Søndagsavisen sætter nu atter fokus på kerneforretningen i Danmark, efter et skuffende årsregnskab. For et halvt år siden var meldingen allerede, at der skulle »fokus på kerneforretningen«.
Stadig dårligere indtjening tvinger nu gratisavisen Søndagsavisen A-S til igen at skærpe profilen. Nu skal der i højere grad fokuseres på kerneforretningen i Danmark og online-aktiviteterne skal prioriteres meget højere, lyder det i en analyse fra Dansk Aktie Analyse.
For blot et halvt år siden var meldingen stort set enslydende:
»Med et kraftigt dalende overskud i 2007, er der stillet skarpt på at genoprette kerneforretningen hos det kriseramte medieselskab Søndagsavisen,« skrev RB-Børsen i november.
I dag hedder det fra Dansk Aktie Analyse i Jyllands-Posten, at den nye drivkraft for væksten skal være Søndagsavisens internet-aktiviteter (OFiR). Målet er, at OFiR bliver Danmarks største medie på stillingsannoncemarkedet. Men indtil videre lader de finansielle resultater dog vente på sig.
Og Søndagsavisen er da også presset på flere fronter: Faldende annoncepriser kombineret md dyrere distribution af adresseløse forsendelser samt højere lønninger.
Af det nys fremlagte årsregnskab for 2007 fremgår det, at det samlede resultat før skat endte på 30 mio. kr. i 2007 mod 175 mio. kr. i 2006. Dermed blev overskuddet reduceret med 145 mio. kr.
For at bedre økonomien har Søndagsavisen A-S derfor valgt at frasælge virksomheder uden for Danmark. Det drejer sig om avisaktiviteterne i Sverige og Norge samt datterselskabet MatchWork World Wide.
Ifølge ledelsen skal 2008 være året, hvor Søndagsavisen kommer på ret kurs.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.