Smaat nyt

 Avisautomater. Ekstra Bladet fortæller, at de vil lade sig distribuere 'the American way'. Det skal ske gennem avisautomater, hvor læserne kan købe den daglige avis. Den første blev indviet i engros-varehuset Inco i Kødbyen i København, og i løbet af sommeren vil der blive opstillet omkring 200 automater i hele landet. Automaterne tager kun dankort.

Feminint. Kvinderne bliver et stadigt mere ombejlet segment på mediemarkedet. Nu skifter TV Danmark navn til Kanal 4 og vil fokusere på de kvindelige seere. Kanalen, der har sendt bred underholdning siden 1997, har i en årrække kørt med underskud. Derfor satser man nu på en snævrere målgruppe. Det er programmer som Oprah Winfreys talkshow, der skal lokke kvinderne til.

Kravlende. Prisen for årets bedste journalistik blandt de studerende på Danmarks Journalisthøjskole, Kravling-prisen, gik i 2005 til Fikré El-Gourfi, der er praktikant på Politiken. Han fik prisen for en række artikler om afrikanske fattigdomsflygtninge, der strander på grænsen til Europa. Prisen, der uddeles af Kredsen af Journaliststuderende (KaJ), består ud over æren af en statuette af billedkunstneren Jens Galschiøt og en check på 5.000 kroner.

Efteruddannelse. Center for Journalistik og Efteruddannelse (CFJE) har indgået en aftale med et af verdens mest kendte uddannelsessteder inden for journalistik, The Poynter Institute i USA. Aftalen gælder efteruddannelse af danske journalister. Det betyder, at der vil blive arrangeret en Poynter-sommerskole i 2007, og at danske journalister vil kunne få lettere adgang til seminarer i USA. CFJE vil desuden få mulighed for at arrangere Poynter-aktiviteter i Danmark.

Nedtur. B.T.s oplagstal fortsætter med at dale. Heller ikke i februar nåede avisen over 90.000 daglige eksemplarer. Oplaget er faldet med syv procent i forhold til niveauet for et år siden, skriver Børsen. Kristeligt Dagblad er igen landets hurtigst voksende avis med et oplag, der er vokset godt seks procent det seneste år. Samlet set går de betalte danske aviser tilbage med omkring to procent.

Optur. Antallet af ansøgere til journalist- og fotojournalistuddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole er stigende. 1.030 søgte ind på journalistlinjen i 2006, hvilket er en stigning på 14 procent i forhold til året før. Der var 180 ansøgere til fotojournalistuddannelsen – det højeste antal nogensinde og en stigning på 25 procent. Kønsmæssigt fordeler ansøgningerne sig nogenlunde lige. Af de 1.030 ansøgere til journaliststudiet er de 526 mænd og 504 kvinder. Blandt fotojournalist-aspiranterne er der 98 mænd og 82 kvinder.

Spin. Antallet af spindoktorer eller pressechefer i kommunerne vil blive forøget i den kommende tid. Flere af de nye storkommuner arbejder på at oprette kommunikationsafdelinger, der skal forbedre kommunernes profil i pressen, øge kontakten til borgeren og informere kommunens ansatte om deres nye arbejdsplads. Det siger kommunikationschef i Kommunernes Landsforening, Steen Dahl Pedersen til Ritzau.

Formand. Den Danske Publicistklub har fået ny formand per 20. marts. Det er den 56-årige Sidse Ewald fra TV 2/NYHEDERNE, der overtager roret for klubben. Hun afløser Hans V. Bischoff, der har været formand siden 1992.

Publicist. Forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen blev den 20. marts tildelt Den Danske Publicistklubs pris ved en festlighed på Hotel Phoenix i København. Han fik den prisen for sit omfattende forfatterskab, sine kommentarer og klummer i dagspressen og sine selvstændige standpunkter i den løbende debat. Ud over æren består prisen af 25.000 kroner, der er sponseret af Bikubenfonden.

Pris. Det blev pressefotograf Grete Dahl, der vandt den nordjyske journalistpris, Maren-prisen. Grete Dahl fik prisen for sit engagement i det daglige arbejde. Gennem 40 år har hun holdt dampen oppe og kæmpet for at holde en høj faglig kvalitet. Prisen blev overrakt i forbindelse med Kreds 6s generalforsamling. Bent Stenbakken fra NORDJYSKE Medier, der overrakte prisen, betegnede Grete Dahl som 'indbegrebet af en god pressefotograf – en her-og-nu-registrator af nordjysk virkelighed'.

Publicist. Forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen blev den 20. marts tildelt Den Danske Publicistklubs pris ved en festlighed på Hotel Phoenix i København. Han fik den prisen for sit omfattende forfatterskab, sine kommentarer og klummer i dagspressen og sine selvstændige standpunkter i den løbende debat. Ud over æren består prisen af 25.000 kroner, der er sponseret af Bikubenfonden.

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right