Hvad stemmer dit medlem af Europa-Parlamentet? Det bliver nu lettere at holde øje med, både for borgere og journalister.
Europa-Parlamentets egne medlemmer har netop – overraskende – med stort flertal vedtaget et forslag, der skaber automatisk åbenhed om alle endelige afstemninger i Parlamentets udvalg. Hidtil har det været sådan, at hvert fjerde udvalgsmedlem skulle bede om det, før en afstemning blev registreret.
”Bare i dag var otte af afstemningerne hemmelige. I går var det det samme. Den slags er nu slut, fremover er der fuld åbenhed. Og for mig at se er det en stor demokratisk sejr,” skriver Morten Messerschmidt (DF) i en mail til Journalisten.
Han har været bannerfører for forslaget. Men som Journalisten kunne fortælle for et par uger siden, var der lagt op til at sylte forslaget. Det skete i den såkaldte Formandskonference, hvor formænd for alle de politiske grupper i Europa-Parlamentet mødes.
De to største grupper, socialdemokraterne og de konservative, ville udskyde forslaget i mindst en måned, og måske helt til efter valget i maj.
»Nogle var imod og sagde, at det var et populistisk forslag. Andre mente, at vi ikke skal bestemme, hvordan det nye parlament skal håndtere det, når vi om to-tre måneder lukker ned,« forklarede socialdemokraten Christel Schaldemose dengang.
Hun understregede dog, at hun støttede forslaget om mere åbenhed.
Kovending: Nu er forslaget vedtaget
Nu er både socialdemokraterne og de konservative imidlertid vendt rundt. De har accepteret, at forslaget er kommet til afstemning, og her til eftermiddag har begge grupper stemt for.
Forslaget om at registrere afstemningerne blev ifølge Morten Messerschmidt vedtaget med 617 stemmer for og kun 23 imod.
Messerschmidt er glad for, at forslaget kom ud af syltekrukken.
”Et demokrati kan ikke fungere, hvis borgere og journalister ikke kan kontrollere magthaverne. Det skaber mistillid. I lys af EU’s åbenlyse demokratiske problemer kan man derfor undre sig over, at dette først kommer nu. Men for mig som EU-kritiker viser det, at kritikken alligevel nytter,” skriver han.
Vi ville ikke sætte foden ned
Også Christel Schaldemose er glad for, at forslaget endte med at slippe igennem.
Hun har hele tiden støttet, at forslaget skulle vedtages hurtigst muligt, selv om hendes gruppeformand altså i Formandskonferencen har forsøgt at få det udskudt.
»Som jeg også fortalte sidst, er vores gruppe lidt splittet. Skulle vi træffe den beslutning på vegne af det nye parlament, som skal vælges lige om lidt? Jeg vil være ærlig og sige, at det, jeg tror rykkede her i sidste runde, var, at mange af de andre grupper insisterede. De ville gerne sende et signal om åbenhed, og da vi også går ind for åbenhed, var det ikke noget, vi ville sætte foden ned over for,« siger Christel Schaldemose.
»Nogle af kritikerne af forslaget mente, modsat mig, at det ville være skadeligt for det politiske arbejde. Nogle gange foregår der forhandlinger, fra man har stemt i udvalget, til man stemmer i plenaren. Derfor kan man ende med at stemme én ting det ene sted, men en anden det andet. Men det synes jeg bare, vi skal forklare. Det er kun godt med åbenhed om det,« tilføjer hun.
Roser Messerschmidt
Christel Schaldemose vil også gerne rose kollegaen Morten Messerschmidt.
»Jeg er ikke for fin til at sige, at det er Morten, der har presset denne sag igennem i sit udvalg. Jeg vil gerne give ham æren for, at havde det ikke været for hans arbejde, så havde vi ikke fået den afstemning i dag,« siger hun.
Spørgsmålet er nu, hvor stor praktisk betydning forslaget vil få.
»Jeg tror ikke, det ændrer på resultaterne af afstemningerne. Men jeg tror, der vil være nogle kolleger, der ryster lidt i bukserne, for nu kan alle se, om de deltager i afstemningerne i udvalgene. Nogle vil nok prioritere udvalgene lidt højere, og det er en meget positiv forandring,« siger Christel Schaldemose.
Hun håber også, forslaget kan øge fokus på det politiske arbejde, der foregår i Europa-Parlamentets udvalg.
Ros fra åbenhedsorganisation
Også organisationen VoteWatch Europe – der står bag hjemmesiden VoteWatch – roser dagens afgørelse. VoteWatch overvåger afstemninger i Europa-Parlamentet og gør det muligt at undersøge og sammenligne, hvad de folkevalgte stemmer.
”Dette er et vigtigt skridt fremad for gennemsigtighed og debat i EU’s lovgivningsproces. I løbet af de seneste fem år har vi registreret over 5.000 afstemninger i plenaren. Takket været indførelsen af systematisk registrering i udvalgene kan vi give borgere et langt mere fuldendt billede af, hvad der foregår i Europa-Parlamentet i den næste valgperiode,” udtaler policy-direktør Doru Frantescu på hjemmesiden.
De nye regler træder i kraft allerede næste gang, Parlamentets udvalg mødes.
I det danske Folketing er det i øvrigt kun Europa-udvalget, der holder åbne møder, oplyser Folketinget.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Tak Morten . Hvis du går rundt og er skuffet over den manglende opmærksomhed fra medierne i DK. Så tak det roligt, vent til valget, så skal du se løjer. Jeg oplever, at vi er mange fra alle partier der følger og støtter dig.
Tak Morten, vi er glade for personer som dig, der kan kritisk, men alligevel med fornuften tage debatten op vedrørende de store fejl der er i EU systemet. Vi har bare brug for at komme ud af det, så vi kan få bygget vores dejlige lille land op igen. Som alle ved er det de små selvstændige der overlever aller slag.
Flot Morten. Rart at det trods alt er muligt at få noget fornuftigt igennem den meget tunge og dårligt lugtende EU dyne..
Rigtig flot Morten, klap på skulderen til dig, vær glad for dig selv. Forsat god vind.