”Smudset til” af kommunikation og så tilbage til journalistik – sådan tog de springet

Det kan være svært at skifte karrieresporet tilbage til journalistik, hvis man har arbejdet mange år i kommunikation – men det er ikke umuligt. Netværk, viden og forberedelse kan hjælpe dig

Niels Frydenlund havde på fornemmelsen, at det ville blive svært at skifte tilbage til journalistik efter otte år som kommunikationschef i Silkeborg IF.

Han havde søgt et par stillinger inden for sportsjournalistik uden at blive kaldt til samtale.

”Jeg undrede mig over, at jeg ikke engang kom i betragtning til de jobs,” siger han, som har arbejdet med sportsjournalistik i sammenlagt 17 år på Tipsbladet, Jyllands-Posten og Midtjyllands Avis, før han kom til Silkeborg IF.

Da Midtjyllands Avis slog en stilling op på Kjellerup-redaktionen, øjnede han en vej ind. Avisens chefredaktør, Hans Krabbe, er hans tidligere kollega, og derudover har Hans Krabbe selv skiftet fra jobbet som kommunikationsdirektør hos FC Midtjylland til sit nuværende chefredaktørjob.

”Jeg ringede til ham og spurgte, om vi skulle gå en tur. Sagde, at jeg var interesseret i det job,” fortæller Niels Frydenlund.

De gik en tur ved Silkeborg Langsø. Niels Frydenlund var til det sidste i tvivl om, om chefredaktøren kunne se ham på lokalredaktionen i Kjellerup.

”Til sidst på turen sagde jeg direkte, at hvis jeg skal søge stillingen, så skal der også være en realistisk chance for, at jeg får den. Det forsikrede han mig om, at der var,” siger Niels Frydenlund.

Han fik jobbet. I en alder af 56 år begyndte han som lokalreporter i Kjellerup i august sidste år. Hans første opgave var en reportage hos en landmand, som havde en labyrint i sin majsmark.

”Jeg sagde til bondemanden, som var en rar mand, at det altså var første gang i meget lang tid. Han var meget hjælpsom og holdt min blok, når jeg skulle tage billeder,” siger Niels Frydenlund.

”Det var faktisk lidt, som da jeg startede som journalistelev i Ikast i 1987.”

En principiel modstand

Kan jeg nogensinde komme tilbage til journalistik, hvis jeg først har taget springet over i kommunikation? Spørgsmålet har altid været lidt af et stridspunkt. I 2013 sagde Børsens daværende chefredaktør Anders Krab-Johansen til Mediawatch, at ansøgere fra kommunikation røg længere ned i bunken hos ham.

”Det er en meget principiel diskussion. Jeg synes, at medierne og mediernes troværdighed er under pres, og her er der noget, man kan gøre selv,” sagde Anders Krab-Johansen, der i dag er koncernchef i Berlingske Media.

Han har ikke ønsket at svare på, om han mener det samme i dag.

I 2015 opstod der kritik af, at DR’s retskorrespondent Trine Maria Ilsøe havde dækket et pressemøde om Tibet-sagen, fordi hun tidligere har været særlig rådgiver i Justitsministeriet.

”Denne sag bekræfter os i vores principielle modstand mod at lade spindoktorer og politiske rådgivere springe ind og stå for en journalistisk dækning,” lød det fra Jyllands-Postens daværende chefredaktør Pierre Collignon, i dag debatredaktør på Berlingske.

Han er på samme skeptiske linje i dag, skriver han i en mail.

”Man kan ikke udelukke det for tid og evighed, men jeg vil i det mindste anbefale, at man laver noget tredje i en periode, så man er kommet på afstand af den tidligere position. Det spiller i hvert fald ikke at gå direkte fra en rolle som særlig rådgiver for en minister til politisk reporter, som skal dække samme minister,” skriver han.

”Det spiller i hvert fald ikke at gå direkte fra en rolle som særlig rådgiver for en minister til politisk reporter, som skal dække samme minister,” siger Pierre Collignon, debatredaktør, Berlingske, i mail om at skifte fra kommunikation til journalistik. Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Trine Maria Ilsøe var pressechef i Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning, efter at hun var i Justitsministeriet, og før hun kom til DR.

Jyllands-Postens nuværende chefredaktør, Jacob Nybroe, skriver i en sms, at de ’nøje’ overvejer ansøgernes integritet ved jobskifte fra kommunikation til Jyllands-Posten.

”Det er ikke en umulighed, men fordrer en konkret og meget individuel afvejning af en kandidats specifikke tidligere funktion og rolle i forhold til det job, vedkommende skal lykkes i hos os,” skriver han.

Den principielle modstand mod journalister med kommunikationsbaggrund kan stadig bekymre.

”Det er en udfordring, vi oplever,” siger Lasse Schmidt, karrierekonsulent i DJ.

Han holder årligt omkring 300 karrieresamtaler og skønner, at 10-15 af dem er med medlemmer, som ønsker at skifte fra kommunikation til journalistik.

Et svært sporskifte, for som kommunikationsrådgiver begiver du dig ind i et ansøgerfelt, hvor andre kandidater ofte står skarpere på journalistiske kompetencer. Men det er ikke umuligt. Og det er blevet mere almindeligt.

”Du er måske kommet væk fra at skrive, væk fra kildepleje eller væk fra dag-til-dag-deadline. Men du har fået nogle andre kompetencer, og det er de kompetencer, du skal sælge dig ind på,” siger Lasse Schmidt.

Han råder kommunikatører, som vil skifte til journalistik, til at bruge deres netværk, sælge sig på journalistiske kompetencer og nedtone de kommunikationsfaglige. Og demonstrere, at de har fået et særligt indblik i, hvordan kommunikationsafdelingerne arbejder, når journalisterne ringer.

”Der ville jeg fucking have det job”

Trine Maria Ilsøe havde lige forsvaret sit juraspeciale om fremmedkrigere og strafferet på Københavns Universitet og var ved at søge ud som advokatfuldmægtig. Flere havde opfordret hende til at søge DR’s stilling som retskorrespondent, men hun havde afskrevet sig selv fra at få den.

Dels havde hun en fortid som både kommunikationsrådgiver i PET og særlig rådgiver for justitsminister Morten Bødskov. Dels havde hun en idé om, at hun var for gammel.

”Jeg var 45 år og havde aldrig lavet radio og fjernsyn. 70 procent af min tvivl handlede om, at jeg tænkte: ”Jeg er for gammel til, at der er nogen, der vil tage en chance for mig,” siger hun.

”Der var en chef, der sagde til mig, at jeg skulle huske, at jeg ikke var blevet ansat på trods af – men på grund af den baggrund og viden, jeg har,” fortæller Trine Maria Ilsøe, DR’s retskorrespondent og tidligere særlig rådgiver for justitsminister Morten Bødskov. Agnete Schlichtkrull/DR Presse

Men en eftermiddag ringede en chef fra DR og opfordrede hende til at søge. Samme aften havde hun skrevet sin ansøgning.

”Jeg kan tydeligt huske, at fra det øjeblik jeg satte mig ned og skrev den ansøgning, der ville jeg fucking have det job.”

”Det, jeg elsker allermest, det er krimi. At få den ære at formidle det både til unge og gamle, i længere formater og kortere formater, at få lov til at lave ’P1 Orientering’, hvor du kan være mere nørdet, eller lave P4 eller P3 ville være et giga privilegium for mig,” siger Trine Maria Ilsøe.

Til jobsamtalen talte de om, at der kunne komme sager, hvor hun ville være inhabil på grund af sin fortid i PET og Justitsministeriet, fortæller hun.

Hvis nogen var kritiske, da hendes jobskifte blev meldt ud, hørte hun det ikke.

”Der var en chef, der sagde til mig ret hurtigt, at jeg skulle huske, at jeg ikke var blevet ansat på trods af – men på grund af den baggrund og viden, jeg har,” siger hun.

Ingen hemmeligheder i tasken

I september sidste år sad Rikke Brøndum som journalist for Altinget på et pressemøde i Beskæftigelsesministeriet i den store sal, som også bliver brugt ved ministeroverdragelser. Et par etager oppe fik hun øje på en tidligere kollega. De vinkede.

Havde det været tre måneder tidligere, kunne det have været hende, der havde skrevet pressemeddelelsen og ministerens talepunkter til pressemødet. Men nu sad hun her med blok og diktafon og skulle dække udspillet ’Danmark kan mere I’.

”Det var sådan en ’nu er det det her, jeg skal-følelse’,” husker Rikke Brøndum.

Efter seks år med kommunikation i DI og Beskæftigelsesministeriet savnede hun journalistik og det at skrive. Hun havde søgt et par andre jobs, før stillingen på Altinget blev slået op.

Da hun blev kaldt til samtale, forberedte hun sig til tænderne. Fandt idéer til historier, hun ville lave. Læste op på, hvilken udvikling Altinget havde været igennem, og hvilke udfordringer de stod med.

Hun fik jobbet og skiftede fra at være presserådgiver i Beskæftigelsesministeriet frem til sommerferien og til at skulle dække samme stofområde som journalist efter sommerferien.

”Man må jo ikke tage hemmeligheder med sig. Så jeg har ikke skrevet noget, som jeg ikke kunne have vidst, hvis jeg var kommet udefra,” siger Rikke Brøndum, journalist på Altinget og tidligere presserådgiver i Beskæftigelsesministeriet. Arthur Cammelbeeck

”Man må jo ikke tage hemmeligheder med sig. Så jeg har ikke skrevet noget, som jeg ikke kunne have vidst, hvis jeg var kommet udefra,” siger Rikke Brøndum.

De første spørgsmål, hun stillede til ministeriet som journalist, handlede om trepartsforhandlinger om efteruddannelse og om regeringens drøftelser med EU-Kommissionen om øremærket barsel. Sager, man godt kunne kende uden at have været i ministeriet.

”Men sandsynligheden for, at jeg havde været opmærksom på de emner, havde måske været mindre,” som Rikke Brøndum bemærker.

Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, siger, at det beror på en konkret vurdering, om der er risiko for interessekonflikter ved skift fra kommunikation til journalistik. Hans erfaring er, at journalister, som kommer fra ministeriernes presseafdelinger, er nogle af de allerbedste til at dække politik.

”Og det handler ikke om, at de kender hemmeligheder eller har skandaler med ud i tasken fra ministeriet. Det handler om, at de forstår, hvordan ministerierne fungerer, og derfor også kan stille de rigtige spørgsmål,” siger Jakob Nielsen.

Han ser ingen principielle problemer ved, at kommunikationsrådgivere bliver journalister igen.

”Jeg synes, spørgsmålet afspejler en selvglæde, der er iboende mange journalister: At journalistik er en slags næsten gudgivet egenskab, man er blevet besjælet med fra fødslen, og hvis den bliver smudset til, så er den forsvundet for evigt. Sådan ser jeg simpelthen ikke på det,” siger Jakob Nielsen.

”Jeg synes, spørgsmålet afspejler en selvglæde, der er iboende mange journalister: At journalistik er en slags næsten gudgivet egenskab, man er blevet besjælet med fra fødslen, og hvis den bliver smudset til, så er den forsvundet for evigt. Sådan ser jeg simpelthen ikke på det,” siger Jakob Nielsen, chefredaktør på Altinget. Emil Helms/Ritzau Scanpix

Kritik af Tibetsags-dækning

To måneder inde i sit job som retskorrespondent i DR tog Trine Maria Ilsøe til et pressemøde med daværende justitsminister Søren Pind om Tibet-sagen. Der var – tre år efter et statsbesøg med den kinesiske præsident – dukket en operationsbefaling op om politiets håndtering af demonstranter med tibetanske flag under statsbesøget.

Søren Pind ville nedsætte en undersøgelseskommission. Dermed blev Trine Maria Ilsøes tidligere arbejdsplads, Justitsministeriet, part i Tibet-sagen på et helt nyt plan.

Hun nåede at udtale sig til én radioavis og én artikel på dr.dk, før hun selv bad om at blive taget af sagen. Det var nok til at give kritisk omtale.

Under overskriften ”Medieekspert går i kødet på DR: De kan da ikke bruge en tidligere spindoktor” bragte Jyllands-Posten en kritisk artikel, og DR’s daværende nyhedsdirektør Ulrik Haagerup understregede, at ”som spindoktor har Trine Maria Ilsøe ikke haft direkte tilknytning til sagen”.

Selv husker hun, at det var ’træls’.

”Det var jo ikke rart. Men jeg følte faktisk ikke, at jeg havde gjort noget forkert,” siger hun.

Men var det ikke et problem, bare det at selve mistanken opstod?

”Jeg vidste jo ikke, at sagen gik den vej, da jeg trådte ind til pressemødet. Jeg vidste ikke, at man havde fundet en operationsbefaling,” siger Trine Maria Ilsøe.

Kirsten Marie Svendsen, ledende redaktionschef i DR Nyheder, mener, at eksemplerne på mulige interessekonflikter som med Tibet-sags-dækningen er ’uhyre sjældne’.

”Hvis man er et professionelt menneske, så kan man godt håndtere at skifte fra et arbejde som kommunikationsansvarlig eller kommunikationsmedarbejder til en journalistisk stilling,” siger hun.

Hun peger på, at journalister kan havne i interessekonflikter af alle mulige årsager, også uden at have arbejdet med kommuni-
kation.

Men er det ikke et problem for DR, at der opstod en mistanke om interessekonflikt?

”Nej, det synes jeg ikke. Hvis der opstår en diskussion af, om en journalist er inhabil eller ej, så adresserer vi det og taler om det og forholder os til det. Det vigtigste er, at vi er åbne om det,” siger Kirsten Marie Svendsen.

”Fra den mørke side”

I Kjellerup kan Niels Frydenlund indimellem mærke en skepsis fra andre journalister over for hans fortid i kommunikation. Som når lokale kigger ind på redaktionen.

”Så siger min lokalredaktør: Det er vores nye mand. Han kommer fra ’den mørke side’. Det er sagt med et glimt i øjet, så det er jo også for sjov. Men for mig er det også et eksempel på, at der på en eller anden måde er en holdning til mig,” siger han.

For ham var det perfekt at ’vaske tavlen helt ren’ med sit jobskifte, så han ikke alene skiftede fra kommunikation til journalistik, men også kom væk fra fodbold og væk fra Silkeborg.

”Jeg tror ikke, jeg var kommet i nærheden af det her job, hvis det havde været på en af oplandsredaktionerne på JydskeVest­kysten, hvor jeg ikke kender nogen,” siger Frydenlund, lokaljournalist på Midtjyllands Avis og tidligere kommunikationschef i Silkeborg IF. Jakob Stigsen Andersen/Midtjyllands Avis

”Hvis jeg var tiltrådt et journalistjob i Silkeborg, ville jeg stadigvæk i lang tid have været ham, der havde været i SIF. Så uanset hvilken opgave, jeg skulle på, kunne jeg forvente at starte med at snakke fodbold i 10 minutter først,” siger Niels Frydenlund.

”Det ville være svært at komme ud med en ren blok og snakke med et menneske om de følelser og udfordringer, vedkommende står over for, hvis man skal starte med at snakke fodbold i 10 minutter.”

Han er ikke i tvivl om, at det var centralt for hans jobskifte, at han kendte avisens chefredaktør fra tidligere.

”Jeg tror ikke, jeg var kommet i nærheden af det her job, hvis det havde været på en af oplandsredaktionerne på JydskeVest­kysten, hvor jeg ikke kender nogen.”

Han råder andre kommunikationsrådgivere, som vil tilbage til journalistik, til at bruge netværket.

”Min oplevelse er, at det kan være svært på blot og bart sit CV at tage det spring.”

Trine Maria Ilsøe hæfter sig ved, at hendes år i PET og Justitsministeriet har givet hende en særlig ballast, som kvalificerer hendes krimidækning.

”Det handler om at bruge den erfaring og det, at man har erfaring fra andet end kun en mediearbejdsplads, som et aktiv,” lyder hendes råd.

Illustration: Sidsel Sørensen

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage
chevron_left
chevron_right