Hvad bliver konsekvenserne af Muhammed-sagen på de danske redaktioner? Journalisten har spurgt et udsnit af landets redaktører.

PROFETIER. I den første weekend i februar nåede sagen om Jyllands-Postens Muhammed-
tegninger sit foreløbige klimaks.

Det var i den weekend, at den danske ambassade i Syrien blev angrebet af demonstranter, mens politiet så passivt til.

Det var også i den weekend, at den radikale Naser Khader tog konsekvensen af den voksende kløft mellem kulturerne og tog initiativ til et netværk af moderate muslimer i Danmark.

Og så var det om søndagen, at Jyllands-Postens chefredaktør, Carsten Juste, gav et længere interview til sin egen avis. Her slog han endnu engang fast, at ytringsfriheden havde tabt slaget:

»Det er lykkedes at påvise, at der er selvcensur i Danmark. Det er uden for enhver tvivl slået fast, at tegnere, kunstnere, journalister og andre øver selvcensur, og at de opfatter den muslimske del af befolkningen som en gruppe, man skal tage særlige hensyn til,« sagde chefredaktøren.

Journalisten har foretaget en rundringning til redaktører for at høre, hvilke konsekvenser sagen vil få på redaktionerne. Blandt de redaktører, Journalisten har taget kontakt til, er det kun TV 2s nyhedschef, Michael Dyrby, der deler Carsten Justes bekymring om selvcensur. Han mener dog også, det er for tidligt at konkludere noget allerede nu:

»Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at sagen ikke ville få konsekvenser for ytringsfriheden, men jeg er ikke sikker ind til marven. Jeg er bekymret for en stille og rolig glidebane og for, at sagen vil have sat fingeraftryk på medierne om et år. Man skal være klar over, at trykket er massivt – ikke mindst på grund af internettet, hvor alle har mulighed for at lægge pres på os. Det påvirker redaktørerne, tror jeg.«

Blandt de øvrige redaktører er der bred enighed om, at sagen ikke vil få konsekvenser for ytringsfriheden – dog med forskellige udgangspunkter.

I den ene ende af landet siger JydskeVestkystens Mette Bock, at hun under ingen omstændigheder ville have bragt tegningerne og heller ikke vil gøre det i fremtiden.

I den anden ende siger Ekstra Bladets chefredaktør, Hans Engell:

»Sagen har skærpet vores opmærksomhed, når det gælder ytringsfrihed, og vi er meget opmærksomme på ikke at lade os skræmme. At bringe tegningerne nu uden nogen særlig begrundelse ville være en provokation uden egentligt journalistisk formål. Men hvis vi finder disse eller lignende tegninger relevante i en sammenhæng, vil vi naturligvis bringe dem.«

Vil sagen ikke få konsekvenser for ytringsfriheden, så er flertallet af de øvrige redaktører, Journalisten har talt med, enige om, at sagen har været med til at understrege, at den åbenlyse mangel på forståelse mellem de to kulturer bør få konsekvenser for den fremtidige dækning i medierne.

Et afgørende problem er, at der er meget få journalister herhjemme, der taler og forstår arabisk. På Ritzaus Bureau har man derfor knyttet arabiskkyndige folk til redaktionen. Deres opgave bliver at 'scanne' den arabiske verden og derefter aflægge rapport til nyhedsredaktørerne. De tager så stilling til, hvordan informationerne skal behandles journalistisk.

Et andet problem har været, at danske medier ofte har henvendt sig til de samme – mere rabiate – repræsentanter for den muslimske verden i Danmark. Således var imam Abu Laban, der skønnes at repræsentere mellem 1.000 og 2.000 muslimer i Danmark, omtalt 646 gange i danske trykte medier i løbet af 2005. Det er mere end dobbelt så mange gange som den konservative europaparlamentariker Gitte Seeberg, der repræsenterer over 125.000 vælgere, og lige så mange gange som Mærsk McKinney-Møller.

Politisk redaktør på Ritzaus Bureau Christian Lindhardt siger om denne problemstilling:

»Det har været et problem for pressen, at der ikke har været en form for talerør, der kunne tale for den brede gruppe af muslimer. Det er en kombination af, at vi som journalister ikke har været dygtige nok til at finde muslimske kilder, og så at der reelt ikke findes en sådan organisation. Resultatet har været, at pressen især har henvendt sig til muslimer med meget radikale holdninger, og som jeg tvivler på taler på vegne af det brede flertal. Det kan godt have været med til at skabe en øget polarisering mellem parterne. Man kan håbe, at nogle af de mange initiativer, der er blevet sat i gang på baggrund af denne sag, kan være med til at få andre og flere muslimske stemmer i debatten.«

Nyhedschef på Radioavisen Jens Holme er enig:

»Vi har været med til at bære ved til en ganske bestemt karakteristik af muslimer, og på Radioavisen har vi et klart mål om, at vi vil være bedre til at kende de miljøer. Før denne sag blussede op, har vi diskuteret vores dækning af indvandrermiljøerne meget indgående, og denne sag har kun bekræftet os i, at der god grund til at være endnu mere opmærksomme på at komme væk fra stereotyperne.«

Og chefredaktør på Information Palle Weis siger: »Grundlæggende ved vi ikke nok om, hvordan det er at være indvandrer i det her samfund. Den positive udløber af den her sag kunne være, at flere repræsentanter for den verden blander sig i debatten.«

Noget kunne tyde på det. Omkring et par hundrede muslimer har allerede vist interesse for det ny netværk af moderater muslimer i Danmark. Netværket holder stiftende generalforsamling den 1. april.

*
Læs også de øvrige artikler om Muhammed-sagen i denne udgave af Journalisten: »Fra løs idé til krise«, »Juste: Der var selvcensur. Rose: Der var ikke selvcensur«, »Kære dagbog«, »Orkanens øje«, »Europa om Muhammed-tegningerne«, »Gris på bålet«, »Nej til europæiske retningslinjer for pressen« og »Tvivl og vrede«.