Sky Radio-direktør giver DR skylden

Den manglende succes for kommerciel radio i Danmark er ikke de kommercielle radiostationers skyld. Den bunder derimod i DR's monopol. Sådan lyder det fra direktør i den nu lukkede Sky Radio, Kasper Krüger.

Den manglende succes for kommerciel radio i Danmark er ikke de kommercielle radiostationers skyld. Den bunder derimod i DR's monopol. Sådan lyder det fra direktør i den nu lukkede Sky Radio, Kasper Krüger.

I et tv-indslag på Borsen.dk giver han hele strukturen skylden.

"Det skyldes, at Danmark er det land i hele verden – bortset fra diktaturstater – hvor staten har monopol på at sende radio til hele Danmark – til hele befolkningen," erklærer Kasper Krüger i indslaget og påpeger, at DR sender til fire landsdækkende kanaler til hele befolkningen, mens kommerciel radio må nøjes med ringere sendeforhold.

"Det vil sige, der ikke er nok lyttere, der kan høre kommerciel radio. Og når der ikke er nok lyttere, så er der ikke nok penge i markedet, som man ser det i alle andre lande."

Ifølge Kasper Krüger ville det ikke engang hjælpe at fjerne alle musikafgifterne og koncessionsafgifterne.

"Det har ingenting at gøre med de koncessionsafgifter, man betaler. Eller de betalinger, man betaler for at sende musik til Koda og Gramex. Det kunne være gratis alt sammen, og man ville stadigvæk tabe penge på at lave radio i Danmark," siger han.

Se indslaget her.

1 Kommentar

Chris Alban Hansen
30. SEPTEMBER 2009
Re: Sky Radio-direktør giver DR skylden

Sikke noget vrøvl, men det er hørt før fra Kasper Krüger. Når Sky Radio og andre aktører ikke kan opnå de nødvendige markedsandele, så skyldes det nok nærmere, at radioerne ikke har forstået hvilket radioprodukt, lytterne efterspørger.

At skyde skylden på sendeforholdene er i hvert fald hul i hovedet, da de to nationale kommercielle radiokanaler i hvert fald når mindst 60 procent af befolkningen.

Når fordelingen mellem de landsdækkende radioer så ikke ligger på linje med hinanden, kan det kun være henholdsvis produkterne og den enorme konkurrence, der er skyld i den manglende succes hos Sky, TV2 Radio og 100FM.

Man kan altid have den holdning, at DR har for mange licensfinancerede kanaler. Det er jo en del af konkurrencen på markedet. Men der er også succesfulde radiostationer på regionalt og lokalt niveau. Voice giver overskud, og tidligere har flere jyske lokalradioer har en større markedsandel i sine sendeområder end DR.

Musikafgifterne er dog ganske høje, og i forhold til den reklame, som kunsterne får, når deres musik bliver spillet, så var her et oplagt emne for politikerne at kigge på for at forbedre forholdene for de kommercielle stationer.

Og for de to landsdækkende stationer er koncessionsafgiften drænende for økonomien - ikke mindst uretfærdigt fordelt mellem de to. Selve auktionen synes heller ikke at være den mest fornuftige måde at fordele de to kanaler på, snarere et forsøg på at være kreativ fra politisk side.

To ting er helt sikre:

1) Om få år er de landsdækkende FM-frekvenser helt uden værdi, for så er vi gået over til digital radio, og så vil der opstå nye muligheder for landsdækkende kommerciel radio.

2) At DR må afgive P2 til kommerciel radio hjælper ikke de to nuværende spillere. Dels bliver konkurrencen endnu større med en tredje landsdækkede reklamekanal, og hvis de kommercielle radioer fortsætter med at levere samme produkt som hidtil, så gider lytterne næppe skrue væk fra udbuddet hos DR.

Politikerne kan enten acceptere, at Danmark er for lille til at lave forretning på radio, og så lade DR fortsætte som hidtil. Eller de kan lave hele licenssystemet om, så det matcher dét, man finder i USA. Her får NPR (det amerikanske svar på public service-radio) sin indtægt fra privat støtte. Den løsning vil reducere DR til den absolutte lillebror og frigøre markedet til kommerciel radio.

Jeg tror dog stadig, at Danmark er for lille til den enorme konkurrence, der vil være blandt både de landsdækkende, de regionale og de lokale spillere på radiomarkedet.

Krügers vedvarende jammer omkring sendeforhold som årsagen til, at kommerciel landsdækkende radio er en dårlig forretning, er vist bare et forsøg på at redde sit eget ry som leder af en konkursramt virksomhed.