Slut med Tivoli-besøg på pressekortet

 

 

Pressekortet er ikke længere entré-billet til Tivoli. Journalister og fotografer, der skal arbejde i haven, får fremover en dagsbillet eller et årskort. Alle andre må selv betale for at komme ind i Tivoli.

 

Rutsj. Et privilegium for medlemmer af Dansk Journalistforbund (DJ) er faldet bort. Tivolis ledelse har netop besluttet, at fra i år giver pressekortet ikke længere gratis adgang til haven.

Beslutningen er en reaktion på, at DJ organiserer og dermed udsteder pressekort til andre end fotografer og journalister.

»Vi kan ikke se, hvorfor døvetolke, tekstere og grafikere – uden et fagligt ærinde – skal gratis ind i Tivoli. Så kunne vi lige så godt give mange andre grupper gratis adgang, ­ for eksempel pensionister eller børn fra trange kår,« siger Stine Lolk, kommunikationschef i Tivoli.

Sidste år talte Tivoli for første gang, hvor mange gange pressekortet blev brugt som entrébillet. Rundt regnet skete det 30.000 gange. For Tivoli svarer det til en tabt entréindtægt på 1,8 millioner kroner.

Tivolis kommunikationsafdeling vil nu give de fotografer og journalister, der har et fagligt ærinde i haven, et årskort med lov til at tage en ledsager med ind i haven. Pressefolk, der i den forbindelse føler sig forbigået, kan via Tivolis hjemmeside søge om årskort eller dagsbilletter.

Stine Lolk siger, at Tivoli vil være »rimelig large« med at give journalister og fotografer et årskort.

»Men kommer en tekster og siger, at vedkommende har et behov, så er jeg ret sikker på, at vi vil være afvisende,« siger hun.

For otte år siden skar Tivoli også i goderne ­- for en kort bemærkning. Dengang besluttede forlystelsesparken, at pressekortet ikke længere gav mulighed for at tage en ledsager med ind. Det udløste et ramaskrig. Journalister skrev harmdirrende breve og ringede og overfusede Tivoli. Det gav haven badwill i stedet for goodwill, og lynhurtigt fik pressekort-indehaverne igen lov til at tage en ledsager med.

Stine Lolk har grundigt overvejet reaktionerne, nu hvor Tivoli annullerer den gratis adgang for alle pressekortindehavere.

»Over for en del af Journalistforbundets medlemmer mister Tivoli noget på sympati-kontoen, men de fleste er fornuftige nok til at se det rimelige i det her, tror jeg,« siger Stine Lolk.

Hun forventer heller ikke, at den ændrede politik giver mere negativ presseomtale. To eksperter i kommunikation bakker hende op.

Anders Krarup, der har firmaet Krarup Kommunikation og underviser i krisehåndtering på Den Journalistiske Efteruddannelse (DJE) siger:

»Jeg nægter at forestille mig en journaliststand, hvor det skulle have nogen som helst indflydelse.«

Jens Otto Kjær Hansen, direktør for Center for Journalistik og Efteruddannelse (CFJE) og forfatter til en ny bog om virksomhedskommunikation og public relations, siger også, at en professionel journalist ikke lader de nye adgangsregler påvirke journalistikken.

»Skulle jeg være en smule grov, så tror jeg, at dem, der bliver mest sure i masken over det her, er dem, der ikke har noget at gøre med dækningen af Tivoli,« siger Jens Otto Kjær Hansen.

Begynder medlemmer af DJ at brokke sig højlydt over et mistet privilegium, mener Anders Krarup, at det giver dansk presse ridser i lakken:

»Folk vil tage sig til hovedet over en privilegeret gruppe, der ikke mener, at de kan betale for at komme ind i Tivoli ligesom andre mennesker.«

Tivolis kommunikationschef tog sig til hovedet før jul, da hun blev klar over, at der i invitationen til DJs personalejulefrokost i Tivoli stod, at deltagerne skulle anvende pressekortet for at komme ind.

Stine Lolk siger, at DJs julefrokost ikke i sig selv betød, at Tivoli nu ændrer reglerne.

»Det var prikken over i'et. Vi fik det sådan, at der altså også må være en grænse,« siger hun.

DJs formand Mogens Blicher Bjerregård, der ikke selv var med til at arrangere julefrokosten, har kaldt opfordringen for en fejl og anført, at DJ om nogen skal være med til at sikre respekten for pressekortet. Forbundsformanden vil ikke blande sig i Tivolis nye regler:

»Det er helt op til Tivoli at bestemme, hvem der må komme gratis ind, blot der er sikkerhed for, at den enkelte mediemedarbejder kan udføre sit arbejde.«

Allerede for et par år siden ophørte Tivoli med at lade medlemmer af Ingeniørforeningen, Dansk Magisterforening og DJØF komme ind på deres pressekort.

For øjeblikket får udvalgte redaktører et Tivoli-guldkort, der giver redaktøren ret til at tage fem gæster med i haven. Tivoli vil fortsat dele guldkort ud til nogle redaktører.

0 Kommentarer