I Myanmar var det indtil for få år siden strafbart at tage billeder af ”de forkerte ting”, der kunne støde regeringen eller dokumentere befolkningens armod. Men en mere demokratisk udvikling har betydet, at en ny generation af fotojournalister er på vej, der gennem billeder fortæller andre sider af hverdagslivet i landet i form af for eksempel børnearbejde eller uhygiejniske forhold på hospitalernes fødegange.
En af de fotografer, som kan mærke de nye tider, er Min Zayar Oo. Han var oprindelig klassisk pianist, men solgte sit klaver for at købe et fotografiapparat for to år siden. Nu har han høstet international opmærksomhed, skriver www.i-m-s.dk.
I begyndelsen fotograferede han mest landskaber. Men en workshop støttet af IMS fik stor indflydelse på hans fotografiske fremtid. Han besøgte nemlig en fødeafdeling på et hospital i Yangoon. Og da han viste billederne til de andre deltagere i workshoppen, var de mest overrasket over de uhygiejniske forhold på klinikken.
»Og så var det, at det gik op for mig, at fotografi ikke handler om teknik – men om billedets budskab,« forklarer Min Zayar, der også har dækket Aung San Suu Kyis valgkamp for Reuters.
Han fortæller, at befolkningen fortsat er utilpas ved at blive fotograferet.
»Når en kameralinse peger i deres retning, er de bange for, at billedet vil blive brugt imod dem. Det er langsomt under forandring, men mange er fortsat bange for at blive fotograferet,« siger Min Zayar.
Du kan se vinderbillederne fra 2013 Yangon Photo Festival her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.