Af Michael Thorberg, redaktionschef, B.T.

En snob er ifølge Nudansk Ordbog en person, der kryber eller stræber efter, hvad der er socialt højerestående.
Denne kommentar handler om journalistisk snobberi.
Den begynder en mandag morgen i januar, hvor ugebrevet, der har taget navn efter udgivelsestidspunktet, atter agerede leverandør af såkaldte nyheder til medier med en noget større udbredelse end ugebrevet selv. Det startede i de elektroniske medier. TVs nyhedsudsendelser og radioaviserne. Næste dag var det avisernes tur til at berette om to undersøgelser, som Ugebrevet Mandag Morgen havde bragt.
Det er der ikke noget nyt i. Hver uge gentager det sig nemlig. Ugebrevet er fantastisk ofte citeret – sin lidenhed og lave udgivelsesfrekvens taget i betragtning.
Der er heller ikke noget galt i det. Mandag Morgens medarbejdere er ofte gode og skarpe analytikere, og de har ikke sjældent blik for den overraskende nye indgang til fortærskede samfundspolitiske emner.
Når der overhovedet er noget at diskutere, er det fordi Ugebrevet Mandag Morgen og andre lignende producenter og kolportører af undersøgelser har fået en meningsløst overdimensioneret betydning i nyhedsjournalistikken. Og hvad værre er: Stort set alle af disse undersøgelser bruges af andre medier i en form, der er ureflekteret, overfladisk og ukritisk.

***
Tilbage til mandag den 5. januar.
To af ugebrevets undersøgelser slog denne dag igennem.
Den ene handlede om medierne selv, om mediernes behandling af etniske minoriteter. »Forskere kritiserer medier for ensidig omtale af etni-ske minoriteter. To ud af tre avisartikler og fire ud af fem indslag i DR og TV 2 er negative,« lød nyhedsbrevets præsentation af undersøgelsen, der ikke var foretaget af Mandag Morgen eller nogen anden mere eller mindre uafhængig institution. Den var lavet af Nævnet for Etnisk Ligestilling. Undersøgelsens konklusion mundede blandt andet ud i en hitliste, hvor de undersøgte medier – DRs TV-Avisen, TV 2s Nyhederne, Berlingske Tidende, Politiken, Jyllands-Posten, B.T. og Ekstra Bladet – blev rangordnet alt efter, hvor positive eller negative de er i deres omtale af etniske minoriteter i Danmark. Sådan en liste er jo letfatteligt guf, så den bragede igennem i stort set alle landsdækkende nyhedsmedier. TV var ifølge forfatterne værst i deres dækning. Aktuelt og B.T. var mindst »slemme«.
På nær dagbladet Information satte ingen medier spørgsmål ved hitlistens tilblivelse og den metode, undersøgelsens forfattere har benyttet sig af. Ingen journalister stillede tilsyneladende sig selv spørgsmålene: Giver det over hovedet mening at dele artikler op i kategorierne positiv eller negativ? Og hvordan i givet fald gøre det?
Retfærdigvis skal det siges, at Mandag Morgen faktisk selv remser en del metodiske problemer op i undersøgelsen. Problemer så alvorlige, at man må undres over, at ugebrevet overhovedet vil beskæftige sig med konklusionerne. Dykker man ned i en af undersøgelsens undertabeller, afsløres det, hvor håbløs positiv/negativ-opgørelsen er. Her har forfatterne underopdelt alle indslag og artikler om etniske minoriteter i emnekategorier. Tager man eksempelvis emnet »indvandrere« har forfatterne registreret nul positive og 189 negative indslag og artikler. Under emnet »racisme« er resultatet igen nul positive og 122 negative. Omvendt med emnet »integration«, her er der 163 positive og nul negative. Ergo: Beskæftiger medier sig med indvandrere eller racisme, er de pr. definition negative over for etniske minoriteter. Skriver de derimod om integration, er de derimod positive. Rent sludder selvfølgelig. Alligevel gengives og kommenteres undersøgelsens konklusion ureflekteret, overfladisk og ukritisk. Hvorfor?

***
Den anden af denne mandag morgens Mandag Morgen-undersøgelser, der røg lige igennem i æteren og videre fandt vej til avisernes spalter, var den om den danske folkeskole i sammenligning med den hollandske. En firesiders tætskreven sag med masser af kurver og grafer, men alligevel en konklusion, der er som skræddersyet til et fyndigt og tilsyneladende kritisk indslag i Radioavisen: Skatteyderne får langt mere for pengene i det hollandske skolevæsen. Det viser en analyse foretaget af Ugebrevet Mandag Morgen …
Vi har ligesom hørt det før. Og ganske rigtigt, mandagen var ikke ret mange timer gammel, førend Danmarks Lærerforenings formand måtte i studiet og forklare sig imod dette tilsyneladende uigendrivelige faktum, Mandag Morgen nu havde fastslået. Lige en sag til højrebenet – for vi ved jo udmærket i forvejen, at folkeskolen er helt til rotterne, at lærerne er luddovne, og eleverne kan hverken regne, læse eller stave. Ikke noget, vi nødvendigvis synes, lige passer på vores egne ungers skole. Men er der ikke en masse undersøgelser, der har dokumenteret det?
Ingen hæftede sig tilsyneladende særligt ved, at ugebrevets analyse var en økonomisk analyse.
På B.T. har vi også beskæftiget os med »folkeskolens krise«. Heldigvis nøjedes vi ikke med statistikkerne og de en gang vedtagne dogmer. Vi tog også ud på skolerne – ganske mange endda – og talte med elever, lærere og forældre. Dét, vi fandt, var ikke én men masser af sandheder om det danske skolesystem. Vi fandt, at der utroligt mange steder arbejdes hårdt og seriøst med at udvikle og forbedre undervisningen, og at skolen producerer masser af både glade og fagligt veludrustede børn.
Derfor var vor skepsis på forhånd vakt over Mandag Morgens bombastiske konklusioner på baggrund af ugebrevets skrivebordsberegninger. Vi prøvede på aldeles uvidenskabelig – men rimeligt journalistisk – vis teorierne af på virkeligheden. Talte med børn og forældre, der havde prøvet begge skolesystemer. Vi tog til Holland for at kigge ind i et ganske almindelig hollandsk klasseværelse. Vi hørte og så, og blev ikke særligt imponerede. Vi så et nedslidt og gammeldags skolevæsen, der i høj grad svigter de svage og ikke tilgodeser de stærkeste elever. Vi så klasser med op til 40 elever i hver.
Får vi måske alligevel tilstrækkeligt for pengene i den danske folkeskole? Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at virkeligheden også i dette tilfælde viste sig at være upraktisk nuanceret. Altså set fra et journalistisk vinklings-synspunkt. Og jeg er godt tilpas ved, at min avis ikke nøjedes med at lire lommeregneranalysen af og rive skolelærerne i næsen med den bagefter.

***
Dermed er vi tilbage ved udgangspunktet. Hvorfor er det så almindeligt, at journalister i medier, som ynder at kalde sig »seriøse«, æder ugebrevets undersøgelser med samme mangel på opmærksomhed og skepsis, som de lægger for dagen, når de skovler mandagens morgenmad ned?
Uduelighed? Travlhed? Dovenskab?
Jeg tror, det rigtige ord er snobberi.
Mangel på selvstændig tænkning og almindelig journalistisk kildekritik accepteres i vid udstrækning, så længe journalister skriver af efter aviser med små fotos og lange overskrifter.
Allerbedst er det naturligvis, hvis der er tale om en rapport eller et ugebrev, som slet ikke bringer billeder og aldrig kommer over 14 punkt i rubrikstørrelse. Så er det helt i orden at slå autopiloten til og drøvtygge Mandagens blødgjorte journalistiske cornflakes.