HANOI, VIETNAM Den ældre kvinde kan ikke få øjnene væk fra et sort/hvid foto af unge kvinder med spader i gang med at fylde et bombekrater.

Hendes mand er allerede gået videre for at se på de andre billeder på udstillingen i Hanoi taget af fire nordvietnamesiske foto-journalister under Vietnam-krigen.

Da kvinden opdager mig, smiler hun og peger på den unge pige forrest i billedet.

»Det er mig. Jeg var 17 år dengang i 1965,« siger den nu 67-årige Nguyen Chi Chu, mens hun studerer fotojournalisten Mai Nams billede af hende.

Den første mediekrig

I det nordlige Vietnam gik krigen under navnet den anti-amerikanske krig, og i dag hedder den lidt mere forsonligt den amerikanske krig.

I Vesten blev den hurtigt døbt verdens første dagligstue-krig.

Journalister og fotografer fra USA, Australien, Europa og Japan fik for første (og sikkert sidste) gang i verdenshistorien fri og ucensureret adgang til at dække en amerikansk krig.

De hoppede om bord på en militærhelikopter, når de ville have noget adrenalin og gode billeder fra slagmarken, og fløj tilbage til Saigon, når de trængte til at få dulmet nerverne med sprut, kvinder og opium.

Krigen kostede mange af dem livet, mens andre opnåede stjernestatus.

500 km på cykel

Sådan så livet ikke ud for deres kolleger i det nordlige Vietnam.

Da Chu Chi Thánh blev sendt ud på sin første opgave som fotojournalist for Vietnam News Agency (VNA), skulle han cykle 500 kilometer for at nå frem til fronten. I rygsækken havde han sit østtyske Praktica-kamera, nogle ruller film, fremkalder-pulver og en pose ris.

Slagmarken blev de nordvietnamesiske foto-journalisters liv og flodbredderne deres mørkekammer.

»Jeg lånte kar af landsby-borgere til at fremkalde mine film i om natten ved floden. For at undgå for meget røg brugte jeg peanut-olie i olielampen. Vi havde ikke udstyr til at sende billederne tilbage til redaktionen, så jeg lavede kun kontakt-ark,« fortæller Chu Chi Thánh.

VNA mistede 40 fotografer

At få de eksponerede film tilbage til nyhedsbureauerne i Hanoi var ofte farligere end at tage billederne. VNA mistede 40 fotografer og 120 journalister under Vietnam-krigen.

I de år amerikanerne kæmpede i Vietnam, så vi i Vesten intet til de billeder, som nordvietnamesiske fotografer tog fra deres side af fronten.

Men det gjorde det vietnamesiske folk. Det var ganske vist ikke alt fra krigen, de fik serveret. De så sejrene. De så glæde og stolthed. De så samarbejde mellem civile og soldater.

Ingen billeder af nederlag

Nederlagene. Døde nordvietnamesiske soldater. Folk med angst malet i deres ansigter. Nedbrændte landsbyer. De billeder blev ikke trykt i Nordvietnam.

»Vi tog skam de billeder. Men vi tog ikke så mange af dem, for vi vidste, at de aldrig ville blive trykt. Det handlede om at vinde krigen over USA, og derfor tog vi mest billeder af beslutsomme og glade soldater. Se, de smiler på ret mange af mine billeder,« siger den tidligere fotojournalist Doàn Cong Tinh.

Billeder kan vinde krige

At det var ham, der bad soldaterne om at smile, fortæller han først lidt senere i interviewet. De nordvietnamesiske foto-journalister var meget bevidste om, at deres billeder kunne være med til at vinde krigen mod USA. Da der dengang ikke eksisterede Photoshop, måtte fotograferne indimellem bruge andre metoder.

»Vi fortalte sandheden med vores fotos. Men vi måtte nogle gange opstille billederne for at få budskabet frem. Vi havde jo ikke de samme arbejdsforhold som vores amerikanske kolleger, som kunne tage billeder i dagslys, fordi amerikanerne angreb om dagen. Vi angreb om natten, så på mange af mine billeder kan man dårligt se vores soldater, kun træer, blade og grene,« griner Hua Kiem, som både var militærmand og fotograf under krigen.

Kun få bevarede negativer

Nogle af de smukkeste billeder fra krigen er taget af den i dag 84-årige Mai Nam. De andre krigsfotografer omtaler ham som kunstneren. Ham, som altid ventede på det rigtige lys.

»Det er ikke rigtigt. Jeg tog billeder af, hvad der skete i øjeblikket, for journalistik kan ikke vente på, at det gode lys kommer. Men vi skal da huske, at der også skal være kunst i vores billeder,« siger Mai Nam, hvis billeder i mange år lå hengemt i hans hjem.

»Men det bekymrede mig ikke. Jeg har altid vidst, at mine billeder en dag ville blive kendt verden over,« siger han.

Han var én af få krigsfotografer, som fik lov at beholde sine negativer. For de andre fotografer eksisterer mange af deres billeder i dag kun på deres egen nethinde.

»Når vi sendte vores film hjem til Hanoi, valgte redaktøren de billeder, han skulle bruge den dag, og smed resten af negativerne i skraldespanden,« fortæller Chu Chi Thánh, som heldigvis for eftertiden indimellem kunne charmere arkivdamen på bureauet til at gemme hans negativer.

Sjældne møder med vestlige kolleger

De nordvietnamesiske foto-journalister mødte kun enkelte gange deres vestlige kolleger fra den anden side af fronten.

»Men på den 12. dag af USA's bombninger i Hanoi i 1972 var vi til pressekonference med 30 amerikanske piloter, vi havde taget til fange. Der var også vestlige fotografer til stede den dag,« fortæller Chu Chi Thánh.

Både han og de tre andre fotojournalister, Journalisten har interviewet, fulgte nøje med i, hvordan deres vestlige kolleger dækkede krigen.

»Vi abonnerede jo på billeder fra nyhedsbureauer i både Frankrig, Japan, Kina og Rusland, så vi så både de amerikanske fotografers billeder og billeder taget af andre nationaliteter. Deres billeder var meget smukke, både teknisk og hvad angik motiverne. Vi lærte meget af dem. Men de havde så også bedre udstyr, bedre arbejdsforhold og bedre film, end vi havde,« siger Hua Kiem.

Doàn Cong Tihn er glad for, at der blev offentliggjort så mange billeder fra krigen taget af vestlige fotografer.

»De fotografer bragte det nytteløse i krigen ind i billedet. Vi i nord fotograferede for at mobilisere vores folk. I sidste ende supplerede vores billeder hinanden og førte til vores sejr og en ende på krigen,« siger han.

Dette er den første artikel i en serie på fem om de vietnamesiske krigsfotografer.