Godt en halv milliard kroner er på spil, når Østre Landsret i dag skal tage stilling til den gamle tvist mellem Sky Radio og den danske stat. Allerede i byretten fik Sky Radio en på sinkadusen. Og den lussing risikerer nu at ramme igen.
Konflikten går helt tilbage til 2003, da Sky Radio købte retten til Danmarks daværende femte radiokanal for 54 millioner kroner om året i otte år. To år efter var Sky Radio tvunget i knæ med et stort underskud og måtte lukke.
Men Sky Radio mente ikke, at de fik den vare, de var blevet stillet i udsigt. Dækningen var for ringe. Derfor stævnede radiostationen i 2006 den danske stat for de penge, de har mistet på det forliste radioprojekt: I alt 247 millioner kroner.
Til gengæld krævede Radio- og Tv-nævnet, at Sky Radio skulle betale for retten til kanalen alle otte år, de i første omgang havde aftalt. Sky Radio kunne dog trække de penge fra, som TV 2 betaler efter at have overtaget kanalen. Det blev til, at nævnet krævede 210 millioner tilbage.
En dobbelt lussing på samlet lidt over en halv milliard kroner.
Allerede den gang besluttede Sky Radios adm. direktør, Kasper Krüger, at man ville anke sagen, og ifølge dr.dk går Landsretten så i dag i gang med at afgøre tvisten.
Undervejs har Kasper Krüger i øvrigt givet DR skylden for, at de kommercielle radiostationer i Danmark ikke har kunnet få succes.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.