Søgende, stride, seje og skrøbelige

Journalister elsker at skrive bøger om deres eget liv. Susanne Sayers har læst en håndfuld af dem for at komme tættere på deres identitet. Hun ser mennesker med en dyb kærlighed til faget, men også evigt søgende sjæle, der har betalt en pris
  • Illustration: Mikkel Henssel
    ”Når journalistikken bliver en del af ens livsopgave og ens identitet, er man parat til at kæmpe for idealerne. De kan ikke bare skiftes ud, når koncepterne og den redaktionelle linje for 33. gang skal justeres,” skriver journalist Susanne Sayers.
02.07.2018 · 08:43

Måske skal vi have genoplivet et ord som ‘kald’ i det danske sprog. I moderne managementdansk tales der meget om det meningsskabende, om at medarbejderne vil andet og mere end bare gå på arbejde. De vil se et formål med det, de gør. De vil føle, at de gør en forskel i verden.

Men vi har allerede det glimrende ord kald til at dække et hverv, som føles som mere end et job. Hvor opgaven bliver en indre drift, en livsopgave, som man ikke bare kan hænge ude i garderoben derhjemme, når man træder ind ad døren efter endt arbejdsdag. 

Ordet faldt mig ind, da jeg læste en række erindringer fra fagets koryfæer, i tilfældig rækkefølge ‘Fra koncepterne’ af Mette Fugl, ‘Journalist’ af Lasse Jensen, ‘Hutlihut’ af Flemming Toft i samarbejde med Kurt Lassen, ‘Mit liv som Cath’ af Bodil Cath, ‘Det skal se nemt ud’ af Lone Kühlmann og ‘Vi kan sove i flyvemaskinen’ af Ulla Terkelsen i samarbejde med Andreas Fugl Thøgersen. 

Ved læsningen har det slået mig, at journalistikken for forfatterne er blevet sådan et kald. Og at netop kærligheden til selve faget er hoveddrivkraften bag modviljen mod de mange forsøg på at strømline og konceptualisere medierne, som særligt de seneste 20 år har ramt arbejdspladserne. Ind med Birthe og René, DR’s modeller over kernepublikummet, regneark, læseranalyser og andet fra samme skuffe, som skal sikre, at publikum får, hvad de vil have. Og måske sjældnere, hvad de har brug for?

Hver for sig giver journalisterne udtryk for en utilpashed ved den retning, som journalistikken har bevæget sig i. Mest direkte og rasende er Mette Fugl, hvad der også går igen i den dobbelttydige titel på hendes erindringer, som er et opgør med meget, men først og fremmest med konceptualiseringen af det journalistiske arbejde: “Der er ikke noget galt med eksperimenter, hvis de tjener andre og bredere formål end at pudse chefers tilfældige duelighedstegn,” skriver Mette Fugl. Andre er bekymrede over “selfie-journalistikken”, hvor journalisten kommer til at fylde mere end sagen, og hvor hurtige soundbites, føleri og skarpe vinkler har afløst væsentlighed, fordybelse og nuancer.

Som at vogte katte

Når journalistikken bliver en del af ens livsopgave og ens identitet, er man parat til at kæmpe for idealerne. De kan ikke bare skiftes ud, når koncepterne og den redaktionelle linje for 33. gang skal justeres. Jeg har engang hørt en leder sige, at det at lede journalister er som at være hyrde for en flok katte, og journalisterne bag erindringerne er ingen undtagelse. De er ikke sjældent stridbare, og de ved godt, at de er besværlige.

Bodil Cath fortæller om optakten til det interview med prins Henrik i 2002, hvor han fortalte om sin skuffelse over ikke at være nummer to i arvefølgen, og som blev et scoop, at de yngre redaktionschefer på BT ikke kan se idéen i, at hun tager til Frankrig: “Jeg giver ikke op og snakker for min syge moster, godt irriteret på de unge løver, hvoraf flere i branchen efter min mening er bedre til at sælge sig selv som Fakta-tilbud end til at videreudvikle en læseværdig avis (…) Jeg beslutter mig i den aktuelle sag for at være ligeglad med de unge mellemlederes holdninger, som i den tid ikke sjældent giver sig udtryk i en stærk macho-dis, hvor rødvinstågen ligger tungt.”

Den stærke macho-dis, med Bodil Caths ord, går igen i Mette Fugls og Lone Kühl-manns erindringer. Begge fortæller om, hvordan de nærmest rent rutinemæssigt skal undgå at være alene med mandlige chefer, som hellere vil nedlægge dem i sengen end give dem sendetid eller plads i spalterne. Flere af episoderne er tæt på at være voldtægtsforsøg, men de unge kvinder ved, at hvis de brokker sig, er de færdige. De er nødt til at bevise, at de er seje. Det gør de så.

Og lægger man de mandlige journalisters beretninger til, får man et portræt af en branche med stærke, mandsdominerede hierarkier. Lasse Jensen beskriver det miljø af alfahanner, han selv blev en del af, og hvor det var lettere at tage imod ros end kritik.

Flemming Toft konstaterer i bogen ’Hutlihut’, at “sportsjournalister, specielt i egen selvforståelse, ikke mindst i flok og ude i marken er nogle fandens karle”, men erkender kort efter, at sportsjournalisterne internt i bladhusene knap nok blev regnet for rigtige journalister, og at han selv måtte kæmpe sig frem for at få plads og lov til at dække de vigtige kampe, blandt andet VM i Tyskland. 

Altid i bevægelse

Der er mange kampe, og der er mange sejre i erindringerne. Journalistiske scoops, berømmelse … bøgernes beretninger er en hvirvelvind af verdensbegivenheder, fjerne lande, konger, dronninger, prinser og prinsesser, statsledere, rockstjerner, nærdødsoplevelser og vekslinger mellem verdens magtcentre og stinkende fattige skure og baggårde i Afrika, Asien og den gamle østblok. 

Lone Kühlmann nævner selv den rødhårede, storbarmede og hårdkogte tegneseriereporter Brenda Starr som forbillede (og Bodil Cath bliver i sine unge dage som kriminalreporter og senere udenrigskorrespondent kaldt Brenda Starr af sine kolleger), og der er noget tilsvarende eksotisk og eventyrligt over de hæsblæsende liv, som udspiller sig på siderne. Liv, som særligt i de unge år er indhyllet i tunge tobakståger og rigeligt med alkohol.

Og det er et andet fællestræk: De søger rejsen, oplevelserne, de gode historier. Lasse Jensen siger det måske mest direkte: Han bliver journalist for at opleve verden, ikke for at forandre den, mens Ulla Terkelsen citerer den græske filosof Diogenes for, at alt løser sig i bevægelsen. 

Til gengæld har de det svært med at være bundet til et skrivebord med regelmæssige tider. “Fastlåste rutiner giver mig åndenød,” skriver Lone Kühlmann om de par år, hvor hun stod i spidsen for ALT for Damerne og forsøgte at gøre det til et langt mere journalistisk magasin.

Dæmoner og hjerteoperationer

På mange måder er det drømmen om det frie liv i begivenhedernes centrum, som forfatterne har levet ud. Det er den reporter, vi kender fra romanerne og tegneserierne. Den, som bevæger sig med største selvfølgelighed i hele verden og trodser farer for at være øjenvidne, som bringer de vigtige historier videre og skyller dagens begivenheder og støvet fra krigszonen ned med en stiv dobbelt whisky.

Men det er ikke hele historien. Der gemmer sig også nederlag og skrøbelighed bag al sejheden. Bodil Cath taler om at bruge journalistikken som et skjold. Lone Kühlmann kæmper med frygt for at blive ramt af de depressioner, der gjorde livet svært for hendes mor og mostre. “Jeg har accepteret det sorte hul indeni, som jeg ikke begriber,” skriver hun og tilføjer, at det gør det nemmere at leve. “I hvert fald ser det nemmere ud.” 

Mette Fugl taler åbenhjertigt om sine “dæmoner og søvnløshed. Om angsten, der kom som bagholdsangreb”, mens Lasse Jensen nævner “en nedtur, der bragte mig på fallittens rand og hjerte-operationsbordet. Men jeg fortsatte med at efterleve gudfar Bamses råd om at prøve alt, undtagen blodskam og folkedans”. Sort humor og selvironi er også en del af journalistens overlevelses-kit.

Mette Fugl beretter om en anden side ved at være journalist i en barsk verden og enlig mor til et lille barn: Hun beder en taxachauffør hente barnet i børnehaven lige før lukketid og køre rundt med ham, indtil hun var færdig med sin artikel. “Åh, grusomhed. Den sidder evigt i kroppen som små stikflammer. Brænder som de andre svigt.”

Nye tider

Men er det så et retvisende billede af vores fag og dets udøvere? Skribenterne er alle tæt på eller over pensionsalderen. De er koryfæer og fyrtårne fra den periode, hvor journalistik gik fra at være ærbødige referater og meddelelser til at blive kritisk og udfordrende. 

Det er nogle af de allerstørste og på mange måder allermest privilegerede mennesker i vores fag, som ser tilbage på en tumultarisk tid og ditto liv, men også en guldalder for journalistikken. De har rejst verden rundt, dengang der stadig var en stor interesse for den i de danske medier, og mediecheferne ikke bare forestillede sig, at den kunne dækkes med en mobiltelefon, Twitter, Google og et Skypelink. Og de har haft en høj grad af frihed undervejs.

Meget har ændret sig, på godt og ondt. Det vil heldigvis ikke gå i dag at skrive i efterkritikken, som Leif Blædel gjorde: “Mette Fugl spreder jo bare sine journalistiske ben og lader alt sive ukritisk ind.” Øl og sprut, som også i min journalistiske ungdom stadig var fast inventar på redaktionerne, er væk. Sexchikane forekommer utvivlsomt stadig, men helt sikkert ikke i det omfang, som det var tilfældet op gennem 60’erne og 70’erne. Faget er blevet mere professionelt, og det er blevet lettere at kombinere karriere og børn, blandt andet fordi man om nødvendigt kan skrive artiklen færdig derhjemme, når ungerne er lagt i seng.

Der er næppe heller tvivl om, at forfatterne til de erindringer, jeg har læst, har mere at byde ind med end den gennemsnitlige journalist, og at faget derfor kommer til at se betydeligt mere farverigt ud, end det er for de fleste af os. Og når man komprimerer højdepunkterne fra 30-40 års arbejdsliv, ser det også mere eksotisk ud, end det formentlig har været. Vi er masser af journalister, som er glade for vores arbejde, men ikke betragter det som et kald, og som er godt tilfredse med mindre kaos og mere regelmæssighed.

Men mon ikke alligevel, at eventyrlyst, skepsis over for autoriteter og kærligheden til den gode fortælling stadig er det, der får de fleste til at søge ind i journalistikken? Samt en søgende sjæl, som kan finde og skabe mening og retning i dette forvirrende liv ved at rulle historien ud som en rød tråd gennem Minotaurus’ labyrint. 

Og så gør det vel heller ikke noget, hvis man i perioder kan svøbe sig i lidt stjerneglans. Bare lidt. Selv om vi også er ydmyge, i hvert fald på papiret. 
 

Magasin: 

Kommentar

CAPTCHA
Dette er en test for at sikre at du ikke er en robot der blot spammer kommentarsporet.

Seneste jobopslag

Pressemedarbejder

Bruun Rasmussen Kunstauktioner
Ansøgningsfrist: 07.03

Kommunikationsrådgiver og oversætter

Københavns Universitet
Ansøgningsfrist: 13.03

Kommunikatør med skarp pen og strategisk tæft til Styrelsen for Patientklager

Styrelsen for Patientklager
Ansøgningsfrist: 15.03

Kommunikationskonsulent med markedsføringsgen

Dansk Håndbold Forbund
Ansøgningsfrist: 10.03

JA, DU SKAL ARBEJDE HÅRDT HER!

TV 2
Ansøgningsfrist: 10.03

Digital avisredaktion søger to barselsvikarer

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 18.03

Pressemedarbejder

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 25.02

Pressechef til pædagogernes fagforening

BUPL - BØRNE- OG UNGDOMSPÆDAGOGERNES LANDSFORBUND
Ansøgningsfrist: 08.03

Er du DR’s nye digitale madjournalist?

DR
Ansøgningsfrist: 24.02

Kommunikationschef

Økologisk Landsforening
Ansøgningsfrist: 06.03

Kommunikationschef

VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Ansøgningsfrist: 04.03

Adjunkt til Kommunikationsuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 01.03

Pressechef med blik for et af Danmarks vigtigste erhverv

Landbrugsstyrelsen
Ansøgningsfrist: 03.03

Redaktør til Roskilde Festivals mediehus

Roskilde Festival
Ansøgningsfrist: 03.03

Webredaktør (Barselsvikar) til Kommunikation på Københavns Universitet

Københavns Universitet
Ansøgningsfrist: 04.03

Skrivende redaktør til nyt magasin

Efterskoleforeningen
Ansøgningsfrist: 24.02