Timelange telefoninterview, tykke spørgeskemaundersøgelser og personlige interview, der varer op til halvanden time. Det stiller journalister villigt op til.
Her beretter de om deres indtryk af forskellige virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder, der betaler analyseinstitutter dyrt for at indsamle informationerne. For en flaske cognac, tre flasker vin eller for slet ingen ting åbner journalister for deres personlige arkiv.
“Journalister udtrykker sig uden omsvøb. Det er råt for usødet,” siger kommunikationsrådgiver Nick Dalum om journalisternes bidrag til undersøgelserne.
Køberne af journalisters viden og meninger har for længst fundet ud af, at journalisterne er en magtfaktor. Standens magt beskrives som lige så stærk – hvis ikke stærkere end politikernes magt. Derfor er det pengene værd at kende journalisternes tanker, så forholdet til pressen kan blive forbedret og ens image poleret.
I firmaet PBS, som beskæftiger sig med elektroniske betalinger, er der også respekt for journalisternes magt – derfor forsøger virksomheden med et analyseinstitut som mellemmand at få arrangeret et møde med udvalgte journalister – helt præcis de journalister, der i en undersøgelse har udtrykt sig negativt om PBS. Men den del af undersøgelsen har flere journalister nægtet at deltage i.

Berlingskes boykot
Jeppe Duvå, erhvervsredaktør på Berlingske Tidende, har meddelt journalisterne på avisens erhvervsredaktion, at de ikke læn-gere på nogen måde må bidrage til undersøgelserne.
“Bureauerne pakker det selvfølgelig ind i snak om image og presserelationer, men det korte af det lange er, at de – mod betaling fra virksomheder – arbejder på at finde ud af, hvad vi ved om virksomhederne, og hvad vi synes om dem. Og den leg vil vi ikke deltage i,” siger han.
Jeppe Duvå mener, at erhvervsjournalisters kontakt til virksomhederne alene skal være baseret på, at virksomhederne er kilder.
“Vi behøver ikke kommunikation via bureauer med mere eller mindre gennemskuelige motiver og arbejdsmetoder,” siger han.
Derudover peger Jeppe Duvå på, at journalister risikerer at videregive kildefølsomme informationer, fordi journalisten under interviewet kan komme til at informere om noget, han alene ved, fordi han har et godt forhold til sine kilder.
“Kildefølsomme oplysninger skal journalisten ikke sidde og kaste i grams over for bureauer, hvor den eneste relation er, at journalisten bagefter får en flaske whisky,” siger Jeppe Duvå.
Analyseinstitutter har forgæves forsøgt at presse ham til at ændre sin politik. Over for JOURNALISTEN kalder Jørn Thulstrup, administrerende direktør for Institut for Konjunktur-Analyse og manden bag en stor årlig undersøgelse, da også Jeppe Duvås holdning for beklagelig.
“Det betyder, at der mangler en brik i puslespillet. Enkelte kunder har da også spurgt til, hvorfor Berlingske Tidendes journalister ikke deltager,” siger Jørn Thulstrup, som frygter, at Berlingske Tidendes boykot gør hans virksomheds produkt dårligere.
Hvert år interviewer Institut for Konjunktur-Analyse – Jørn Thulstrups virksomhed – cirka 60 journalister. Det arbejde udføres blandt andet for HT, Københavns Lufthavne, DSB og en række finansielle virksomheder. Men instituttet er ikke de eneste på markedet. ACNielsen AIM udspørger årligt 100 journalister for virksomheder i industrien, i telebranchen og i den finansielle sektor, mens Nick Dalum en tre til fire gange om året undersøger journalisters holdninger. I hver undersøgelse deltager op til 50 journalister. Hans kunder er blandt andet Boligministeriet, HK-Stat og Dansk Flygtningehjælp.
Uffe Gardel, Berlingske Tidende, er en af de journalister, der er forsvundet ud af undersøgelser-ne.
“Tidligere deltog jeg, fordi jeg ikke havde tænkt over de prin-_cipielle problemstillinger,” erkender han.
Uffe Gardel pointerer, at han ikke har ændret holdning, fordi chefen sagde, at han skulle, men fordi chefens standpunkt var fornuftigt. Og i dag opfordrer Uffe Gardel alle journalister til at afvise bureauerne. Han øjner nemlig en konflikt, hvis journalisten med den ene hånd hjælper en virksomhed med at forbedre dets image og pressepolitik samtidig med, at den anden hånd skriver “uafhængigt” for læserne om virksomheden.
“Principielt adskiller det sig ikke fra, at en journalist giver medierådgivning til nogle virksomheder og fortæller, hvordan direktørerne skal bære sig ad, hvis de kommer i fjernsynet. Det er også fuldstændigt forkasteligt, og noget journalister skal lade være med,” siger Uffe Gardel.

Journalister på skolebænken
For nylig fik Søren Dietrichsen, journalist på ErhvervsBladet, også nok. Han havde deltaget i en af ACNielsen AIMs undersøgelser og blev efterfølgende kontaktet af analyseinstituttet, der ville høre, om hans navn måtte blive udleveret til PBS. Søren Dietrichsen fik at vide, at han var interessant for PBS, fordi han havde udtrykt sig negativt om firmaet.
Søren Dietrichsen svarede nej. Han ville ikke mødes med PBS.
“Det var som om, at de ville hive kritiske journalister på skolebænken for at fortælle os, hvad vi skulle mene,” siger Søren Dietrichsen.
ACNielsen AIM oplyser, at i den pågældende undersøgelse gav 97 ud af 100 journalister analyseinstituttet lov til at kontakte dem igen, og i forbindelse med samme undersøgelse var PBS interesseret i at komme på talefod med journalister, der mente, at PBS kunne gøre deres arbejde bedre. ACNielsen AIM ringede derfor tilbage og spurgte udvalgte, kritiske journalister, om de ville have noget imod, at PBS fik deres navn og satte sig i forbindelse med dem. Det er første gang, at ACNielsen AIM har forsøgt at parre en virksomhed med en gruppe journalister. For øjeblikket overvejer instituttet, om det fremover vil lade den ydelse være en del af flere analyser.
Endnu har PBS ikke fået listen over journalister, der gerne vil i dialog med firmaet, men Lars From, direktør i PBS, ser frem til at modtage den.
“Så vil vi ringe til journalisterne og høre, om de har noget imod at tage et møde med en enkelt eller to fra PBS. Det kan være her, eller det kan være på avisen, eller det kan være et tredje sted,” siger han.
PBS-direktøren har heller ikke har noget imod at invitere på en frokost for blandt andet at få at vide, “hvad vi kan gøre for at forbedre forholdet til dig og din avis”.
“Vi skal ikke tryne journalisten, og journalisten skal ikke tryne os. Det er udelukkende, fordi vi vil forbedre relationen,” siger Lars From.
Jyllands-Postens erhvervsredaktion har også oplevet, at avisens journalister blev ringet op for at blive koblet sammen med PBS.
“Det deltager vi ikke i, for der bevæger vi os over i noget, der begynder at minde om medie-rådgivning. Den dobbeltrolle vil vi ikke have,” siger John Hansen, erhvervsredaktør på Jyllands-Posten.

Frit valg for journalister
Derimod er det op til JP-journalisterne selv at afgøre, om de vil svare på spørgsmål.
“Herregud, det er en form for meningsmålingsmageri, som ikke adskiller sig voldsomt for andre meningsmålinger, som vi også selv bruger i aviserne”, siger John Hansen.
ACNielsen AIM sender en liste med journalistnavne ud til de virksomheder og organisationer, der betaler for un-dersøgelsen. Journalisterne giver analyseinstituttet lov til at opgive deres navne. I ACNielsen AIMs seneste un-dersøgelse afviste kun ni ud af 100 journalister, at analyseinstituttet måtte oplyse, at de var blandt de interviewede.
På Børsen er det også op til den enkelte journalist at vurdere, om de vil deltage i un-dersøgelserne, og redaktionschef Bent Sørensen ser heller ikke noget problem i, at journalister oplyser deres navn og kommer på en liste.
“Hvis jeg siger et eller andet, så står jeg inde for det. Vi er selv som journalister kede af anonyme kilder. De samme krav må vi stille til os selv,” siger han.
Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, har aldrig hørt om analyseinstitutternes undersøgelser. Men hans _umiddelbare holdning er, at journalister selv skal vurdere undersøgelsens karakter og selv afgøre, om de vil deltage.
“Men jeg ville selv svare nej til at opgive navn og til en ef-terfølgende kontakt. Det giver mulighed for en individuel bearbejdning,” siger Tøger Seidenfaden.

For samfundets skyld
Ikke overraskende ser direktørerne i analyseinstitutter anderledes positivt på, at journalisterne åbenmundet og ærligt udleverer deres viden og holdninger.
“Journalisterne deltager for at få virksomheder og myndigheder til at træffe nogle bedre beslutninger til gavn for samfundet som helhed. Hvis man arbejder som journalist, så tror jeg, at de fleste har en anden hensigt med sit erhverv end at få brød på bordet,” siger Jørn Thulstrup.
Nick Dalum har en anden og mere jordnær forklaring på, at journalister spenderer tid på undersøgelserne.
“De medvirker, hvis de synes, at det kunne være attraktivt at få lettere adgang til en virksomhed eller en organisation,” siger han.
Det argument køber Jeppe Duvå ikke.
“Argumentet hviler på den antagelse, at jeg som journalist har en bestemt opfattelse af, hvordan en virksomhed skal agere over for pressen. Men det skal jeg ikke have som journalist. Jeg skal ikke behandle en virksomhed mere positivt, fordi den har en velsmurt og charmerende informationschef. Hvis det påvirker min artikel, så ville det være journalistisk forkert og usagligt,” siger han.
I de 12 år, Jeppe Duvå har beskæftiget sig med erhvervsstof, har han oplevet en stigende interesse for at få journalister til at give deres besyv med om dette og hint. Ophavsmændene til spørgsmålene, adresseret til journalister, vurderer desuden, at det med tiden bliver endnu mere værdifuldt at kende standens meninger og viden.
“Journalister bliver bestemt ikke mindre interessante. De er synlige og bliver ofte trukket ind i debatten som kyndige, eller fordi de har en holdning,” siger Jens Wittrup Willumsen, administrerende direktør for ACNielsen AIM.
I Nick Dalums undersøgelser er journalister for øjeblikket den faggruppe, der oftest går igen. Og han vurderer, at ingen organisation i dag har en chance for at opnå succes uden at være opmærksom på pressens påvirkning af offentligheden og politikerne.
“Journalisterne bliver oplagt mere interessante fremover, for pressens udlægning af, hvordan en organisation opfører sig, bliver mere og mere vigtig,” siger Nick Dalum.
Han frygter dog også – ligesom den administrerende direktør for Institut for Konjunktur-Analyse – at en inflation i mængden af spørgsmål kan få journalisterne til at sige fra. Og det kan blokere for en vækst i markedet for journalistmeninger.

Mediernes magt
Flere kilder peger på, at journalisters meninger er omgærdet af respekt. Bent Warming-Rasmussen, der er lektor og ph.d. på Syddansk Universitet i Kolding, er også stødt på noget, der ligner ærefrygt over for pressen.
I forbindelse med sin forsk-ning, der blandt andet er baseret på journalistmeninger, har han sendt spørgeskemaer til 400 journalister for at indhente meninger om statsautoriserede revisorer. Og den nålestribede verden sværmer om undersøgelsernes resultater. Derfor har Bent Warming-Rasmussen blandt andet holdt foredrag på forskellige store revisionsfirmaers generalforsamlinger og på Fore-ningen af Statsautoriserede Revisorers generalforsamling. Her lyttede 450 revisorer på lektorens viden om journalisternes viden.
“Journalister er lige så stærke, hvis ikke stærkere end lovgivningsmagten. Medierne skaber nemlig forargelse i folk og kan få brede kredse til at vende ryggen til et firma. Derfor er det vigtigt at vide, hvad journalister mener. Desuden vil en journalist altid farve sit stof lidt efter egen mening. En konservativ journalist skriver for eksempel om fyringsrunder i forbindelse med rationaliseringer på en lidt anden måde end en kommunist,” siger Bent Warming-Rasmussen.
Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, ser de man-ge undersøgelser som en påmindelse om, at omverdenen opfatter journalister som en magtfaktor og ikke som en neutral instans, der videregiver informationer til offentligheden:
“Det er svært at sige, om den opfattelse er berettiget eller ej, men min pointe er, at vi søreme skal tænke over, hvorfor de ofrer os så meget opmærksomhed. Det bør give anledning til en hel del selvkritisk tankevirksomhed.”

“Det var som om, at de ville hive kritiske journalister på skolebænken for at fortælle os, hvad vi skulle mene,”

Søren Dietrichsen, journalist på ErhvervsBladet om årsagen til, at han ikke ville holde møde med firmaet PBS, som han havde udtrykt sig negativt om i en undersøgelse.

“Bureauerne pakker det selvfølgelig ind i snak om image og presse-relationer, men det korte af det lange er, at de – mod betaling fra virksomheder – arbejder på at finde ud af, hvad vi ved om virksomhederne, og hvad vi synes om dem. Og den leg vil vi ikke deltage i,”

Jeppe Duvå, erhvervsredaktør på Berlingske Tidende.

“Journalister er lige så stærke, hvis ikke stærkere end lovgivningsmagten. Medierne skaber nemlig forargelse i folk og kan få brede kredse til at vende ryggen til et firma. Derfor er det vigtigt at vide, hvad journalister mener,”

Bent Warming-Rasmussen, lektor og ph.d. på Syddansk Universitet i Kolding.