Efter to år som særlig rådgiver for Klimaminister Lykke Friis, er Karsten Anker ny kommunikationschef hos DONG Energy. Energibranchen lider under usynlighed, siger han til Journalisten.dk.
Efter at have arbejdet med klima og energi på det politiske niveau, skal Karsten Anker nu have fingrene ned i erhvervslivet. Onsdag starter han som kommunikationschef hos DONG Energy, hvor han skal tage sig af både den eksterne og interne kommunikation.
»Den største forskel bliver tempoet. Politik kører 24 timer i døgnet, og pressens krav til en minister er kæmpestore i dag. Jeg tror nu ikke, der bliver mindre at lave hos DONG, men jeg regner med at min hverdag bliver lidt mere struktureret, end den har været hidtil,« siger Karsten Anker til Journalisten.dk.
Karsten Anker kommer direkte fra en 20 dages hektisk valgkamp, hvor hans kandidat Lykke Friis endte i top ti over listen af stemmeslugere. Valgdagen i torsdags blev foreløbigt Karsten Ankers sidste arbejdsdag med politisk kommunikation.
»Jeg kommer til at savne dele af det politiske miljø. Jeg er vokset op i politik og man etablerer nogle meget stærke netværk i den relativt lille verden, Borgen alligevel er.
For Karsten Anker bliver DONG Energy en tilbagevenden til det private erhvervsliv. Anker startede for over ti år siden hos TDC, og karrieren har også bragt ham forbi Danske Slagterier og interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer. Hos DONG skal han gøre det usynlige synligt for forbrugeren.
»Hele energibranchen lider under, at energi blot er noget, vi forventer at få, når vi trykker på kontakten. Vi har ikke noget forhold til produktet, udover at vi regner med, det er der. Derudover har mange nogle særlige politiske krav til, hvordan energien skal produceres. Det stiller nogle helt særlige kommunikationskrav, som DONG allerede er i gang med at løse,« siger Karsten Anker til Journalisten.dk.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.