search

Skudsikker

Det måske mest opløftende ved at overvære uddelingen af priserne ved Årets Pressefoto i Den Sorte Diamant i København var, at seancen som helhed tjener som understregning af, at indlevelse, nærvær, ærlighed og tid er nødvendige ingredienser i det gode foto. Ja, i al god journalistik og i alle for-tællinger.

På den måde oplevede jeg to gode timer, der for en tid kunne udfordre det vanlige billede af pressen og medierne som en branche, der efterhånden gør en dyd ud af at have travlt, selv om intet købevilligt publikum efterspørger det.

Selvfølgelig er de mange fotos vidt forskellige. Det samme er vinderne og deres projekter. Men noget går alligevel igen.

Jeg forlod Diamanten med en fornemmelse af, at den selvopofrende fotograf, der, uniformeret i slidt fotovest, rejser ud og skyder katastrofen – og risikerer at vende små- eller stortraumatiseret hjem, har fået tilført nogle nuancer. Det virker faktisk smartere at passe på sig selv, så holder man længere, synes devisen at være.

Det er således første gang, tror jeg, at vi hører op til flere fotografer, der i takketalen understregen værdien af ro på hjemmefronten, hele liv, barselsorlov – og klare aftaler med kæresten!
Samtidig er der en anden sympati i mange af historierne. Måske en mere menneskelig indlevelse, hvor man på den ene side ikke risikerer sig selv, men på den anden side alligevel lever sig helt ind i projektet. Fotografen er ikke udsat gæst ved fronten – men snarere en følgesvend i et fælles forløb. Er en hel mytologi mon ved at blive skrevet om?

Der er ægte omsorg for forfulgte russiske homoseksuelle. Der er omsorg for spastisk lammede, der ikke har mulighed for et almindeligt sexliv. Der er omsorg for en ung mand, der må forlade det børnehjem, hvor han er vokset op. Omsorg for en chilensk flygtning, der nu vil revidere sit ellers voldsomme liv. Der er sågar omsorg for fortidens kriminelle åndssvage, der blev spærret inde på Livø. Og så videre.

Det ligner starten på en ny tendens, hvor en ny slags professionalisme kombineres med personlighed. Vi får formidlet fotografens personlige oplevelse. Der er noget på spil i en dialog mellem fotografen og motivet. Mediebrugerne får fortalt historien af et menneske, som vi kan mærke. Derfor gider vi lytte. Og se.
Grænsen går selvfølgelig der, hvor det personlige fylder mere end væsentligheden. Den grænse blev ikke overskredet i Diamanten.

Det peger fremad: I det mediebombardement vi lever i, hvor også strømmen af øjebliksbilleder fra katastrofeområder skyller hen over os, vil den engagerede og ærlige historiefortæller blive mere og mere vigtig, hvis nogen skal gide betale for os. Så at skrive.

Skudsikker

Det måske mest opløftende ved at overvære uddelingen af priserne ved Årets Pressefoto i Den Sorte Diamant i København var, at seancen som helhed tjener som understregning af, at indlevelse, nærvær, ærlighed og tid er nødvendige ingredienser i det gode foto. Ja, i al god journalistik og i alle for-tællinger.

På den måde oplevede jeg to gode timer, der for en tid kunne udfordre det vanlige billede af pressen og medierne som en branche, der efterhånden gør en dyd ud af at have travlt, selv om intet købevilligt publikum efterspørger det.

Selvfølgelig er de mange fotos vidt forskellige. Det samme er vinderne og deres projekter. Men noget går alligevel igen.

Jeg forlod Diamanten med en fornemmelse af, at den selvopofrende fotograf, der, uniformeret i slidt fotovest, rejser ud og skyder katastrofen – og risikerer at vende små- eller stortraumatiseret hjem, har fået tilført nogle nuancer. Det virker faktisk smartere at passe på sig selv, så holder man længere, synes devisen at være.

Det er således første gang, tror jeg, at vi hører op til flere fotografer, der i takketalen understregen værdien af ro på hjemmefronten, hele liv, barselsorlov – og klare aftaler med kæresten!
Samtidig er der en anden sympati i mange af historierne. Måske en mere menneskelig indlevelse, hvor man på den ene side ikke risikerer sig selv, men på den anden side alligevel lever sig helt ind i projektet. Fotografen er ikke udsat gæst ved fronten – men snarere en følgesvend i et fælles forløb. Er en hel mytologi mon ved at blive skrevet om?

Der er ægte omsorg for forfulgte russiske homoseksuelle. Der er omsorg for spastisk lammede, der ikke har mulighed for et almindeligt sexliv. Der er omsorg for en ung mand, der må forlade det børnehjem, hvor han er vokset op. Omsorg for en chilensk flygtning, der nu vil revidere sit ellers voldsomme liv. Der er sågar omsorg for fortidens kriminelle åndssvage, der blev spærret inde på Livø. Og så videre.

Det ligner starten på en ny tendens, hvor en ny slags professionalisme kombineres med personlighed. Vi får formidlet fotografens personlige oplevelse. Der er noget på spil i en dialog mellem fotografen og motivet. Mediebrugerne får fortalt historien af et menneske, som vi kan mærke. Derfor gider vi lytte. Og se.
Grænsen går selvfølgelig der, hvor det personlige fylder mere end væsentligheden. Den grænse blev ikke overskredet i Diamanten.

Det peger fremad: I det mediebombardement vi lever i, hvor også strømmen af øjebliksbilleder fra katastrofeområder skyller hen over os, vil den engagerede og ærlige historiefortæller blive mere og mere vigtig, hvis nogen skal gide betale for os. Så at skrive.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen