Smaat nyt

PRESSEFOTO. Årets Pressefoto blev offentliggjort forrige fredag. Konkurrencen er vokset eksplosivt de seneste år, og med 3.431 indsendte billeder fra 217 pressefotografer blev sidste års deltagerrekord slået med 566 fotografier. Peter Hove Olesen fra Politiken blev kåret som Årets Pressefotograf. Se ham og de mange øvrige prisvindere på www.pressefotografforbundet.dk 

PRESSEFOTO. Årets Pressefoto blev offentliggjort forrige fredag. Konkurrencen er vokset eksplosivt de seneste år, og med 3.431 indsendte billeder fra 217 pressefotografer blev sidste års deltagerrekord slået med 566 fotografier. Peter Hove Olesen fra Politiken blev kåret som Årets Pressefotograf. Se ham og de mange øvrige prisvindere på www.pressefotografforbundet.dk

 

LINKS. En opsigtsvækkende dom. Sådan betegnes den nyligt afsagte dom i Sø- og Handelsretten, der understreger, at det er fuldt lovligt, når netportalen Ofir, der er ejet af Søndagsavisen, laver dybe links til boligannoncer fra ejendomsmæglerkæden Home. Ofir, der blev frikendt, kan fortsætte aktiviteterne uden ændringer, mens Home skal betale sagsomkostninger på 150.000 kroner.

 

OPLAGSTAL. Flere års oplagsnedgang er fortsat i 2005. Det viser de kontrollerede oplagstal fra Dansk Oplagskontrol. Samlet har de ti landsdækkende avisers oplag i 2005 haft en tilbagegang på 0,6 procent på hverdage. Der er dog enkelte lyspunkter. Kristeligt Dagblad fortsætter sin markante optur og er årets topscorer med en fremgang på 8,9 procent, ligesom Børsen og Information kan melde om fremgang.

 

ÅBENHED. Offentlighed i retsplejen er ingen selvfølge. Det ved de journalister, der arbejder med retssystemet. De må døje med lukkede døre, navneforbud og andre begrænsninger. For at give retsreportere et ekstra værktøj, når de argumenterer for åbenhed, har Politi- og Retsreporternes Forening samlet en række afgørelser fra landsretterne og Højesteret i et hæfte. I hæftet er der samlet 17 eksempler, der kan lette retsreporterens arbejde. Et eksemplar kan fås gratis ved at fremsende en frankeret A5-svarkuvert (otte kroners porto) til Niels Northroup, Ritzaus Bureau, St. Kongensgade 12, 1264 København K.

 

STÆVNING. Tv-selskabet Viasat, der blandt andet står bag TV3 og 3+, stævner nu konkurrenten TV 2 og den danske stat med krav om en erstatning på godt 200 millioner kroner. Viasat mener at være berettiget til erstatningen, fordi TV 2 ifølge selskabet solgte reklametid til under markedsprisen i perioden før 2005, hvor TV 2 stadigt var delvist licensfinansieret.

 

HÆDER. Redaktionssekretær Jette Purup fra Fyns Amts Avis kunne 'ride hjem på en hest' efter Kreds Fyns generalforsamling. Her modtog hun nemlig kredsens årlige hæderspris, 'Kæp-hesten'. Jette Purup blev tildelt hæderen, fordi hun har været initiativtager og tovholder i et EU-støttet projekt med titlen »Tættere På«, som gik ud på at bringe læserne tættere på avisen og omvendt.

 

MAGASIN. Et nyt dansk ugemagasin for mænd er på vej og lander i kioskerne første gang den 30. marts. Det er Aller Press, der står bag magasinet, der er blevet døbt FOKUS. Lanceringen af FOKUS kommer på et tidspunkt, hvor Aller Press for andet år i træk har præsteret et rekordoverskud. Redaktionen består af 40 medarbejdere, såvel journalister som layoutere og fotografer.

 

UDDANNELSE. Den Grafiske Højskole (DGH) har fået Undervisningsministeriets blå stempel til at udbyde en helt ny fireårig bacheloruddannelse som tv- og medietilrettelægger. Uddannelsen skal øge branchens kompetenceniveau og styrke konkurrence-evnen over for udlandet. Allerede i september 2006 åbner DGH dørene for det første hold studerende, som skal lære tv- og medietilrettelægning inden for primært underholdning, dokumentar, quiz og comedy-programmer. Inden for disse genrer uddannes de studerende i at udvikle nye tv-koncepter og omsætte disse til færdige programmer.

 

MUHAMMED-SAGEN. Jyllands-Posten har sagt ja til at deltage i en rundbords-
samtale om Muhammed-tegningerne på World Editors Forums årlige verdenskonference i Moskva i juni måned. Det bliver formentlig chefredaktør Carsten Juste, der deltager i diskussionen med overskriften »Lessons from the Mohammed Cartoon Clash«.

 

ENSARTET. En ny stor europæisk undersøgelse, »Print and online newspapers in Europe«, viser, at indholdet i papir- og netaviser er stort set ens. Kun præsentationen er forskellig, skriver eJour, det månedlige online-magasin fra DJH. Tallene i undersøgelsen taler for sig selv: 70 procent af de vigtigste online-nyheder er magen til dem i papiravisen. Læs mere om undersøgelsen på http://www.djh.dk/ejour/52/52Aviser.html.

 

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right