Medarbejderne på Danish Crown i Holstebro har nedlagt arbejdet i protest mod artikel i Dagbladet Holstebro-Struer. "I smører det ud over hele forsiden," lyder det.(opdateret)
Der bliver ikke slagtet svin i Holstebro i dag. 350 vrede slagteriarbejdere på Danish Crown har nemlig smidt knivene i protest mod en artikel i Dagbladet Holstebro-Struer. Avisen har skrevet, at Danish Crown har ansat vagter for at forhindre, at medarbejderne stjæler inventar fra slagteriet, der lukker om nogle måneder.
"De føler sig mistænkeliggjort på grund af det vrøvl I skriver i avisen," siger den lokale NNF-formand, Steen Hartmann, til Dagbladet.
Ifølge Dagbladet er vagterne er der dog. Og de kontrollerer de ansatte, erkender Steen Hartmann.
"Men det foregår alle steder. Det er der ikke noget sensationelt i, og så smører I det ud over hele forsiden. Det vil de ikke finde sig," siger Steen Hartmann.
Han erkender at protesten ikke rammer avisen.
"De får vist deres utilfredshed," siger han.
Erhvervsreporter på Dagbladet Holstebro-Struer Michael Sand Andersen siger, at han blev noget rystet, da han fik at vide, at slagteriarbejderne havde nedlagt arbejdet på grund af hans artikel.
»Alt, jeg har citeret dem for, er rigtigt. Det er mærkeligt, at de trækker udtalelserne tilbage,« siger han til Journalisten.dk
Han erkender, at han var lidt nervøs, da han i dag gik ned ad gågaden i Holstebro.
»Selv om jeg ikke har skrevet noget forkert, håbede jeg da, at jeg ikke lige mødte nogle fra slagteriet.«
I Danish Crown beklager man situationen, skriver Dagbladet i dag.
"Det er en meget beklagelig situation i lyset af, at medarbejdernes protest jo ikke rammer avisen, men deres egen arbejdsplads," siger kommunikationsdirektør Anne Villemoes.
Hun siger, at fabrikschefen i Holstebro føler sig fejlciteret i avisen. Men hvad problemet konkret er, har Anne Villemoes ikke et klart billede af.
Fællestillidsmand på slagteriet Jørgen Christensen siger på NNF's hjemmeside, at der er tale om en sensationshungrende lokaljournalist.
"Det er længe siden, kontrollen ved udgangen blev godkendt af ledelse og fagforbund. Der har været stikprøvekontroller i flere år i Holstebro som på landets andre slagterier. Og vi har aldrig haft problemer," siger Jørgen Christensen.
Han siger, at fabrikschef Jens B. Jacobsen på intet tidspunkt har kastet en mistanke på medarbejderne.
"Jeg forstår deres frustration over, at den lokale avis gør dem alle til potentielle tyveknægte. Vi føler, det er ren chikane. Den artikel har intet med sandheden at gøre," siger Jørgen Christensen.
Når aftenholdet møder omkring klokken 15, tager slagteriarbejderne stilling til, om de også vil gå hjem i protest.
Til Dagbladet siger fabrikschef Jens B. Jacobsen, at det specielt er et afsnit om værktøj, der forsvinder på Danish Crown, og et citat om, at stikprøvekontrollerne af de ansatte foregår på alle koncernens slagterier, der har bragt hans sind i kog.
Det mener han ikke, at han har sagt.
"Jeg har kun udtalt mig om, hvad man kunne – med tryk på kunne – forestille sig, der forsvandt," siger fabrikschefen onsdag.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.