En varm solskinstirsdag midt i maj blev Dansk Metal varmet op til diskussion.
Forklædt som slaver demon-strerede en snes DR-teknikere foran Metalhuset i København, fordi de er utilfredse med, at Metal har rejst og vundet en sag i Arbejdsretten.
Dommen betyder, at teknikerne skal retur på Metals overenskomst, selvom de er medlemmer af Journalistforbundet og hellere vil være på Journalistforbundets overenskomst. Teknikerne ser sig som ofre i en sag, der handler om magtsyge i Metal.
Ved indgangen til Metalhuset stod demonstranterne lænket sammen som slaver og skrålede et potpourri af protestsange. Tonerne af sang fik adskillige Metalhoveder til at titte frem bag potteplanter og gardiner og ned på gaden, hvor et blafrende banner meddelte: “Stavnsbåndet er ophævet – løs vores lænker”. Da Metals opmærksomhed var fanget, og sangene sunget, sjokkede slaverne i parade op ad Metals trappe for at overrække et frihedsbrev og få sig en snak om, at jura ikke vinder hjerter.
Teknikerne føler sig nemlig ikke længere hjemme i Metals selskab, blandt andet fordi deres arbejde har udviklet sig væk fra at have teknikken som domæne og hen imod at arbejde med programindhold ligesom journalisterne.
Afdelingsformand Mogens Christensen mødte demonstranterne med et “hvis jeg havde haft en boltsaks, så kunne jeg have klippet jer fri”.
Den humoristiske stil bed teknikerne ikke på. I stedet fik Mogens Christensen frihedsbrevet, hvor der blandt andet stod, at “Dansk Metal må komme til fornuft og se, at løbet er kørt, og at de ikke med jura kan stoppe en udvikling, der har været i gang i flere år.”
Og så var der endnu en gang slavesang. Med versefødder som “nu er jernet koldt, og vi vil være journalister” og “I klarer ikke os, Metal din fede boss” blev atmosfæren mere og mere hed. Og både hos teknikere og Metalrepræsentanter var kinderne på vej til at blive lige så røde som fagbevægelsens faner.
“I har holdt på regler frem for mennesker,” lød det fra Nanna Bayer, tekniker på Hovedkvarteret og God Morgen P3.
“Jeg valgte ikke Journalistforbundet til. Jeg valgte jer fra,” råbte Eva Jakobsen, programtekniker på P3.
“Dengang jeg var medlem af Metal, manglede jeg et åndeligt fællesskab. Jeg gad ikke engang læse jeres blad,” meddelte Kristian Henriksen fra DR Klassisk.
Mogens Christensen understregede gang på gang, at Metal gerne vil i dialog med programteknikerne, men egentlige løfter om frihed blev det ikke til. I hvert fald ikke udtalte løfter.

Løsne lænker
Demonstrationen endte dog med, at kvindesnilde fik lokket lidt håb frem for teknikerne.
Med underspillet lillepige-stemme bad Nanna Bayer afdelingsformanden om at løsne hendes lænker – underforstået hendes ufrivillige tilhørsforhold til Metal.
“Jeg mangler nok desværre nøglerne,” undskyldte Mogens Christensen sig, mens Nanna Bayers fremstrakte håndjernsklædte håndled kun var en kærlig bevægelse fra ham.
En DR-tekniker kastede en nøgle til ham. I luften fløj også ord om, at velvilje nu var det eneste, der skulle til fra hans side. Modvilligt løsnede afdelingsformanden Nanna Bayers håndjern, mens han tørt konstaterede til de fremmødte fotografer:
“Få nu jeres billeder.”

Når jeg ser et rødt flag smælde

på en blank og vårfrisk dag

kan jeg høre et forbund fortælle

om sig selv og sin magt og sin sag

Jeg forlader det trodsigt og græmmes

over løgne, der gør mig så gal

Thi de løgne, der gør, at jeg må væmmes

præsenteres her af Dansk Metal

Jeg må se min frihed lænket

uden skyggen af fornuft

Og jeg føler, at nogen forsøger

at forhindre mig i at få luft

Men jeg vil ikke undertrykkes mere

disse lænker, de gør mig så gal

Jeg vil ikke – sådan bare – acceptere

at jeg er stavnsbundet i Dansk Metal

Melodi: Når jeg ser et rødt flag smælde