search

Skik følge …

»Jeg har erkendt, at virkeligheden ikke altid er forenelig med ens egne idéer. Og at det betaler sig at tilpasse sig den virkelighed, man lever i,« skriver Kalika Bro-Jørgensen, studerende ved DJH.»Hvis betjentene tilbyder dig te eller et lift, siger du nej tak, er det forstået?!«Sådan lød min redaktørs sidste formaninger, inden jeg drog ud for at dække mit første mord. Ellers var der en god risiko for at blive dopet og voldtaget bag i en tjenestevogn, forklarede hun.

»Jeg har erkendt, at virkeligheden ikke altid er forenelig med ens egne idéer. Og at det betaler sig at tilpasse sig den virkelighed, man lever i,« skriver Kalika Bro-Jørgensen, studerende ved DJH.

»Hvis betjentene tilbyder dig te eller et lift, siger du nej tak, er det forstået?!«

Sådan lød min redaktørs sidste formaninger, inden jeg drog ud for at dække mit første mord. Ellers var der en god risiko for at blive dopet og voldtaget bag i en tjenestevogn, forklarede hun.

Som ny journalistpraktikant måtte jeg straks sande, at der var mangt og meget i den virkelige verden, som Journalisthøjskolen (DJH) ikke havde forberedt mig på. Men nu var jeg også endt et lidt utraditionelt sted – på Mid Day, Bombays mest læste engelsksprogede avis. Her var arbejdsvilkår og presseetik en by i … ja, ikke i Indien i hvert fald.

Titlen 'praktikant' gav absolut lav status, og kollegerne opfattede mig som en forkælet first world chick med fine fornemmelser. Det hjalp ikke på respekten. Så jeg kastede mig hovedkulds ud i kriminalstoffet – mest for at bevise mit værd.

Inden mit ophold i Indien var jeg enormt emsig, når det kom til etik, og Ekstra Bladet havde figureret langt under lavmålet på min mentale målestok. Men mit nye karrierevalg drev mig til at droppe al DJH-dydsmønstermentalitet og dykke så dybt ned i dyndet som muligt. Her var ingen etiske retningslinjer at klamre sig til.

Rugbrødsarbejdet var voldtægter og vansiringer, mord og massakrer. Jeg færdedes hurtigt hjemmevant på hospitaler og lighus for at finde 'mine' ofre. Og derfra videre til eventuelle vidner og forgrædte familiemedlemmer. En gang måtte jeg bestikke mig frem for at få fingre i en falsk dødsattest, og en anden gang var det påkrævet, at jeg dirkede en kuffert op.

Snart fandt jeg mig selv til daglig te-slabberads med strømerne, der delte ud af madpakken, mens de fremviste fotos af obduktioner, opløste lig og lignende. Jeg holdt masken og maden indenbords, mens jeg forsøgte at få en kopi af politirapporten og et interview med de – i øvrigt altid påfaldende forslåede – indsatte.

En gang spurgte jeg, om den tiltalte havde tilstået, og strisseren svarede med et smøret smil 'ja, han er jo en svag, gammel mand – han kan ikke tåle så mange tæsk'.

Sikke et citat, tænkte jeg. Men tilbage på redaktionen blev det vurderet til at være for trivielt til at gå i trykken. Det samme gjaldt, da en politiofficer tilbød mig at iscenesætte et mord for min fornøjelse og faglige udvikling.

Det var ikke altid lige sundt for samvittigheden. Men heller ikke for frihed og førlighed.

Mine jævnlige jagter på hospitalerne kunne let have skaffet mig en tur i spjældet. Da jeg dækkede et kemisk udslip, slap jeg med en slem kløe over hele kroppen. Ved en terroralarm kravlede jeg rundt i en baggård for at få billeder af bomben, som senere hen viste sig at være en attrap. Og den hærdebrede betjent, jeg afslørede i at sælge børn til bordeller, virkede ret overbevisende, da han lovede at afslutte mit liv snarest.

Men disse mere fysiske aspekter af jobbet virkede aldrig så slående som den skamløse behandling, jeg indimellem udsatte uskyldige mennesker for. Når jeg brasede ind i deres hjem og nærmest forlangte et citat, få timer efter en tragedie var indtruffet. Når jeg medvirkede til at få fotos i avisen af folk, der endnu ikke var dømt. Når jeg skrev om selvmord eller seksuelle detaljer, der ingen relevans havde – bortset fra chokeffekt og øgede salgstal.

Når artiklen var sendt til trykken, skete det tit, at jeg sad og funderede over, hvorfor jeg accepterede vilkårene, som de var. Og da min veninde fra Ekstra Bladet kom på visit og vantro sad og stirrede på mine metoder i felten – ja, da stod det for alvor klart, at jeg havde ændret mine principper radikalt.

Vel hjemvendt er etikken igen på plads, og jeg har overlevet seks politisk korrekte måneder i statens tjeneste. Men jeg fortryder ikke, at jeg tog springet til Indien. Jeg har erkendt, at virkeligheden ikke altid er forenelig med ens egne idéer. Og at det betaler sig at tilpasse sig den virkelighed, man lever i. I hvert fald for en tid.

Kalika Bro-Jørgensen går på 7. semester på Danmarks Journalisthøjskole.
Det første år af sin praktiktid var hun på Mid Day – dernæst et halvt år i Udenrigsministeriet.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen