Kollegerne i Det Berlingske Officin er de seneste år blevet ramt af den ene nedskæring efter den anden. Ikke nødvendigvis sådan at økonomien gennem hele perioden har været årsagen, men fordi der har været et ønske fra koncernens allerøverste ledelse om løbende at skrue på budgetterne, så der kunne komme sorte tal på bundlinjen – og ikke bare sorte tal, men store sorte tal.
Nu er der intet galt i, at en medievirksomhed skal drives som en sund forretning. Det er såmænd en af de bedste garantier for, at virksomheden er under løbende udvikling, og for at der kan eksistere arbejdsforhold, der gør det muligt for de redaktionelle medarbejdere at levere et indhold på et højt kvalificeret niveau.
Der er heller intet galt i at rationalisere arbejdsgange, så man undgår spild og udnytter stordriftsfordele. Men når rationaliseringerne skal skabes ved at tvinge alle medarbejdere til at blive både flerfunktionelle og flermedielle – dvs. både researche, skrive, fotografere og redigere og samtidig levere historien til både avisen, radio/tv og web – går det galt.
Det går galt for arbejdsglæden, hvis man ikke bliver brugt til det, man er god til, men skal tvinges til at lave noget dårligt. Det går galt med kvaliteten, fordi tiden til de mange nye funktioner og versioner kun kan komme et sted fra, når der samtidig bliver færre medarbejdere til det samme arbejde, nemlig researchen til den journalistik, det handler om.
Hvis tilpasningen af økonomien sker på basis af et ønske om på kort sigt at skabe en overskudsgivende forretning uden nogen form for hensyn til den publicistiske virksomhed og dermed med tanke på den egentlige eksistensberettigelse for dagblade med tilhørende medieplatforme, så er tankegangen kortsigtet – også for aktionærerne.
Værre er det, at det også er rigtig skidt for demokratiet. Pressens primære funktion er nemlig ikke at give aktionærerne overskud, men som en del af mangfoldigheden på mediemarkedet at medvirke til at give borgerne indsigt i og medvirken til demokratiets udvikling. Hvis det bliver gjort professionelt og godt, så vil aktionærerne såmænd også kunne mærke det på langt sigt.
Da norske Orkla Media for seks år siden overtog Det Berlingske Officin, blev købet modtaget med en vis lettelse, fordi officinet dermed var blevet overtaget af en virksomhed med publicistiske erfaringer og med norske medarbejderklubber, der straks indtog deres nye danske kolleger i det fælles faglige arbejde. Det skabte en vis ro og tro på, at koncernen kunne medvirke til et nyt afsæt for officinet.
For halvandet år siden kom så afsættet, nemlig en afsætning til Mecom i London. De norske og danske redaktionelle medarbejdere fik nu kolleger i Tyskland og Holland sammen med de polske kolleger, der allerede var med under Orkla.
Men denne gang med langt mindre medarbejderinddragelse og i hvert fald set udefra langt mindre interesse for den grundlæggende publicistiske virksomhed, også selv om der er valgt en ledelse, som går ind for at vægte journalistik, kvalitet og publicisme højt. Trods ønskerne oplever kollegerne det modsatte.
En ting er nemlig at opleve nedskæringer og fyringsrunder, som næsten alle medier har oplevet det seneste årti, men noget ganske andet er den manglende forståelse for, at der skal være plads til at drive god og uafhængig journalistik, at en mediearbejdsplads skal kunne udvikle sig.
En af fordelene ved at være en del af en større koncern skulle jo gerne være, at der var volumen og muskler til at bringe de enkelte virksomheder gennem de svære perioder uden at skulle skære så meget ind til benet, som Mecom har gjort i Det Berlingske Officin, men derimod økonomi til at sætte udviklingsprojekter i gang.
I stedet for at presse enkelte aviser som Berlingske Tidende og Århus Stiftstidende igennem nye sparerunder kunne Mecom vise sin styrke ved at tro på aviserne og skabe omlægninger, der giver dem nyt liv i stedet for, at de blot får en overlevelsespille. /