De små kameraer pilles ud af fingrene på de journaliststuderende på Syddansk Universitet. Det er besluttet, efter at to kvindelige studerende blev afsløret af en alfons, da de lavede skjulte optagelser.

STOP. »En frygtelig historie – til skræk og advarsel. Man skal ikke tro, at man bare kan sætte sig ind i en bil med en alfons med skjult kamera og optage ham, uden at det bliver opdaget. Der har eventyrlysten taget overhånd.«

Sådan er reaktionen fra Troels Mylenberg, leder for Institut for Journalistik på Syddansk Universitet(SDU), efter at to kvindelige studerende fra SDU forsøgte at lave skjult kamera i prostitutionsmiljøet. De to kvinder endte i en ubehagelig situation, hvor de blev låst inde i en bil af en alfons, der havde opdaget deres skjulte kamera.

Indtil nu har det være frit for de studerende på SDU at kaste sig ud i at lave skjulte optagelser, men på baggrund af de to kvinders oplevelser vil Troels Mylenberg have klare regler.

»Vi fastslår, at skjult kamera og skjult mikrofon i udgangspunktet ikke er noget, vi tillader. Der kan dog være helt specielle tilfælde, hvor det skal være muligt, og til dem ønsker jeg at have en kattelem.«

Troels Mylenberg mener, at de to kvindelige studerende kunne have lavet deres historie uden skjult kamera:

»Det virker, som om de studerende har været næsten forelskede i ideen om at bruge skjult kamera.«

Den amourøse indstilling til brugen af skjult kamera bekræfter Ayoe Jurhagen og AnneMarie Severine, der var de to studerende, der undersøgte studerendes muligheder for en karriere som escortpiger.

Ayoe Jurhagen og AnneMarie Severine følte sig opmuntret af deres underviser til at kaste sig ud i projektet. De fortæller, at Kasper Friche, underviseren på tv-forløbet, opfordrede dem til at begive sig ud i noget udfordrende og afslørende, og at Kasper Friche ved eksaminationen var fascineret af, at de to havde turdet kaste sig ud i at lave skjult kamera fra prostitutionsmiljøet.

Kasper Friche afviser at have opfordret til brug af skjult kamera. Han henviser til, at han til netop denne type opgave ikke skulle godkende de studerendes arbejdsmetode før eksamen.

»Jeg har helt sikkert i høje toner rost Operation X (et TV 2-program med skjult kamera som omdrejningspunkt, red.), og det vil jeg også gøre igen, men jeg har aldrig direkte anbefalet skjult kamera,« siger Kasper Friche.

Niels Krause-Kjær, der var leder af journalistuddannelsen på SDU på daværende tidspunkt, forklarer, at han ikke kan huske sagen.

»Selv om man er under uddannelse, er man jo et voksent menneske og har som sådan ansvar for egne handlinger. Det lyder, som om de selv har lært noget af oplevelsen. Det er vel det bedste, der er at sige om den sag,« siger han.

Niels Krause-Kjær mener, at brugen af skjult kamera i medierne er gået for vidt i de senere år. Man bør hverken lave særlige forløb med skjult kamera på uddannelserne eller gå i den modsatte grøft og forbyde det, mener han.

»De generelle etiske regler omkring skjult kamera er på de fleste områder lig etiske regler generelt for journalister. Det undervises der i, og det snakkes der om på forskellig måde hver eneste dag på journalistuddannelserne. Det gælder naturligvis også SDU,« siger Niels Krause-Kjær.

Selv om skjult kamera bliver mere og mere udbredt i medierne, vil Troels Mylenberg heller ikke indføre undervisning i brugen af skjulte optagelser. Han mener, at det er for svært for en studerende at styre.

Ligesom på SDU har Danmarks Journalisthøjskole (DJH) heller ikke specielle regler for brugen af skjult kamera. Rektor Kim Minke fortæller, at DJH blot bruger de generelle presseetiske regler. RUC tillader som udgangspunkt ikke skjulte optagelser, og her bliver skjulte optagelser heller ikke en del af undervisningen fremover.

Spiegelhauer for begyndere

Afslørende journalistik er en af de mest respekterede discipliner på journalistuddannelsen, men det er svært at forberede sig til de situationer, man som utrænet reporter kan havne i. Her følger to universitetsstuderendes egen beretning om at blive afsløret af en alfons og låst inde i en bil.

Tekst: AnneMarie Severine og Ayoe Maria Jurhagen

FORSØG. I en bil i et industrikvarter. Et lille kamera er forsøgt skjult i lynlåsen på en Puma-taske og peger mod alfonsen på forsædet. Stemningen er overspændt, og vi forsøger at fastholde en form for kontakt mellem den ene på forsædet og den anden på bagsædet. Den fysiske afstand er så lille, at vi nemt kan nå hinanden. Den psykiske afstand stor nok til at være angstprovokerende. Vi er sammen, men alene. Fra nu af kan der ikke udveksles flere tegn eller sigende blikke. Virker kameraet nu efter de mange afprøvninger? Er mikrofonen tæt nok på alfonsen? Og kan han eventuelt ved hjælp af et magisk laserblik se igennem både skjulte ledninger og intentioner? Der er heldigvis ikke tid til at tænke tanken til ende: Det er showtime.

Efter mange telefonsamtaler og researchtimer hjemme på studieredaktionen var vi sikre på historien: Rigtig mange af de ansatte på landets escortbureauer er universitetsstuderende, der supplerer SU'en ved at sælge sig selv. Tidligere escortpiger fortalte os om, hvor vanvittigt nemt det er at komme ind i branchen, der lokker med nemme penge og et 'pænt' miljø. Og hvor svært det er at komme ud af det igen, når pengene og løgnene binder én til et dobbeltliv. Det var det, vi ville vise i vores eksamensindslag på tv-semesteret.

Lærerens stemme lå latent i baghovedet. »Show it, don't tell it,« sagde den, og vi var ikke i tvivl om, at det, han ville have, var dybdeborende journalistik a la Morten Spiegelhauer, hvor vi brugte os selv til at vise, hvordan escortbranchen fungerer. Nemt, tænkte vi. Vi er piger, vi er studerende, og vi er frygtløse. Vi skulle altså selv til jobsamtale i et bureau for at bevise, hvor hurtigt man kan blive en del af branchen, og hvor sorgløst alfonserne fremstiller livet som luder. Allerede næste dag fik vi en aftale med Jan, der leder et escortbureau, og vi fortalte ham, at vi var to veninder, der begge var interesserede i et job hos ham ved siden af vores studier.

Tilbage i industrikvarteret smiler Jan imødekommende til os, da vi træder ind i hans bil. Vi holder på en blind vej i Esbjerg. Han smalltalker, samtidig med at han vurderende lader øjnene vandre op og ned ad os begge. Vi har aftalt, at Ayoe sidder på forsædet. Hun skal forsøge at styre samtalen og Jans opmærksomhed væk fra AnneMarie og kameraet på bagsædet. Vi kan mærke hinandens nervøsitet, men det gælder om at koncentrere sig om samtalen, så han ikke fatter mistanke. Nikke, smile og kigge ham i øjnene på de rigtige tidspunkter. Det går meget godt. Jan slapper af, og anekdoterne har ingen ende. Den midaldrende alfons kører selv som escortfyr og er ikke nærig med detaljerne fra sit sidste kundebesøg.

Han rykker nærmere vinduet for at ryge en smøg og forsvinder derfor ud af kameraets synsfelt. Instinktivt rykker AnneMarie på tasken for igen at fange ham i billedet. Det er få sekunder, det drejer sig om, men bevægelsen falder sammen med en pludselig og fuldstændig stilhed og fanger derfor Jans opmærksomhed. Som en trold af en æske farer Jan op og langer ud mod AnneMarie på bagsædet. Vi er opdaget.

Han råber og river i tasken for at få fat i kameraet, mens AnneMarie febrilsk forsøger at komme ud af bilen. Men den er låst. I takt med AnneMaries skrigende krav om at blive lukket ud bliver Jan mere og mere aggressiv, og det virker, som om han er lige ved at slå.

Så begynder Ayoe at græde. Med tårer i øjnene og ydmyg stemme fortæller hun Jan, at det hele er hendes idé, at hun virkelig gerne vil have jobbet, men var så nervøs for at sidde i en bil med en alfons, at hun lokkede en veninde med for at filme. Og at det professionelle udstyr er noget, veninden har lånt på sit medievidenskabsstudie. Forklaringen skriger til himlen, og fra bagsædet lyder den stinkende utroværdig. Men den virker. Med rolig stemme og prompte opdigtede svar på alle Jans spørgsmål lykkes det på mirakuløs vis at overbevise ham om, at det hele er en dum, dum misforståelse.

Pludselig er situationen vendt. Jan trøster nærmest Ayoe og forsikrer hende om, at han slet ikke er så skummel, som hun tror, og at det eneste, han blev vred over, var, at vi kunne finde på at optage ham. Han er lokalpolitiker, forklarer han, og vi kunne jo være journalister, der ville hænge ham ud i lokalsamfundet.

Vi er målløse, men følelsen af at have genvundet fodfæstet får os til at fokusere på, hvordan vi får afsluttet samtalen. Det er Jan tydeligvis også interesseret i, og han skal bare lige have Anne-
Maries navn, adresse og telefonnummer. Hun lyver.

Vi får lov til at åbne døren, takker mange gange for samtalen og undskylder. Jan er dog ikke mere rystet, end at han tilbyder Ayoe jobbet og understreger, at AnneMarie også er velkommen, hvis hun arbejder lidt på sin dårlige attitude.

Ikke så snart har vi set bagenden af bilen forsvinde, før vi spæner med udstyr og stiletter ind over nærmeste mark. Først da vi finder skjul i et krat, tør vi stoppe op. Vi tænker, at han inden for få minutter vil have tjekket os begge på oplysningen og fundet ud af, at han er blevet snydt. Ganske rigtigt, bilen vender tilbage fem minutter senere, holder en tid og kører så frem og tilbage et par gange. Vi ligger som skræmte kaniner i buskadset. Først længe efter han er kørt, rejser vi os og finder tilbage til vores bil.

Masken holdt, men filmen knækkede, og i bilen hjem føltes der unægteligt langt fra studieeksperimenter til Spiegelhauer.