FANTASILØST.Talhistorier er taknemmelige. De kræver ofte ikke andet end lidt simpel talgymnastik, før den første vinkel melder sig. Et par bekræftende interview senere er de indledende sætninger klar til den hungrende skærm, og fyraften er inden for overskuelig rækkevidde.

Men talhistorier har også en bagside. De kan let blive en sovepude for den uengagerede og smådovne journalist.

Lad mig tage et eksempel. Inden for det seneste halve år har jeg seks gange haft journalister i røret. Alle vil de have fat i præcis de samme tal for udviklingen i antallet af medlemmer hos de politiske ungdomspartier. Og alle skriver stort set samme historie; de røde ungdomspartier går frem, mens de borgerlige går lidt tilbage. Konklusion: Den danske ungdom er blevet venstreorienteret. Godt nok er der ofte kun tale om udsving på nogle få hundrede medlemmer ud af en ungdomsgeneration på flere hundredetusinder. Men tal er tal, og tal skal bruges!

At påstå, at den danske ungdom på denne baggrund generelt flokkes omkring venstrefløjen, må siges at være noget af en tilsnigelse. Det kan man mene om, hvad man vil, men eksemplet giver mig anledning til to grundlæggende overvejelser.

For det første er de tilbagevendende opkald et udtryk for en ærgerlig idefattigdom hos en stor del af min stand. De samme vinkler og historier skamrides og gøres til genstand for en ureflekteret »hvem er gået op, og hvem er gået ned«-mentalitet. Hvis så bare tallene kastede forskellige historier af sig med vinkler, som graver lidt dybere ned end det umiddelbart aflæselige. Men stort set hver gang har jeg oplevet, at journalisten slet ikke spørger ind til eller virker interesseret i, hvilke andre årsager og vinkler der kunne gemme sig bag tallene.

Det er den journalistiske automatpilot, der er slået til. En automatpilot, der år efter år kan spytte umiddelbare historier ud om unges alkoholforbrug, tv-vaner eller som i dette tilfælde tilslutningen til de politiske ungdomspartier.

For det andet må de mange enslydende historier være et udtryk for, at nogle af mine kolleger er holdt op med at følge med i, hvad konkurrenterne laver. Et hurtigt opslag på Infomedia afslører, at historien om de politiske ungdomspartier bestemt ikke er ny. Alligevel kan den dukke op gang på gang – stik imod, hvad min lærdom fra Journalisthøjskolen har fortalt mig om nyhedskriterier.

Medielandskabet i Danmark er lige nu i gang med en kraftig udvidelse med nye medier og endnu flere journalister. Det er godt for beskæftigelsen og forhåbentligt også for journalistikken. Men inden jeg løsner champagnepropperne, vil jeg gerne se, om man i chefkontorerne på de nye (og gamle) medier tør give journalisterne tid og rum til at dyrke den reflekterende journalistik. Den, der graver spadestikket dybere og går bag om tallene. Den, der giver indsigt og ny viden. Og forhåbentligt også fører til flere læsere, seere og lyttere. Se dét ville være en talhistorie med nyhedsværdi.

Kenni Leth er uddannet journalist og til daglig leder af kommunikationsafdelingen i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).