Det er en fordel at bruge bolden. Også når der skal ansættes tv-værter.

Det er bare fodbold. Men da Inter møder Milan i Champions League på TV3, bliver det pludselig både drama og skandale. Inters fans bombarderer banen med fyrværkeri og flasker. Milans målmand bliver ramt af et tændt romerlys fra sjette sals højde og udgår. Målfeltet ligner en slagmark, kampen bliver afbrudt i utide, og spillerne nærmest flygter ud af stadion af frygt for at blive ramt.

Endelig en gylden mulighed for at bedrive god og vedkommende journalistik i forbindelse med en fodboldkamp. Men journalistikken udebliver. For der er ingen journalister i TV3s studie.

Værten er Peter Schmeichel. Gæsterne hans gamle landsholdskammerater Preben Elkjær og Brian Laudrup. Men gruppen fungerer som tre gæster i et værtsforladt program. Brugen af spørgsmål som journalistisk redskab ligger Peter Schmeichel uendelig fjernt. Han siger: »Det her var helt sikkert ikke den bedste måde at slutte en fodboldkamp på« og »Brian, du har selv spillet i Milan …«.

Svarene bliver derefter. Gæsterne bliver ikke styret professionelt og får derfor ikke brugt deres erfaringer til noget konstruktivt. Studiedækningen ender i banaliteter og vås. Ene om at levere reel journalistik om begivenheden er Peter Piil, der er igennem fra Italien. Han er så også den eneste egentlige journalist, der kommer til orde om sagen.

Piil rapporterer også, at Inters tilskuere ved en tidligere lejlighed smed en scooter fra den øverste til den nederste tribune, hvor folk fik den i hovedet og omkom. Den tog Peter Schmeichel og vennerne op i studiet med et smøret grin: »Helt vildt, hårh-hårh. Man skal ha' en ordentlig frakke på for at smugle sådan en Vespa ind på stadion.«

Selvfølgelig har de tre forhenværende stjerner et stort behov for at blive i rampelyset, selv om de ikke længere tilhører eliten. Og naturligvis vil det kommercielle TV3 gerne sælge sine udsendelser på kendte navne.

Men når man nu har to mand siddende med en fodbolderfaring, de ikke er i stand til at formidle, hvorfor så lade en tredje med samme egenskaber om at få tålelig journalistik ud af det?

Så kan man indvende, at man er nødt til at give folk en chance. Måske kan Peter Schmeichel blive god. Ja, muligvis. Men hvorfor skal han begå kaskader af begynderfejl for åben skærm først? Hans forgænger, ex-landsholdsspilleren Jacob Kjeldbjerg, var fem-seks år om blot at blive tålelig.

Og mens det desværre i stigende grad gælder mere om at være kendt end om at kunne noget som tv-vært (for eksempel hvis man er blevet kendt som deltager i reality-tv), så skal man paradoksalt nok på det nærmeste kunne formidlingskunst på niveau med garvede journalister for overhovedet at blive optaget på journalistuddannelserne.

Selvfølgelig klarer enkelte kendte springet til journalistik uden at brække halsen. Men der må da være en nedre grænse for, hvor pinligt og talentløst tv stationerne er villige til at bringe – bare for at have et stort navn at skrive på tv-programmet.

Hvis Morten Olsen satte mig på fodboldlandsholdet i stedet for Jon Dahl Tomasson, fordi jeg er god til at lave nyhedsradio, ville der formentlig også gå et par år, før jeg endelig var heldig at score.

Okay til en fodboldspiller eller to i studiet som gæster til at analysere spillet. Også selv om meget få af dem har noget som helst fornuftigt at sige. Men når man kritikløst gør kendte til værter, er man langt ude på skråplanet. Det er ganske enkelt en hån mod journalister – og mod seerne – at man går efter kendisser i stedet for kvalitet.

• Peter Carstens, 38 år, journalist på DR-Nyheder. På Radioavisen siden februar 1997. Tidligere lokalradiojournalist, rockjournalist og udsendelsesleder i DR. Er desuden regerende vice-europamester i fodbold for radio/tv-stationer – og redaktør af Radioavisens nytårsbøffer.