Smaat nyt

BØRNESEX: Ekstra Bladet er røget i en fælde arrangeret af Fagbladet 3F. Undercover-journalister testede gennem længere tid, om det var muligt at indrykke massageannoncer i EB, hvor purunge skolepiger solgte sig selv. Det lykkedes med hjælp fra avisens annonceafdeling, der assisterede med at formulere teksten, så budskabet ikke kunne læses direkte, men alligevel afkodes af dem, der forstår sproget. Og som er vilde med unge sexprinsesser på bare 43 kilo.

BØRNESEX: Ekstra Bladet er røget i en fælde arrangeret af Fagbladet 3F. Undercover-journalister testede gennem længere tid, om det var muligt at indrykke massageannoncer i EB, hvor purunge skolepiger solgte sig selv. Det lykkedes med hjælp fra avisens annonceafdeling, der assisterede med at formulere teksten, så budskabet ikke kunne læses direkte, men alligevel afkodes af dem, der forstår sproget. Og som er vilde med unge sexprinsesser på bare 43 kilo.

NASER-ANGREB: »Tøger Seidenfaden tangerer klassisk racisme«. Sådan lyder det opsigtsvækkende fra den radikale Naser Khader i et interview med ugebladet Fokus. Khader har under Muhammed-krisen mistet respekten for Politikens chefredaktør, som 'lyder mere og mere skinger'. Personligt følger Naser Khader sig forulempet over en kommentar, Seidenfaden har skrevet om ham. 'Hans argumentation svarer til at sammenligne mig med onkel Tom eller en kokosnød, der er mørk udenpå og hvid indeni. Tøger må jo synes, at alle sorte skal mene det samme som andre sorte, hvilket betyder, at det kun er den hvide mand, der kan have sine egne selvstændige, politiske anskuelser'.

BORDINGPRIS: Journalisterne Morten Hansen og Tom Heinemann har modtaget årets Bordingpris, der hvert år uddeles for god journalistik i et af brancheforeningen Dansk Fagpresses 332 magasiner, fagblade og tidsskrifter. De belønnes blandt andet for afdækningen af de skatteyderbetalte svinefarme i Polen. Tom Heinemann, 46, blev uddannet fra DJH i 1991 og er én af de journalister, der i fremtiden ikke ville kunne komme ind i faget. Han brugte ikke sin ungdom i gymnasiet, men blev murer.

DØDSTRUSSEL. En af Aalborg DHs sponsorer har udstedt dødstrusler mod en journalist fra Nordjyske Stiftstidende. Episoden fandt ifølge sportsjournalist Mikkel B. Ottesen sted i Viborg Stadionhal ved DM-semifinalen mellem Aalborg DH og Viborg HK. »Jeg vil smadre dit ansigt og finde nogen, der kan slå dig ihjel. Vi skal nok få ram på dig,« lød det ifølge journalisten fra sponsoren, der angiveligt var utilfreds med avisens kritiske artikler om Aalborg DH. Sponsoren afviser episoden som pure opspind, men er nu meldt til politiet af Mikkel B. Ottesen, der har et vidne til episoden.

GIGANTAVIS. De store landsdækkende morgenaviser jubler over et enormt salg af boligannoncer i påsken. Berlingske Tidende satte påskesøndag rekord med en moppedreng af en avis, der kunne give ethvert avisbud ondt i ryggen. Avisen var på mere end 300 sider, hvoraf de godt 200 kunne tilskrives avisens boligtillæg. Også JP og Politiken kunne glæde sig over store aviser på grund af annoncesalget.

PRIS. Carsten Nielsen-legatet gik i år til journalist Olav Hergel, der forlod Berlingske Tidende til fordel for Politiken. Forbundsformand Mogens Blicher Bjerregård sagde i talen til Olav Hergel: »Prismodtageren har imidlertid stor respekt for mediernes mangfoldighed og ved godt, hvem der lægger de redaktionelle linjer. Derfor var det i fuld anerkendelse af den kendsgerning, at han tidligere i år valgte at forlade den avis, han i årevis havde arbejdet for, til fordel for en anden avis, hvor han kunne fortsætte med at skrive om flygtninge og indvandrere, fordi det har så stor betydning for samfundsdebatten.«

REKORD. Under årets 'Fagligt Forum' blev der samlet 509.152 kroner ind til Safety Fonden. Aldrig nogensinde tidligere i forbundets historie er der samlet så mange penge ind til Safety Fonden. Pengene bruges til juridisk, økonomisk eller medicinsk hjælp til journalistkolleger, der er i klemme under dækningen af krige og konflikter.

SEX-CENSUR: Politikere på Københavns Rådhus vil klippe sexannoncerne ud af Ekstra Bladet og eventuelt også andre publikationer, før de lægges frem på bibliotekernes læsestuer. Det hænger sammen med, at kommunen prøver at forbyde dens ansatte at gå til prostituerede: »Når vi har ønsket et kodeks mod prostitution, er vi nødt til at tage konsekvensen fuldt ud. Så går det ikke, at kommunen selv køber aviser med sexannoncer til institutionerne. Annoncerne bør fjernes, inden aviserne lægges frem på for eksempel bibliotekerne,« siger Frank Hedegaard (SF) til Jyllands-Posten.

OPREJSNING: Chefredaktør Hans Engell er den 13. mest magtfulde person i Danmark. Det kunne hans egen avis fortælle under overskriften 'afsløring' på baggrund af en undersøgelse, Ekstra Bladet selv har lavet. Ifølge avisen er Engell mere magtfuld end dronningen, nationalbankdirektøren, hovedparten af regeringens ministre, ministeriernes departementschefer og en lang række erhvervschefer og bankdirektører.

0 Kommentarer