“Nogle gange hjælper det mig at tænke, at det at skrive egentlig er som tømrerarbejde. Så kan jeg nemlig arbejde og skrive ud fra en skitse og bruge de værktøjer, jeg opbevarer i min værktøjskasse.”
Det handler om at have værktøjet i orden og ved hånden. Roy Peter Clark har begge dele. Og den amerikanske sprogprofessor har gjort det til sit arbejde og livsværk at samle og dele ud af skriveværktøjer.
Egentlig er det noget af en lettelse at møde Roy Peter Clark. Han giver én nyt skrivehåb. For han har ret, det hjælper faktisk at sammenligne sig selv med en tømrer – et håndværk er da noget, man kan lære – og samtidig noget, man kan bruge konkrete værktøjer til at udføre. Den poetiske åre behøver altså ikke nødvendigvis være medfødt.
Roy Peter Clark er ikke leveringsdygtig i en færdig at-skrive-godt-facitliste, men tilbyder faktisk noget, der ligner.
JOURNALISTEN møder sprogprofessoren i sit arbejdshjem på The Poynter Institute for Media Studies i St. Petersburg i Florida. Et journalistisk institut, der udbyder efteruddannelse for journalister. På Poynter er hovedvægten lagt på sprog og skriveprocesser med Roy Peter Clark i en hovedrolle som underviser og forsker.
Ord fylder godt i Clarks liv, og vi har heller ikke været mange minutter på Clarks bogfyldte kontor, før han første gang griber den røde ordbog, som i størrelse svarer til seks nudansk-ordbøger. Han har netop brugt ordet dicho-tomy og leder nu efter ordets betydning for helt præcist at kunne forklare os, hvad han mener.
“Der er en kunstig dicho-_tomy (modsætning, skisma, en radikal adskillelse af to ting, forklarer Clarks ordbog) mellem at være reporter og at skrive. Jeg arbejder for, at journalister skal lære at opfatte sig selv som skribenter. Skriveprocessen skal være en integreret del af reporterlivet,” siger Clark.
Han er så meget på ord, at han flere gange under inter-viewet vil have det danske ord for det, han taler om – bare for at smage på ordet og sprogtonen.

Den første skrivecoach
Det er snart 25 år siden, at Roy Peter Clark kastede sig over sproget og fortælleteknikker i journalistikken. Et hovedkulds spring fra at have lavet doktordisputats om de fækale elementer i Chaucers forfatterskab til at blive sprogcoacher på St. Petersburg Times. Han anede intet om journalistik, og det var én af hans kvalifikationer, mente chefredaktøren på St. Petersburg Times. Redaktøren ønskede nemlig garanti for, at samtalerne på avisens nyhedsredaktion også skulle blive om sprog og form – i stedet for altid at handle om kilder, facts og deadline.
Mange amerikanske aviser havde allerede dengang _coachere, men Roy Peter Clark var den første deciderede _skrivecoacher i USA. Og han brød igennem indholdsmuren – ord, sprog og fortælleformer kom på dagsordenen.
“For at blive en god skribent, en litterær person, så handler det om at læse, at skrive og frem for alt om at tale om det at skrive. Og mit job dengang var faktisk primært bare at få journalisterne til at tale om at skrive,” fortæller Clark.
Siden sin entré på St. Petersburgs Times har Roy Peter Clark fået plantet sproget på hundredvis af journalistlæber. I 1979 blev han underviser og forsker på Poynter og har omkring 200 journalister i sine skriveworkshopper om året. Også Den journalistiske Efteruddannelse har sendt tre hold danske journalister på kursus hos Clark.

Litterær journalistik
Roy Peter Clark har en forkærlighed for den litterære fortælleteknik. Journalistikken ville efter hans mening blive langt mere effektfuld, hvis den i højere grad blev skrevet som fortællinger end som informationstunge artikler.
“Fortællinger provokerer et helt andet følelsesmæssigt niveau i læseren. De går tættere på læseren. Det kan sammenlignes med, at en biograffilm får én til at reagere stærkere, end hvis man bare fik historien fortalt.”
“Film og skønlitteratur giver oplevelse, og nonfiktion kan sagtens give det samme. Man skal bare bruge andre skriveteknikker end dem, man bruger til informative artikler. Grib i en anden værktøjskasse,” siger Roy Peter Clark.
“Hvad hedder det på dansk,” spørger Clark – og skriver så VÆRKTØJSKASSE på sin tavle.
Indholdet i hans værktøjskasse er en stor blanding af effekter (se boksen). De værktøjer, han igen og igen hiver frem, er: scenebeskrivelser, dialoger, detaljer …
Grundlæggende handler det om at give læserne en mulighed for selv at opleve begivenheden. Lige så snart historien bliver bygget op af scener, flytter det læseren ind i historien.
“Læseren kommer langt tættere på, lige så snart reporteren bruger alle sine sanser og rekonstruerer scener. Det bryder afstanden til læseren,” siger Clark, som er bekymret over, at mere og mere journalistik i USA er lavet online eller over telefonen.
“God fortællende journalistik kræver, at journalisten ser tingene med sine egne øjne.”

Lug ud i citaterne
Alt for meget journalistik er ifølge Clark en opremsning af citater fra forskellige kilder. Lug ud i citaterne, brug den virkelige dialog i stedet for, lyder Clarks opfordring.
“Forestil dig, hvor kedelig en film ville være, hvis skuespillerne brugte de to fulde timer på at forklare ting i stedet for at opleve dem.”
“Når en journalist for eksempel har siddet i retten og overhørt en dramatisk ordveksling mellem parterne – hvorfor er et citat fra én af parterne efter retsagen så mere præcist end at gengive den ordveksling, der vitterligt fandt sted?”
På den måde gør han oprør mod de fastgroede skrivemønstre i journalistikken. Han mener, at det ofte er redaktørerne, der fastholder journalisterne i den traditionelle skrivemåde.
“Selv når journalister har set noget med deres egne øjne, så vil konservative redaktører mærkeligt nok have, at det skal tillægges nogen. ‘Du kan ikke skrive, at offeret skreg af smerte. Det kan du jo ikke vide noget om,’ siger redaktøren på trods af, at journalisten selv så det. Jeg forstår det ikke.”
Når historien plastres til med kildeangivelser, forsvinder den stærke fortællende effekt, mener Roy Peter Clark (her kom der lige igen, igen en kildeangivelse med i JOURNALISTEN).
“Man behøver ikke hver gang at hænge fakta op på et citat eller en kilde. Det kan ødelægge læseroplevelsen.”
“Redaktøren er læserens repræsentant og garant for, at der er dækning for alt. Redaktøren skal være den, der stiller journalisten alle de kritiske spørgsmål om, hvor han har de og de oplysninger fra. Redaktøren gør så læseren en tjeneste ved, at kendsgerningerne ikke hele tiden skal hænges op på kilden. Og heldigvis er der mange amerikanske journalister, der eksperimenterer med, hvordan de kan give autoritet og troværdighed til deres historier uden at bruge ‘han sagde’, ‘hun udtalte’, ‘ifølge den og den’.”

Detaljer giver autoritet
Troværdigheden kan journalisten hente hjem ved en overbevisende præcision i sin research i stedet for konsekvent kildeangivelse.
“Detaljerigdom i historien giver autoritet. Hvis journalisten for eksempel skriver, at en person fik røræg til morgenmad, eller at vedkommende gik ud af retssalen klokken 20.12, så skaber det tillid til, at sagen er undersøgt til bunds. Men det forudsætter selvfølgelig, at samtlige detaljer også er baseret på fakta. Etikken skal være ekstremt høj i fortællende journalstik.”
De mest konsekvente brugere af de fortælleværktøjer, som Roy Peter Clark holder af, er de amerikanske journalister, der dyrker genren serial narratives – store journalistiske fortællinger, som er fortalt i kapitler og serveret som føljetoner i avisen. JOURNALISTEN omtalte i det seneste nummer to af mestrene i den genre: Thomas French og Anne Hull fra St. Petersburg Times.
Roy Peter Clark er da også en stor beundrer af netop de to journalister og af hele tanken i serial narratives.
Men han nøjes ikke med at være teoretisk analytiker af narratives. For fire år siden sprang han selv ud som forfatter til en serial narrative.
“Jeg blev træt af at fortælle de samme skrive-anekdoter i min undervisning. Jeg havde brug for ny inspiration og kastede mig derfor ud i et eksperiment.”

En kop kaffe-kapitler
“Three Little Words” hed hans eksperimenterende historie, som blev bragt over 29 dage i St. Petersburg Times. Det var historien om den 40-årige Jane Morse, hvis mand døde af aids. De havde været gift i 21 år og havde tre døtre. Historien handlede om familieliv, utroskab, biseksualitet, hvordan _diagnosen blev holdt hemmelig for alle, angsten for om også Jane Morse var smittet … Hver dag i 29 dage var der øverst på side 3 i avisens første sektion et kapitel – et lille kapitel på maksimalt 1.000 ord gennemført fortalt med de litterære skriveværktøjer, Roy Peter Clark har samlet i sin værktøjskasse. A breakfast serial har Roy Peter Clark døbt den genre, hvor kapitlerne er meget korte.
“Kapitlerne tager lige omkring fem minutter at læse. Det svarer til en kop kaffe. Så får folk læst den.”
Og læserne reagerede, “vi fik masser af feedback”. Historien blev populær – 8.000 læsere henvendte sig til avisen for at få de afsnit, de havde glippet. Senere er historien blev trykt samlet i en særsektion. Siden Three Little Words har Roy Peter Clark set omkring 100 _breakfast serials i amerikanske serier og har selv skrevet én mere og er godt i gang med _researchen til den næste.
“Det glæder mig, at den type serier er på vej tilbage i aviserne. De er ofte fremragende læsning, fordi de typisk er skrevet af avisens dygtigste _reportere. Og så er de enestående på grund af deres originalitet og dybde,” fortæller Roy Peter Clark.
Han gør meget ud af, at det hverken er ham eller nogen anden amerikansk journalist, der i 90’erne har opfundet serial narratives. De har snarere fået et comeback til spalterne. To be continued er et af de ældste fortællemæssige tricks.
“Helt tilbage i 1900 var der mange engelske novelleskribenter, der fik offentliggjort deres noveller som føljeton i aviser eller magasiner. Så ideen er ikke ny. Og i begyndelsen af det 20. århundrede var der en del journalistiske serier i aviserne. Der er en lang tradition både i litteraturen og i journalistikken for det at skrive i serier,” siger Roy Peter Clark.
Han er ikke i tvivl om, hvorfor disse journalistiske fortællinger i avisen virker stærkt på folk.
“Vi er vokset op med at lytte til fortællinger – mennesker er nærmest afhængig af fortællinger. Lige fra Biblen til H.C. Andersen. Det ligger dybt i os. Og det er det behov, der bliver tilfredsstillet, når journalister fortæller i stedet for at skrive artikler.”

På www.poynter.org/faculty_/rclark.htm kan du læse den omtalte Three Little Words af Roy Peter Clark. Her kan du også finde flere af hans _online-artikler om at skrive.

ROY PETER CLARKS VæRKTøJER
l Brug verber i deres stærke-ste form nutid eller førnutid.
l Bevægelsesverber skaber liv.
l Pas på biord de udvander ofte eller gentager ofte verbets betydning. F.eks. bygningen var fuldstændig ødelagt.
l Gentag ikke ord, medmindre du ønsker en særlig effekt.
l Leg med ord også i seriøse historier.
l Led efter konkreter og specifikke navne øllets mærke, parfumens navn. Detaljer hjælper læseren til at se historien.
l Saml mange detaljer, men sorter kraftigt i skrivefasen. Ellers drukner den vigtigste detalje.
l Drop klicheer, led efter originale billeder.
l Flyt kameraet tæt på, langt væk” skift fokus.
l Foretræk det simple. Korte ord og sætninger, når indholdet er komplekst.
l Stræb efter det mystiske, symbolske og poetiske megen nyhedsformidling har dybe rødder i den traditionelle fortællekultur.
l Sænk tempoet i informationsmængden. Korte sætninger får læseren til at læse langsomt. Tid til at tænke.
l Kontroller historiens fart ved at skifte mellem lange og korte sætninger. Lange sætninger kan give et tempofyldt flow.
l Vis og fortæl. Begynd nederst på abstraktions-stigen begynd på det konkrete niveau med den blodige kniv, vielsesringen eller rosenhaven. Gå så op ad stigen for at opsummere og analysere på et abstrakt niveau, hvor perspektiverne er i fokus.
l Vis fortællende karaktertræk og folks talemåde. Undgå tillægsord, når du beskriver folk. Skriv ikke entusiastisk” eller snaksom” om en person, men beskriv en scene, hvor personen afslører disse karaktertræk for læseren.
l Læs artiklen højt for dig selv.
l Brug litterære fortælleteknikker tænk på scener, kronologi og dialoger.
l Placer guldkorn undervejs i historien. Lad være med at placere alt det bedste stof først i historien.
l Find andre gode skribenter, skriv nogle af deres gode tekstbidder ned.