Gregers Wedell-Wedellsborg er direktør for TV 2 Net og sandsynligvis Danmarks nydeligste sladderkonge. Det viser Fagbladet Journalistens afsløringer af hans Volvo og millionvilla i Gentofte.
Omfanget af sladderjournalistik stiger i disse år i de ellers så pæne danske medier. Sågar den statsejede public service-kanal, TV 2, bringer mere og mere sladder-journalistik.
Redaktionen på TV 2 VIP Gossip satser ligefrem på at få mere sladder på deres hjemmeside, forklarer direktøren for TV 2 NET, Gregers Wedell-Wedellsborg, i det nye nummer af Fagbladet Journalisten, som udkommer i dag.
»Gossip er et af de stofområder, der er store for os, og som vi fortsat kommer til at prioritere. Det skaber meget trafik og loyale brugere, og det giver TV2.dk et underholdende twist,« siger Gregers Wedell-Wedellsborg til bladet.
Men hvordan er det lige selv at blive udsat for de paparazzi-metoder, som sladdercheferne gør brug af? Og hvilket privatliv gemmer TV 2s egen sladderkonge på?
Det afslører det nye nummer af Fagbladet Journalisten, som lod en paparazzi-fotograf ligge på lur en tidlig morgen foran privaten til Gregers Wedell-Wedellsborg.
Læs her om Kongen af tomgang. Og se de tilhørende paparazzi-billeder, der viser Gregers Wedell-Wedellsborgs millionvilla i Gentofte og den fem-cylindrede Volvo, som får lov til at stå tændt 18 minutter i tomgang.
I det nye nummer af Journalisten, som udkommer i dag, forklarer redaktør Jakob Elkjær endvidere om redaktionens kvababbelser over at bringe de paparazzi-billeder af Gregers Wedell-Wedellsborg, hvor hans barn er med. Læs lederen: Pæn mand i tomgang.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg vil godt klage over at Gregers Wedell-Wedellsborg bliver omtalt som "sladder-kongen".
Dette kan ikke være rigtigt da min kæreste er TV 2's "Gossip Queen" - Selv programdirektør Palle Strøm har omtalt hende som sådan. Derfor må jeg nødvendigvis være sladder-kongen, eller i det mindste sladder-prins-gemalen.
Ser I lige på at få rettet dette med det samme?