Sky Radio taber retssag om en halv milliard

Sky Radio skal betale 210 millioner kroner til staten. Oven i det slipper staten for at betale 247 millioner den anden vej. Nu anker Sky Radio til landsretten.

Sky Radio skal betale 210 millioner kroner til staten. Oven i det slipper staten for at betale 247 millioner den anden vej. Nu anker Sky Radio til landsretten.

Det var en dobbelt lussing til Sky Radio, da byretten i dag afgjorde sagen mellem radiostationen på den ene side og Radio- og Tv-nævnet på den anden.

Sky Radio kommer i alt til at have en halv milliard mindre mellem hænderne, end de regnede med, da de mødte i retten i dag.

Konflikten begyndte i 2003, da Sky Radio købte retten til Danmarks femte radiokanal for 54 millioner kroner om året i otte år. To år efter var Sky Radio tvunget i knæ med et stort underskud og måtte lukke.

Men Sky Radio mener ikke, at de fik den vare, de var blevet stillet i udsigt. Dækningen var for ringe. Derfor stævnede de i 2006 den danske stat for de penge, de har mistet på det forliste radioprojekt: 247 millioner kroner.

Til gengæld krævede Radio- og Tv-nævnet, at Sky Radio skulle betale for retten til kanalen alle otte år, de i første omgang havde aftalt. Sky Radio kunne dog trække de penge fra, som TV 2 betaler efter at have overtaget kanalen. Det blev til, at nævnet krævede 210 millioner tilbage.

Nu er dommen så faldet, og Sky Radio har tabt begge dele ved byretten. De vil nu anke sagen til landsretten, siger adm. direktør Kasper Krüger til Business.dk og fortsætter:

»Vi er utroligt skuffede. Politikerne har besluttet, at befolkningen skal have et monopolbrud, og sagen viser, at de åbenbart ikke kan stole på, at den beslutning også bliver ført ud i livet af de embedsmænd, der bliver pålagt at udføre opgaven.«

0 Kommentarer