search

Skriv som en film

Den store udfordring i portrættet er det svære åbningsnummer – indledningen, der skal lokke, forføre og drive historien frem. Jonas Langvad Nilsson fra Euroman er aktuel med en bog med otte af de største portrætskribenter i USA. Her er deres bedste trick.

Frank Sinatra er forkølet, Gay Talese, Esquire, 1966

Frank Sinatra stod i et mørkt hjørne af baren med et glas bourbon i den ene hånd og en cigaret i den anden mellem to attraktive, men falmede blondiner, som sad og ventede på, at han skulle sige noget. Men han sagde ikke et ord; han havde været tavs det meste af aftenen, og lige nu, i denne private klub i Beverly Hills, virkede han endnu mere fjern, som han stod og stirrede gennem røg og halvmørke ind i et stort rum på den anden side af baren, hvor snesevis af unge par krøb sammen omkring små borde eller twistede midt på gulvet til den højlydte folkrockmusik, der skrattede ud af højtalerne.

De to blondiner vidste, ligesom Sinatras fire mandlige venner, der stod i nærheden, at det var en dårlig idé at tvinge en samtale i gang med ham, når han var i denne stemning af mut tavshed, en stemning, der ikke ligefrem havde været en sjældenhed i denne første uge af november, en måned før hans halvtredsårs fødselsdag.

Sinatra havde arbejdet på en film, som han ikke længere brød sig om og næsten ikke kunne vente på at blive færdig med; han var træt af al den omtale, der ledsagede hans forhold til den tyveårige Mia Farrow, som var usynlig i aften; han var vred over, at en CBS-dokumentar om hans liv, der skulle sendes på tv om to uger, efter sigende snagede i hans privatliv og endda rummede spekulationer om hans mulige venskab med mafiaens ledere; han var bekymret over sin hovedrolle i et timelangt NBC-show med titlen Sinatra – en mand og hans musik, som ville kræve, at han sang atten sange med en stemme, der i dette særlige øjeblik, blot et par dage før optagelsen skulle finde sted, var svag og usikker. Sinatra var syg. Han var ramt af en lidelse så almindelig, at de fleste mennesker ville finde det trivielt. Men når det drejer sig om Sinatra, kan det kaste ham ud i en tilstand af angst, dyb depression, panik, endog raseri. Frank Sinatra var forkølet.

En forkølet Sinatra er som en Picasso uden maling, en Ferrari uden benzin – kun værre. For en almindelig forkølelse frarøver Sinatra hans uerstattelige juvel, hans stemme, og rammer ham direkte på selvtilliden, og det påvirker ikke kun hans egen psyke, men synes også at forårsage en slags psykosomatisk drypnæse hos snesevis af mennesker, der arbejder for ham, drikker med ham og elsker ham, og hvis velfærd og livsgrundlag afhænger af ham. En forkølet Sinatra kan, i lille målestok, sende chokbølger gennem underholdningsindustrien og videre ud, lige så sikkert som en præsident for Amerikas Forenede Stater, der pludselig bliver syg, kan ryste den nationale økonomi.

Med ordene ”Frank Sinatra stod i et mørkt hjørne af baren” indledte den amerikanske journalist Gay Talese et i dag nærmest legendarisk portræt af entertaineren Frank Sinatra i magasinet Esquire i 1966.

I midten af 1960erne havde Frank Sinatra givet interviews tusindvis af gange. Men Gay Taleses artikel kom som et chok for mange amerikanere, fordi man kom så tæt på.
»Mange læserne forstod slet ikke, at det var journalistik. De troede, det var opdigtet, fordi man næsten kom ind i hovedet på ham på en måde, som minder om fiktion, men var baseret på grundigt journalistisk benarbejde,« siger Jonas Langvad Nilsson.

I artiklen ’Frank Sinatra er forkølet’ lykkedes det faktisk aldrig Gay Talese at lave det interview med Frank Sinatra, han ellers var blevet stillet i udsigt. I stedet valgte Talese over 33 dage at interviewe 100 personer i kredsen omkring Sinatra, blandt andre hans chauffør, bandmedlemmer, forældrene og kvinden, der transporterede hans 60 toupéer i en kuffert.
»Gay Talese tænker som en filminstruktør. Han samler ikke på citater, men på scener, så han kan lave et visuelt stimulerende drama,« siger Jonas Langvad Nilsson.

Gay Talese er en af de otte stjernejournalister, der optræder med deres bedste artikler og bliver interviewet af Jonas Langvad Nilsson om portrætgenrens håndværk i bogen Amerikanske portrætter. De fortæller blandt andet om at skabe det bedste anslag. Esquires Susan Orlean sammenligner indledningen med striptease. I bogen fortæller hun, at indledningen skal give læseren et praj om, hvor historien fører hen tematisk.
”Jeg kan ikke komme videre med de næste afsnit, før indledningen er på plads. Det hele hænger sammen,” fortæller hun i bogen.


Gay Talese – foto: pressefoto // Jonas Langvad Nilsson – foto: Lasse Haandbæk Jensen

Navne som Gay Talese, Susan Orlean, Gene Weingarten, Tom Junod og Larissa MacFarquhar hører til de amerikanske portrætskribenters elite og skriver for aviser og blade som Esquire, The New Yorker, Washington Post og GQ Magazine. De får ofte uger og måneder stillet til rådighed for at få portrættet hjem. I kontrakten mellem The New Yorker og Larissa MacFarquhar står der, at hun skal skrive mellem 30.000 og 40.000 ord om året. Det svarer til tre-fire store portrætter.

Men journalister underlagt mere almindelige produktionskrav kan også bruge nogle af de amerikanske fortælletricks, mener Jonas Langvad Nilsson.
»Der er mange steder – fagblade, dagblade og i intern kommunikation – hvor portrættet har potentialet til at blive den bedste læseoplevelse, hvor vi gør folk klogere på andre mennesker. Hvis man skal tegne et portræt af en person, skal man bare ikke nøjes med at mødes på en café eller i et mødelokale. Hvis det handler om en buschauffør, kan man tage med ham på arbejde, så man får nogle scener at arbejde med, og så interviewe ham bagefter,« siger Jonas Langvad Nilsson.

De seneste syv år har Jonas Langvad Nilsson skrevet portrætter for Euroman af blandt andre Casper Christensen, Per Mikael Jensen og Metallicas Lars Ulrich. Han følger sine interviewpersoner over længere tid, indtil nuancerne i deres liv står frem.
»Det gode portræt beskriver samspillet mellem et menneskes lyse og mørke sider. Ingen gider læse helteportrætter, de er kedelige og løgnagtige. Man kan sagtens beskrive et menneskes mindre pæne sider uden at begå karaktermord, men ved at bruge for eksempel humor og ironi,« fortæller Jonas Langvad Nilsson.

Ifølge Jonas Langvad Nilsson er en stor del af hemmeligheden bag et godt portræt at finde den rigtige åbningsscene. Og man skal aldrig begynde med en dato.
»Gode historier handler ikke om datoer. Det handler om mennesker, mystik og hvordan vi hver især skaber en mening ud af den i grunden ret bizarre oplevelse, det er at være menneske, som Susan Orlean formulerer det. Man har mere lyst til at blive præsenteret for et mysterium end en dato.«



Når Gay Talese, der portrætterede Frank Sinatra, er på opgave, tager han noter på aflange stykker pap, som han får retur med de nypressede skjorter fra renseriet. Når interviewpersonen rejser sig og går på toilettet, tager Gay Talese pappet frem og noterer hurtigt de stikord, han ikke vil risikere at glemme. Da han skulle lave anslaget til artiklen om Frank Sinatra, brugte han også skjortepap.

Alle otte amerikanske skribenter fortæller om lettelsen, når indledningen er på plads, for dermed ved man også hvilke spørgsmål, resten af historien skal svare på.
»Når de ved, hvordan åbningsscenen skal være, har de det sådan ”ah, det var dejligt”. Det er ligesom sildebensparket, hvor man begynder i den ene ende og bygger på stykke for stykke.«

Det er vigtigt at økonomisere med sine guldkorn, når man laver en lang portrætartikel.
»Tænk det som en novelle, en god historie, man fortæller til sine venner. Stå lidt på bremsen og undgå at afsløre, at butleren er morderen. Gem det til sidst. Med et stærkt anslag lover journalisten, at man nok skal få at vide, hvad det handler om, hvis man bare hænger på,« siger Jonas Langvad Nilsson, der foretrækker artikler, der afdækker en hemmelighed, en erfaring eller en idé, som hovedpersonen leder efter svaret på.

Jonas Langvad Nilsson siger, at indledninger i portrætter ofte opstår, når journalisten har lagt noterne væk og skal finde ud af, hvad portrættet egentlig handler om. På den måde minder portrætjournalisten om nyhedsjournalisten, der have skal sin vinkel.
Men selv de bedste inden for faget er i tvivl, og de kæmper ofte med sig selv i skrivefasen.

Tom Chiarella fra Esquire fortæller, at han begynder med indledningen, og når han har skrevet 800-1.000 ord, stopper han op og ser, hvordan historien former sig.
”Næste dag går jeg tilbage til starten og retter og trimmer teksten og skriver videre fra det sted, jeg sluttede dagen før. Indledningen bliver skarp-ere og skarpere for hver dag.”

Tom Junod mener, at indledningen skal indramme historiens stemme. Han bliver ved med at skrive kladder, indtil det lykkes.
”Det er ikke unormalt, at jeg skriver tre forskellige versioner à ca. 10.000 ord, før jeg er tilfreds. Jeg ville ønske, at jeg var mere organiseret, en disposition ville spare mig for mange skuffelser, men det er nu engang min måde at gøre det på”, fortæller han i bogen.

Og missionen for den i dag 81årige Gay Talese er næsten selvplagerisk. Han føler sig i skrivefasen som en baseballspiller, der rammer ved siden af bolden igen og igen. Men succeskriteriet er også tårnhøjt. Gay Taleses mål er at lave artikler, der er så gode, at han kan tage dem frem 20-30 år senere og opleve, at han ikke ville ændre et komma. Kvaliteten skal være på niveau med Fjodor Dostojevskij, og han skal skrive lige så hurtigt som Tom Wolfe (et par tusinde ord om dagen).

Jeanne Marie Laskas fra GQ Magazine har specialiseret sig i at skrive om almindelige menneskers ofte upåagtede liv i det skjulte Amerika. Hun tog tidligere på shoppetur, når hun kom til skrivefasen – og gik sidenhen tilbage til alle butikkerne og byttede varerne, når artiklen var faldet på plads. I dag er hun dog gået over til 10 minutters power nap.

Jeanne Marie Laskas har blandt andet skrevet om cheerleaderen Adrienne. I artiklens begyndelse tæller Jeanne Marie Laskas ned til, at Adrienne skal på banen med de andre piger. Hun er så nervøs, at hun brækker sig på toilettet. Samtidig er det historien om en køn pige med underarme som en sømand. Til daglig er hun bygningsarbejder, og som lille mistede hun sin mor, og nu bor hun alene med sin datter.

Men som Jonas Langvad Nilsson siger:
»Hvis man skal fange læserne, kan man ikke give alle de informationer på én gang. Det er for meget for hjernen at kapere.«

I stedet begynder artiklen med en scene, hvor Adrienne har låst sig inde på toilettet.
»Vi kender alle følelsen af at være bange og miste grebet. Det er en universel følelse. Senere får vi at vide, at Adrienne har en besværlig fortid, og at hun er bange for, at hun ikke bliver ugens
cheerleader. Det er sådan set dramaet,« siger Jonas Langvad Nilsson.

Han forklarer, at historien om cheerleaderne ikke bare handler om, at de er på vej til kamp, men også om angsten for at føle sig udenfor.
»Hvis man kan finde de ur-temaer – uden at det bliver for kategorisk – har man flere lag at arbejde med.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen