Smaat nyt

MANDENYT. Aller Press vil i marts lancere et nyt ugeblad, der bliver målrettet mod mænd. Konceptet er hemmeligt, men magasinet skal både være seriøst og have plads til piger og biler. Men ikke 'drengerøvsagtigt', skriver Berlingske Tidende. Der mangler i skrivende stund stadig en chefredaktør.

MANDENYT. Aller Press vil i marts lancere et nyt ugeblad, der bliver målrettet mod mænd. Konceptet er hemmeligt, men magasinet skal både være seriøst og have plads til piger og biler. Men ikke 'drengerøvsagtigt', skriver Berlingske Tidende. Der mangler i skrivende stund stadig en chefredaktør.

OVERSKUD. Det Berlingske Officin fik i 2005 de bedste regnskabstal i mange år, hvor kun B.T., Urban og Århus Stiftstidende nu har røde tal på bundlinjen. Annoncesalget går godt – ligesom salget af ejendomskomplekset i Pilestræde har skæppet godt i kassen, førend hele koncernen skal sælges.

PRIS. Tv-journalisten Karsten Baagø, 48, har fået prisen Den Gyldne Blok. Karsten Baagø arbejder på TV/MIDT-VEST i Holstebro og får anerkendelsen for dokumentar-serien »Fremtiden der forsvandt«, der fra forskellige vinkler beskriver udviklingen i dansk fiskeri frem mod en mere end dunkel fremtid. Prisen uddeles af Dansk Journalistforbunds Kreds 5.

POLITIPRES. Esbjerg Politi prøvede den 12. februar at stoppe et indslag i TV SYD om gravskænderiet af en muslimsk begravelsesplads. »I må selv om det, hvis I vil bringes i samme situation som Jyllands-Posten,« lød det ifølge B.T. fra politiinspektør Niels Jørgen Ravn. Til avisen siger politimester Poul Bjørnholdt Løde, at etatens reaktion hang sammen med den dansk-arabiske krise. TV SYD fulgte ikke politiets henstilling.

KØBESEX. Et flertal i Københavns Borger-
repræsentation vil stoppe escort-, strip- og massageannoncer i bladet Copenhagen This Week, der udgives en gang om måneden af turistforeningen Wonderful Copenhagen. Bladet får kommunal støtte, og det vil radikale politikere have sat en stopper for, skriver Jyllands-Posten.

TABLOID. Per Westergaard, ny redaktør på Århus Stiftstidende, barsler med at omlægge avisen til tabloid. Bladets underskud steg fra minus 46 millioner i 2004 til minus 62 millioner i 2005. Resultatet er med redaktørens ord 'elendigt'.

POKERFJÆS. Morten Løkkegaard, tidligere Mr. News på DR, indleder en forårskarriere som reality-vært på Kanal 5. I tre uger skal han anføre en flok spillegale danskere, der slippes løs i Las Vegas og skal konkurrere om at være bedst til at forvalte en tildelt pengesum. Vinderen tager det hele.

KRITIK. Forfatteren Henning Prins har startet et kritisk webmagasin om medier, kunst og politik. Her kan man blandt andet læse, at forfatteren Ole Grünbaums højtpriste erindringsbog »Bar røv i 60'erne« er et næsten ordret genoptryk af en tilsvarende bog Ole Grünbaum, udgav i 1988. Dengang under titlen »Du skal ud«. Læs mere på www.kritiskportal.dk.

FLOT. Rejser på business-class, dyre hotelværelser og fine middage. Det var ifølge en revisorrapport virkeligheden for Preben Vridstoft, der i fire år var chef for DRs børne- og ungdomsafdeling, skriver Berlingske Tidende. I løbet af tre et halvt år brugte Preben Vridstoft 1,3 millioner kroner på udlandsrejser. Revisionsfirmaet Ernest & Young konkluderede i 2004, at Vridstoft havde overtrådt DRs interne regler, som tilsiger sparsommelighed, skriver avisen. Kort efter sagde Vridstoft op for at søge 'nye udfordringer'.

PAPARAZZI. Tre franske pressefotografer er blevet dømt til at betale i alt én euro i erstatning i sagen om prinsesse Dianas død i Paris. En fransk appeldomstol har underkendt en tidligere frikendelse af de tre fotografer, der alle var tæt på Diana, da hun sammen med kæresten Dodi al Fayed og chaufføren Henri Paul forulykkede i sin bil den 31. august 1997, skriver Pressefotografforbundet. Nu er de tre fotografer kendt skyldige. Ikke i at forvolde prinsessens død, men i krænkelse af privatlivets fred.

FLYTTEPLANER. TV 2s redaktion i København flytter fra Sortedam Dossering på Østerbro til Teglholmen i Københavns Sydhavn. Endnu er der ikke lagt detaljerede flytteplaner, men inden året er omme, skulle redaktionen kunne indtage de nye lokaler. Journalisterne kommer nu til at dele adresse med kolleger fra TV2 Reklame og TV 2 Zulu, der for øjeblikket bor på adresser i Hellerup og København V.

JP-PRIS. Jyllands-Postens artikler om de kristne friskoler, der ikke ville ansætte homoseksuelle lærere, har vundet den danske førsteplads i en EU-konkurrence. Under parolen »Brug forskellene. Stop diskriminationen« forsøger EU at bruge konkurrencen til at få sat fokus på diskrimination. Artikelserien om de kristne friskoler er skrevet af Laurits Nansen. Midt i marts beslutter en international jury, hvem af de nationale vindere, der skal løbe af med hovedprisen. /

0 Kommentarer