Skype-duoen opgiver deres prestigeprojekt

Web-tv-stationen Joost, som Skype-milliardæren Janus Friis var med til at skabe, lukker i flere lande og fyrer langt de fleste ansatte. Drømmen om at gøre Joost til global filmtjeneste er opgivet.

Web-tv-stationen Joost, som Skype-milliardæren Janus Friis var med til at skabe, lukker i flere lande og fyrer langt de fleste ansatte. Drømmen om at gøre Joost til global filmtjeneste er opgivet.

Da Janus Friis tilbage i 2006 lancerede Joost var forventninger ellers store. Alle troede, at han og makkeren fra Skype, Niklas Zennström, havde fundet de vises sten og snart igen ville revolutionere medieverden.

Men sådan gik det langt fra. Og i efteråret sidste år erkendte Janus Friis da også, at Joost ikke just havde fået den ønskede start.

Nu er det så slut. I hvert fald med den store drøm og prestige-planerne for Joost. Janus Friis og de øvrige Joost-folk har direkte opgivet, skriver Advertising Age.

I flere lande lukkes der øjeblikkeligt ned. 70 af de 90 ansatte fyres. Og tilbage er blot et lille team i New York og London, som i stedet skal udvikle helt nye forretningsmuligheder og support i forhold til resterne af Joost.com.

Udviklingsafdelingen i Holland, som var selskabets oprindelige base, afvikles til gengæld fuldstændigt.

»I disse økonomiske hårde tider, har det vist sig stadig sværere at kunne agere som en uafhængig reklame-finansieret online videoplatform,« siger Mike Volpi på Joost Blog. Han stopper i øvrigt som adm. direktør for i stedet at blive formand. 

Når Joost trods alt blev holdt i live i adskillige år, så skyldes det blandt andet, at Joost var det første uafhængige web-tv-selskab, som formåede at indgå kontrakter om online-distribution med medieselskaber som CBS og Viacom, hvoraf sidstnævnte foretog direkte investeringer i Joost.

Samtidig blev både Niklas Zennström og Janus Friis betragtet som en slags "start-up darlings" på det globale mediemarked på grund af deres enorme succes med Kazaa og siden Skype, som blev solgt til eBay.

Og investorerne stod da også i kø i starten. I alt lykkedes det at tiltrække 45 mio. dollar. Drømmen var, at Joost kunne blive det nye YouTube – befriet for pirateri.

Problemet var blot, at YouTube var vanvittig let at bruge, mens Joost krævede download af kompliceret software. Og så stod brugerne af. Ja – de hoppede aldrig på vognen.

Sidste år forsøgte Joost godt nok at restrukturere det hele og gøre brugen af sitet helt anderledes let. Det gav umiddelbart mere trafik. Men kun kortvarigt. Tilsyneladende var det allerede for sent, for Joost var stemplet som kompliceret og uinteressant. Og hvem ønsker at gå tilbage til en fuser?

Samtidig begyndte konkurrenten Hulu.com at få succes. Hulu.com, der er støttet af NBC Universal, News Corp og senest også Disney, tilbyder simpelthen et langt større udvalg af kvalitetsfilm.

Og dermed ser det nu ud til, at Hulu.com får endnu lettere ved at vinde yderligere terræn.

Læs også: Unge dropper traditionelle tv-stationer – nettet vinder

0 Kommentarer