search

Skyggen

Alt tyder på, at den nye offentlighedslov bliver vedtaget sidst i maj, trods massiv kritik. Men hvordan blev den egentligt skabt? Journalisten har kigget gennem nøglehullet ind til offentlighedskommissionen bag betænkningen

Tidligere departementschef Michael Lunn. (Foto: Polfoto)

 

Det tog et år at forhandle paragraf 24 på plads.

Ved den ene ende af langbordet sad embedsmændene fra de forskellige ministerier. Ved den anden ende af bordet sad repræsentanterne fra medierne og organisationerne.

For bordenden sad kommissionens formand, Hans Gammeltoft Hansen. Her sad også kommissionens sekretær, der møjsommeligt samlede alt, hvad der blev sagt.

I sidste ende var det samme sekretær, som skrev ordene i den 1.289 sider lange betænkning, som blev udmøntningen af offentlighedskommissionens arbejde.

Allerede kort efter regeringsskiftet i 2001 opfordrede Danske Medier i et brev justitsminister Lene Espersen (K) til at nedsætte en kommission. Justitsministeren svarede høfligt, at behovet for en sådan kommission ikke umiddelbart var stort. Så bragede Farum-skandalen løs. Den sag lagde pres på regeringen. Der opstod i medierne et krav om adgang til oplysninger. 

Den 16. maj 2002 blev kommissionen nedsat af Anders Fogh Rasmussen.

Ingen havde på det tidspunkt forestillet sig, at arbejdet i kommissionen skulle tage syv år, og ingen havde forestillet sig, at et lovforslag først 11 år og to statsministre senere skulle nærme sig realitetsbehandling i Folketinget.

Og slet ingen havde forestillet sig, at lovforslaget skulle føre til mere lukkethed på to helt centrale punkter, eller for den sags skyld, at der skulle rejse sig så voldsomme protester mod loven. Meget tydede på, at målet var generelt øget åbenhed.

I november skrev Ebbe Dal, der var administrerende direktør i Danske Dagblades Forening, en kommentar i Jyllands-Posten:

”Selv om danskere generelt opfatter sig som nogen af de frieste mennesker i denne verden, er der ved nærmere eftersyn også tegn, der peger i en anden retning, og som viser, at vi endnu ikke fuldstændigt har smøget enevælden af os. Der er fortsat hager ved det danske system, som passer bedre til Frederik den Sjettes tid end til vor egen.”

Ebbe Dal sad i offentlighedskommissionen.

”Det er i kommissoriet, hvor udvalgets opgave er formuleret, gjort klart, at hensigten er at styrke mulighederne for aktindsigt,” fastslog han.

Det var ikke det eneste signal:

Sidst i januar 2003 skrev Ritzau, at Nordjyllands Amtskommune have indledt et åbenhedseksperiment med offentliggørelse af indgående og udgående post og sagsakter under sagsbehandling. Ritzau interviewede til artiklen afdelingsforstander Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole:

»Jeg håber, at Nordjyllands initiativ kan sætte skub i arbejdet for større åbenhed i Offentlighedskommissionen, der netop har holdt sit tredje møde,« sagde Oluf Jørgensen.

Også Oluf Jørgensen sad med i offentlighedskommissionen.

Men Oluf Jørgensen skulle senere blive snydt af Justitsministeriet, der ikke ville den betingelsesløse åbenhed, andre så i kommissoriet.

 

»Medlemmerne i kommissionen kan godt mærke, at embedsmændene arbejder med armen vredet helt om i nakken. Ikke at de nødvendigvis er utilfredse med at have armen deroppe.«

 

Fra start af blev alle medlemmer bedt om at levere lister over emner, de ønskede behandlet i kommissionen. Fra mediesiden mødte man op med et stærkt ønske om, at arbejdet skulle føre til en konsensus om ny offentlighedslov. Hellere nå kompromis gennem forhandling end stå tilbage med principper – men uden resultater – var holdningen.

Men grundtonen i kommissionens arbejde var fra start præget af stærke ønsker fra embedsmandssiden.

»Vi kunne hele tiden mærke skyggen fra Michael Lunn,« som en kilde udtrykker det. Michael Lunn var departementschef i Justitsministeriet.

Allerede fra begyndelsen organiserer mediesiden sig.

I første omgang mødes de seks repræsentanter Kate Bluhme fra DJ, Ebbe Dal fra Danske Dagblades Forening, Mikkel Hertz fra TV 2, Oluf Jørgensen fra Journalisthøjskolen, Christian Kierkegaard fra Danske Specialmedier og Peter Skov Tvermoes fra Danmarks Radio.

De seks mødes umiddelbart før møderne i kommissionen og aftaler deres roller. Hurtigt trækkes også organisationernes repræsentanter ind, så gruppen udvides til ni personer. Medlemmerne kalder konsekvent gruppen for nimandsgruppen.

I denne gruppe er det juristen Oluf Jørgensen og Ebbe Dal, der ”oversætter” de juridiske detaljer til de andre medlemmer.

Senere kan man se nimandsgruppens navne gå igen i de dissenser, der bliver skrevet ind i betænkningen. Men gruppen udgør et mindretal i kommissionen.

Taler man i dag med medlemmerne af gruppen, er deres opfattelse af resultaterne ikke så sort hvid som den kritik, der efterfølgende er kommet af offentlighedsloven. En kilde understreger, at de var mødt ind i kommissionen med stort behov for at få åbenhed i de statsligt ejede aktieselskaber, i KL, i kommunerne – og her lykkedes det at skabe resultater.

Kommissionens formand, Hans Gammeltoft Hansen, var en stor hjælp under forhandlingerne om disse punkter. Han gav nimandsgruppen gode råd om, hvordan og hvornår de skulle trykke embedsmændene på maven.

Men så var der spørgsmålet om paragrafferne 24 og 27.2.

»Hvis vi oprindeligt havde kendt udformningen af 27.2, der rummer nogle principelle ting, der går ud over principperne om offentlighed, så … det havde vi reageret meget stærkt på,« siger et af kommissionens medlemmer til Journalisten.

I dag er fortællingen om kommissionens arbejde, at mediernes repræsentanter – herunder DJ’s medlem – ”sov i timen”, især da de omstridte paragraffer 24 og 27.2 blev forhandlet igennem. Men de kilder, Journalisten har talt med til denne historie, forsøger at give et mere nuanceret billede. Medlemmerne fremhæver, at de har været kritiske fra dag et på alle møder i kommissionen, og efter at arbejdet var afsluttet, blandt andet i et fælles brev til Folketingets retsudvalg, efter at lovforslaget blev lagt frem.

Der blev ikke forhandlet længe om 27.2. Alle medlemmer af nimandsgruppen var stærkt imod denne paragraf. Men det førte ikke til, at 27.2 blev lagt i graven.

Af og til under forhandlingerne svingede mediemedlemmerne sig op til at tale i højtravende vendinger om demokrati, offentlighedskultur og så videre. Det skete blandt andet under de kortvarige forhandlinger om 27.2. Her blev der slået i bordet og brugt vendinger som ”uspiselig”.

Endnu bliver der ikke talt om dissenser. Kommissionens medlemmer arbejder stadig på at præsentere en betænkning, der er et fælles resultat. Konsensus.

I december 2003 bliver kommissionens formand, Hans Gammeltoft Hansen, prøvet af på sin åbenhed. Kurt Loftkjær og John Damm Sørensen har bedt om aktindsigt i kommissionens arbejde – og fået afslag.

”Reelt har han kastet håndklædet i ringen,” skriver kronikørerne om kommissionsformanden, der som bekendt også samtidig er ombudsmand.

”I et brev af 10. december 2003 til Retsudvalget har Ombudsmanden meddelt, at han er inhabil ved behandlingen af en klage, som kronikforfatterne har sendt ham. Klagen omhandler bl.a. afvisning af aktindsigt i kommissionens arbejde.”

Denne lukkethed er i tråd med Hans Gammeltoft Hansens udmelding på første kommissionsmøde: Det er lovforberedende arbejde. Der er tavshedspligt. Offentligheden forhandles bag lukkede døre.

 

»Vi kunne hele tiden mærke skyggen fra Michael Lunn,« som en kilde udtrykker det. Michael Lunn var departementschef i Justitsministeriet

 

Inde bag dørene er der nedsat et underudvalg.

Det er her i dette udvalg, armlægningen med kommissionens formand for det meste foregår.

Her bliver formanden prøvet på tænderne. Mest af Oluf Jørgensen, men også af Ebbe Dal.

Det er på ”summemøderne” med Hans Gammeltoft Hansen, at han ”trykkes lidt på maven”.  Han er hjælpsom i forhold til alle andre paragraffer end 24 og 27.2. »Der var Hans hjælpsom. For at presse ministerierne,« siger en kilde. »Hans har jo også nogle gange sagt: Hvis I gør sådan og sådan, så kan det jo være.«

Det er hårdt mod hårdt, især Justitsministeriet er ubøjelige i forhold til det, der ender med at blive udformet som de to omstridte paragraffer 24 og 27.2.

Arbejdet følges på absolut højeste plan. Helt tilfældigt får kommissionens medlemmer at vide, at regeringen på mindst to koordinationsudvalgsmøder har diskuteret kommissionens arbejde.

Medlemmerne i kommissionen kan godt mærke, at embedsmændene arbejder med armen vredet helt om i nakken. Ikke at de nødvendigvis er utilfredse med at have armen deroppe.

Ingen er i tvivl om, at når centraladministrationens folk i kommissionen var så fuldstændigt benhårde, så var det koordineret med deres politiske chefer.

Bortset fra folkene fra Justitsministeriet og Statsministeriet så er det med blandet engagement, at embedsmændene deltager i arbejdet. Når diskussionerne rammer deres eget specialområde, så er de med og på, men når diskussionerne bevæger sig væk, så taber de opmærksomheden, kigger ud ad vinduet eller bliver væk fra møderne.

En af embedsmændene møder næsten hver gang sent og går næsten hver gang tidligt. Møderne indledes som regel klokken 14 og varer cirka tre timer. Kommissionens medlemmer mødes cirka hver sjette uge. Som regel i Justitsministeriet, en enkelt gang i et mødelokale hos Ombudsmanden. 49 møder bliver det til.

Der er ikke lagt nogen tidsplan for, hvornår kommissionen skal afslutte sit arbejde. Men forventningen er, at den skal sidde tre års tid, og at der skal komme en betænkning ud af det i 2005.

Men der bliver forhalet. Det, der tager længst tid at forhandle, er paragraf 24. Hvad er et dokument? Hvad er endelig form? Hvad er faglig vurdering? Internt? Eksternt? Alt endevendes og justeres.

Birthe Rønn Hornbech fra Venstre planter en ide i gruppen, der indtil da har arbejdet for konsensus: Det er ikke nødvendigvis en dum ide at udtale dissens. Det vil give Folketinget mulighed for at se alternative løsninger i stedet for kun at blive præsenteret for en enkelt løsning. Det vil ganske enkelt give valgmuligheder i nogle af de allermest centrale og principielle spørgsmål.

Det råd bliver taget til efterretning. Da kommissionens betænkning skrives, er der dissens på tre helt afgørende punkter:

Mindretallet sagde nej til den helt nye undtagelse for dokumenter fra ministerier, der er beslutningsgrundlag for ordførerkredse, der laver bindende aftaler med ministre om lovgivning med videre.

Mindretallet krævede med henvisning til afgørende demokratiske hensyn, at undtagelsen for ministerbetjening blev begrænset. Så der kunne sikres offentlighed om beslutningsgrundlag.

Mindretallet afgav også dissens til kalenderundtagelsen og stillede forslag, der kunne sikre offentlighed om vigtige ministeraktiviteter.

Hen imod slutningen af kommissionens arbejde indsætter Statsministeriet Anne Kristine Axelsson i kommissionen.

»Hun var benhård,« fortæller et medlem.

På et tidspunkt afviser hun blankt at forhandle et forslag.

»Jamen Stine,« spørger Hans Gammeltoft Hansen spidst:

»Er der da slet intet i dette forslag, du kan lide?«

»Nej!«

Efter at skrivefasen er slut, men kort før kommissionen afslutter sit arbejde, forlader Anne Kristine Axelsson kommissionen. Hun står ikke som medunderskriver af betænkningen.

Senere bliver hun departementschef i Justitsministeriet.

Journalisten har bedt om hendes kommentar til denne artikel, men Justitsministeriet lader via pressechefen meddele, at hun ikke har nogen kommentarer.

Da justitsminister Lars Barfoed (K) fremlægger lovforslaget om ny offentlighedslov, kravler Oluf Jørgensen op i sit principielle træ igen. De er blevet snydt.

Nimandsgruppen mødes og diskuterer lovforslaget. De beslutter at skrive en ny – og principielt set fjerde – dissens, der skal sendes til Folketingets retsudvalg.

”Forudsætningerne for Offentlighedskommissionens mindretals støtte til ministerbetjenings-reglen er bristet”, lyder overskriften i brevet til retsudvalget.

”Folketingets Retsudvalg har i forbindelse med lovforslagets behandling i Folketinget stillet en række spørgsmål til konkrete eksempler. Justitsministeriets svar på flere af spørgsmålene indsnævrer retten til indsigt i en sags faktiske grundlag og i endelige faglige vurderinger og viser svagheder ved formuleringer. Dermed er grundlaget for mindretallets accept af undtagelsen for ministerbetjening blevet yderligere undermineret.”

Brevet rummer et forslag til en ny formulering af paragraf 24 om ministerbetjening.

Den bliver ikke fulgt, hverken i Barfoeds eller senere den socialdemokratiske justitsminister Morten Bødskovs forslag til offentlighedslov.

I det hele taget bliver ingen af dissenserne fulgt. Nimandsgruppen har ikke siden holdt flere møder.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen