden side støtter tilsløringen?

Det er jo som at sætte Obi-Wan Kenobi og Darth Vader til at udarbejde en revideret udgave af Genevé-konventionen – for nu at blive i den klassiske terminologi om den sandhedssøgende journalist versus mørkets sammensværgende kræfter.

Sandt er det jo, at (mere eller mindre) hæderlige journalister deler fagblad med (mere eller mindre) uhæderlige kommunikationsfolk. Jacob Winther , Peter Arnfeldt og hans kone Ulla Østergaard for nu sætte navn på de mest udskældte spindoktorer indenfor de sidste par år. Dem vil jeg personligt ikke dele pressekort med.

Det er dog lang tid siden, at det gik op for mig at ikke alene danser journaliststandens åbenlyse dobbeltagenter med til forbundets fester.

Det gør også langt mere oversete, men dog typisk ufarlige karakterer som grafikere, versionister, forlagspiccoliner og skolebladsredaktører, hvilket har medført et andet problem: Devalueringen af pressekortet.

Sidst jeg hev det lille, eftertragtede kort op i næsen på en betjent virkede det ikke. Det var til klimatopmødet i 2009, politiet havde omringet en COP15-moddemonstration og der blev uddelt peber og lakrids, som man siger. Jeg var bogstaveligt nødt til at kravle mellem benene på politiopbuddet for at dække begivenhedernes gang.  For som et overskæg sagde: ’Det der pressekort kan du godt pakke væk, det render alle jo rundt med’.

Det var i samme periode, at jeg glemte at betale en regning til forbundet og dermed forny det pressekort, jeg engang som studerende i den århusianske betonbunker havde jublet over endelig at kunne flashe. Ikke bare i Tivoli, men for real. Når der var ballade med de autonome, for eksempel. Når nogen havde brug for vidner til, hvordan politiet behandlede dem.

Pludselig, 12 år senere, gik det op for mig, at hvis man glemmer at betale en regning til DJ, så ryger man ud af DJ. De ringer ikke, ligesom i solidaritetens dage hjemme i Industriland.

Det er måske også for meget forlangt i moderne tider, så derfor ringede jeg selv for at melde mig ind igen. Svaret var nej, medmindre jeg havde en fast indkomst på ca. 15.000 kroner om måneden (nu præcis 17.355) i minimumsindtægt. Er man freelancer er det plus 50 procent. Altså, 26.032 kroner månedligt. Er du arbejdsløs, kan du godt glemme alt om medlemskab. Også selv om det er AJKS, forbundets egen a-kasse, du bliver understøttet af.

Mine ører faldt af under den telefonsamtale. Jeg blev talt ned til: ’Så må du lære at betale dine regninger’, lød det gennem røret. ’Vi har altså sendt en rykker!’. ’Jamen, jeg har været ude at rejse gennem længere tid’, forsøgte jeg.

’Du har måske ikke hørt om Betalingsservice? Det har de fleste ellers…”

Lige dér slukkede jeg telefonen og svor, at mig og DJ var færdige med hinanden. Solidaritet var et ord fra Rusland. I hvert fald østfra. Polen, nok nærmere. Er du freelancer stilles der altså fra dit eget forbund større krav til din indkomst, hvilket må være standens største paradoks, eftersom at alle ved, at freelancere er dem, som mediebosser først tager røven på. Samtidig med, at det altså er dem, der sidst får hjælp af forbundet.

A-kassen, AJKS, har jeg også forladt. Det startede med en idé om at lave en film om netop Danmarks arbejdsløshedsindustri, forholdet mellem staten og de såkaldte anden-aktører, som begge betragter ledige som kvæg, man kan pine til det yderste og både spare og tjene penge på.

Under arbejdet med filmen skrev jeg i filmmagasinet Ekko en længere artikel om det danske filmstøtte-system, herunder at en vis filmkonsulent gerne tog en bane coke med sine ansøgere.

Det faldt den kreative klasses narkomaner og venner, herunder filmdivaen Paprika Steen, så meget for brystet at hun i B.T. forlangte, at jeg personligt betalte filmstøtten (ca. 200.000 kr. tilbage). Nu tilhørte pengene jo ikke mig, men Zentropa, som producerede filmen. Jeg var jo reelt arbejdsløs.

Ikke desto mindre sad der en fuldmægtig i den såkaldte Pensionsstyrelsen. De fører tilsyn med a-kasserne, og fuldmægtig Peter Hove Andersen havde netop denne dag taget formiddagsavisen med på lokum. Jeg ved det, for jeg har søgt aktindsigt i min egen sag og har læst mellem linjerne. Og Peter fik åbenbart endnu mere mavekneb, da han læste om Paprika og mig. Ergo beordrede denne fuldmægtige AJKS om en undersøgelse af mine økonomiske forhold. AJKS holdt sig ikke tilbage.

”For hvordan kunne jeg filme en film, når jeg var arbejdsløs?”

”Ja, ved at nogen filmer mig, mens jeg er arbejdsløs og løber komplet forvirret rundt inde i jeres sindssyge aktiveringssystem,” svarede jeg. For eksempel var det da meget stærke billeder, da jeg blev sendt i fire ugers arbejdslejr på en shawarma-bar med det ene formål at skrubbe indtørrede chiliklatter af – og dermed være gratis arbejdskraft for ejeren af etablissementet. At det på ingen måde levede op til lovkravet om meningsfuld aktivering for en uddannet person som mig interesserede hverken Pensionsstyrelsen eller AJKS.

To år er nu gået med tovtrækkerier. Jeg har klaget over min a-kasse. Det var sjovt nok Pensionsstyrelsen, der behandlede klagen. De nåede frem til, at jeg ikke havde ret. Lidt som når politiet undersøger sig selv.

Sidst vi sås var i fogedretten i Lyngby, hvor forbundet havde været så omhyggelig at sende hele to ca. 27-årige jurister på nakken af mig for at indkassere et beløb svarende til forbundets optagelseskrav om freelance-minimumsindtægt. Som de altså mener, jeg har modtaget uretmæssigt i dagpenge. Der står i afgørelsen, at jeg ikke gjorde det med vilje. Og derfor svor jeg også over for fogeden, at jeg nægter at betale så lidt som en krone tilbage. Jeg vil hellere gå i fængsel.

”Nå da da,” sagde han. Så langt ville han ikke blande sig. Nu er det op til ombudsmanden at afgøre sagen.

Vi er meget langt fra mit barndomshjems paroler om solidaritet og stærke fagforeninger og vigtigheden af en a-kasse. Faktisk tør jeg ikke fortælle mine forældre, at jeg har meldt mig ud. De ville blive stærkt bekymrede for mit ve og vel. Også derfor er det min plan at starte et nyt forbund for rigtige journalister. Hvor vi for alvor står sammen, os der tænker det samme. Nogen idé om, hvordan man laver et stærkt, solidarisk forbund nu om dage?

Så’n for alvor?

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen