Selv Danske Bank har løsnet slipset.

Store danske firmaer har opdaget, at det kan være god firmapolitik at riste sig selv over en sagte ild.

Derfor handler Danske Banks interne blade blandt andet om, at de ansatte føler sig dårligt rådgivet – i deres egen bank:

»Blot hver fjerde er en meget tilfreds kunde,« lyder det for eksempel.

Lederen af bankens interne kommunikationsafdeling, Peter Kjærgaard, siger i dette nummer af Journalisten:

»For at skabe et åbent og ærligt rum skal vi lave kritisk, konstruktiv journalistik i de interne medier lige til den grænse, hvor det vil skabe misforståelser, hvis det slipper ud. Vi er nødt til internt åbent at fortælle historierne om de ting, vi er dårlige til.«

Ærlig kommunikation til en vis grænse, kan man kalde det – og det er i orden, så længe varedeklarationen er klar over for de ansatte.

Intern kommunikation skal have brod. Ellers er der ingen, der gider læse det. At slå sig selv med den nihalede pisk giver også firmaerne mulighed for at finde og rette fejl, inden de bliver til sager, samtidig med at det er med til at skabe en god arbejdsplads med højt til lysekronerne.

Dermed ikke være sagt, at alt, hvad den store bank foretager sig for at vaske imaget som grådig gebyrgrib væk, er etisk og langsigtet.

Den omtrent 105 mand store kommunikations- og presseafdeling har i flere tilfælde været ualmindeligt emsige.

Det er for eksempel ikke rettidig omhu, når Danske Bank forsøger at proppe 'færdigretter' ned i halsen på journalister. Da Danske Bank inviterede til Irland i foråret, forsøgte man at servere hver sin tilrettelagte vinkel til udvalgte medier. En fornærmende åbenlys omklamring, som en stribe journalister vendte sig imod.

Men i virkeligheden er det medierne, som har det store problem. Vender man kanonen om, så er en ærlig varedeklaration også helt central i god journalistik. Journalister kan gå amok i lange forargede indslag, hvis ikke pølsens fedtindhold er præcist angivet med to decimaler. Alligevel glemmer danske erhvervsredaktioner ofte at varedeklarere deres egne artikler.

Journalister fra for eksempel Berlingske Tidende og Jyllands-Postens erhvervsredaktioner tager imod betalte rejser til for eksempel Kina uden altid at give læserne besked om, hvem der har betalt flyveturen, maden og hotellet. Vurderingen er selvfølgelig, at det ikke påvirker journalistikken. Det er muligt, men skal læserne ikke have mulighed for at dømme selv? Selvfølgelig skal de det. Her gælder tommelfingerreglen om, at hvis man ikke kan lide at sige højt, hvad man gør, så er det bedst at lade være med at gøre det. Så lad os få nogle ordentlige varedeklarationer på journalistik.

Men hvad så, når afslappede direktører i denimbukser inviterer til topfodbold i Parken. Det fører nok for vidt med regelsæt i den sammenhæng, men her bør man også mærke efter, om det er noget, man vil fortælle videre til kolleger, venner, familie eller læsere.

I dette nummer tillader vi os også at være ualmindeligt selvoptagede.

Journalist Thomas Bjerg har fået frie hænder til at kigge vores dækning af Nyhedsavisens økonomi efter i sømmene.

Jeg er selv meget stolt af, at det er lykkedes Journalisten at give et seriøst og faktuelt korrekt bud på økonomien bag Nyhedsavisen. Notatet kan man stadig finde på vores hjemmeside.

Det er nok derfor, jeg synes, at Thomas Bjerg fokuserer lige lovlig meget på 'detaljer', såsom hvor lang tid der gik fra publiceringen af vores historie om Dagsbrún på www.journalisten.dk, til vi offentliggjorde Nyhedsavisens reaktion.

Men sagen er nok, at vi må lære af selvpineriet, at vi ikke var hurtige nok.

Og det skulle jo være så sundt at sanke kul på sit eget hoved. Det siger de henne i banken.