Jette Lyhne troede, det var fast arbejde, da hun startede som redaktør på »økonomaen«. Men hun røg ud midt i prøvetiden – uden begrundelse. »Prøvetiden er én lang ansættelsessamtale – måske bliver man ansat, måske ikke. Det bør man fan'me vide,« lyder det fra sekretariatschefen i Økonomaforeningen.

»Jeg er bare så glad. Jeg knokler – er nødt til også at skrive om aftenen og i week-enden – og får stort set det samme i løn som i mit gamle journalistjob. Men jeg er glad, for det er sjovt at være redaktør.« Det er en torsdag i begyndelsen af december, på et værtshus i det indre København. Overfor sidder Jette Lyhne, siden 1. november redaktør på tidsskriftet »økonomaen«. Vi er til generalforsamling og julefrokost i Organisationsblads-gruppen. Begejstringen lyser bag de tynde briller, og kinderne gløder, mens hun fortæller om sit nye job. Små 14 dage senere er det slut. Den 17. december bliver Jette Lyhne sagt op, seks uger inde i prøvetiden. Uden begrundelse, for det kræves ikke, når man er på prøve. »Jeg skal hermed konstatere, at du er opsagt med virkning fra den 31. januar 1998, og at du efter aftale er fritstillet fra dags dato,« skriver Økonomaforeningens sekretariatschef Anne Kofoed. Det nærmeste, hun kommer på en begrundelse, er: »Det er en ledelsesopgave at tage stilling til, om man mener, at den konkrete arbejdsplads og den medarbejder, der er blevet ansat, passer entydigt til hinanden.« Ikke med ét ord begrunder Anne Kofoed, hvorfor Jette Lyhne ikke »passer entydigt« til arbejdspladsen – tværtimod påpeger hun: »…jeg er sikker på, at du vil passe godt ind på mange arbejdspladser, og jeg stiller ikke spørgsmålstegn ved dine faglige kvalifikationer.« »Jeg blev stærkt chokeret. Fattede ikke en brik. Det var nærmest som i romanerne, hvor man hører folk tale gennem en tyk tåge,« siger Jette Lyhne.

Alvorlig prøve

Jette Lyhne er dels chokeret over den manglende begrundelse for fyringen, dels over at hun uden videre kan sættes på gaden. »Jeg havde ikke skyggen af mistanke. Jeg troede, at jeg havde et fast job. Selvfølgelig vidste jeg godt, at der stod i min kontrakt, at de første tre måneder var på prøve. Men det, troede jeg mere, var en formalitet, hvor man skulle gøre noget ekstremt som at tage af kassen, være doven eller fagligt dårligere, end man havde lovet,« siger Jette Lyhne. Sekretariatschef i Økonomaforeningen, Anne Kofoed, vil ikke udtale sig om den konkrete sag, men ser markant anderledes alvorligt på prøvetidsbegrebet, som efter hendes mening håndteres for slapt mange steder. »Prøvetiden skal være en reel prøve, hvor begge parter har en mulighed for at komme hurtigt ud af aftalen. Faktisk er perioden en tre-måneder-lang ansættelsessamtale, som ender med, at jeg enten siger folk op eller ansætter dem. Og det skal folk fan'me vide, så de ved, om de tør søge job her,« lyder den kontante udmelding fra sekretariatschefen. Hun fortæller, at hendes vurderinger ikke så meget bygger på det faglige, medarbejderen præsterer i prøvetiden, men mere på det menneskelige. »Jeg lægger mærke til, hvordan medarbejdere på prøve opfører sig. Hvordan reagerer folk, når de taler til hinanden? Rykker den ene part baglæns? Forstår de at lytte?« siger Anne Kofoed.

Redaktør eller ej

Og i Jette Lyhnes afdeling var der visse forhindringer for den helt gode kommunikation. Det er i dag det eneste, hun kan gætte på, er grunden til fyrin-gen. Jette Lyhne fortæller, at hun umiddelbart efter sin tiltrædelse bliver opfordret af de to andre medarbejdere i »informationsteamet« til at fralægge sig sin redaktørstatus, så »teamet« i fællesskab kan redigere bladet. Foruden redaktøren består teamet af en nyansat informationsmedarbejder, der ikke er uddannet journalist, men husholdnings- og ernæringsøkonom, og en grafiker, som har lavet bladet i flere år. De to er gift med hinanden. »Jeg hverken kunne eller ville fralægge mig det ansvar, jeg var ansat til. Selvfølgelig skulle vi samarbejde, men jeg var ansat som redaktør – og det var det arbejde, jeg havde søgt. Efter mange år som skrivende journalist, syntes jeg, at det ville være sjovt at være den, der står for bladet,« siger Jette Lyhne. I stillingsopslaget er ordet »team« nævnt, men der står ingen steder, at det ikke er redaktøren, der har det sidste ord. Tværtimod lyder det: »Vi tør ikke overlade vor kommunikation til hvem som helst … Derfor søger vi snarest en ny journalist, der kan overtage hvervet som redaktør.« Inden Jette Lyhne søger jobbet, kontakter hun den tidligere redaktør, som godt nok nævner for hende, at der kan være et krav om »tværsocialistisk gruppearbejde« på redaktionen, men det afholder hende ikke fra at søge. »Som han beskrev jobbet, var det en helt almindelig redaktørfunktion – at tilrettelægge bladet, skrive artikler og ledere, bestille freelance-opgaver plus at stå for de overordnede informationsopgaver, der tegnede foreningen. Det var lige mig,« siger Jette Lyhne. I kontrakten slås det fast, at hun er »redaktør«, og der står intet om, at hun skal dele ansvaret. Men forventningerne på redaktionen går mod en mere kollektiv arbejdsform, og i teamet er der fra første dag en del diskussion om arbejdsformen.

Ikke en fejl

Jette Lyhne forklarer, at hun forsøger at holde lav profil, indtil sekretariatschefen kommer med en stillings- og funktionsbeskrivelse af de tre stillinger. Det må kunne afklare uenigheden. Hun modtager i begyndelsen af december et udkast, som skal diskuteres den 17. december. Heri præciseres, at »redaktøren har det daglige og økonomiske ansvar« og »redaktøren har kompetence til at træffe beslutninger inden for egne arbejds- og ansvarsområder. Det nævnes også, at hun indgår i teamet og skal samarbejde med det om gennemførelse af informationsstrategien. »Et glimrende oplæg,« mener Jette Lyhne, men hun kommer aldrig til at diskutere det. Hun fyres den 17. december om morgenen. Uden begrundelse. Jette Lyhne henvender sig efter fyringen til Dansk Journalistforbund for at høre, om hun virkelig kan fyres uden grund. Faglig sekretær i DJ, Mogens Blicher Bjerregaard: »Jeg synes, det virker som en urimelig behandling, men fyringen er uangribelig efter funktionærloven, fordi det sker i prøvetiden. Derfor kan vi ikke gøre andet end at tage fyringen til efterretning.« Jette Lyhne skriver nu igen ansøgninger, men synes, det er svært at forklare, hvorfor hun er uden job – for hun forstår det ikke selv. Men de seks uger i Økonomaforeningen har gjort hende klogere: »Jeg har været for godtroende, og ikke dækket mig ind med orlov i prøvetiden. Det var jo en fast stilling, jeg søgte, og jeg glædede mig til et nyt job, så jeg drømte jo ikke om, at det var nødvendigt at sikre mig, at jeg kunne komme tilbage til FOA, hvor jeg havde været i ti år.« Økonomaforeningen har allerede ansat en ny journalist efter Jette Lyhne. Den nye medarbejder skal ikke være redaktør.