search

Skiftedag

Magtskiftet på Christiansborg er en voldsom omvæltning for mediefolket, der efter 10 års borgerligt styre skal orientere sig i et helt nyt spil af relationer og informationsstrømme. Politikere mister magt. Andre får den. Journalister udnævnes til rådgivere - og begynder at tale som jakkesæt...

Magtskiftet på Christiansborg er en voldsom omvæltning for mediefolket, der efter 10 års borgerligt styre skal orientere sig i et helt nyt spil af relationer og informationsstrømme. Politikere mister magt. Andre får den.
Journalister udnævnes til rådgivere – og begynder at tale som jakkesæt…

MAGT. Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, står ret op og ned med hænderne fast plantet på hjørnerne af den massive stoleryg. Hun har været i Folketinget siden 1984, hun har stået her oftere end de fleste. Alligevel fornemmer man et skær af uforståenhed hos hende. Hun står og ser næsten demonstrativt ret frem for sig. Nærmest ensom. Kameraerne følger unge folk som Astrid Kragh, Ida Auken, Thor Möger Pedersen, Manu Sareen – de nye ministre, der smilende, men også lidt overvældede, kommer ind i folketingssalen og træder de hidtil mest veldokumenterede skridt i deres liv hen til deres pladser.

Måske kan selv en så dreven politiker som Pia Kjærsgaard et øjeblik glemme, at journalisterne hverken interesserer sig for hende eller hendes parti. De interesserer sig for magt. Måske var det netop der, da alle linserne søgte mod de unge ministre, at det gik op for Pia, at hun havde mistet magten. Folketingets åbning er skiftedag på Christiansborg. Også for pressen er det nye tider. Verdensbilledet er fuldstændig forandret.

»Efter 10 år med et ret fast flertal er der nok mange journalister, der lige skal aflære VKO-stilen, hvor man som regel bare skulle ringe til Dansk Folkeparti. Nu er det parlamentariske billede mere tilbage ved det normale, hvor en mindretalsregering i højere grad vil søge forskellige muligheder for flertal. Det kan gøre opgaven sværere for os,« siger politisk redaktør Christine Cordsen fra JP's kontor på Ridebanen.

Som en af Borgens mest erfarne kan hun huske valget og "systemskiftet" i 2001, hvor pressekorpset også skulle omstille sig til en ny parlamentarisk virkelighed med Dansk Folkeparti som partiet med de afgørende stemmer.
»Mange i DF undrede sig over, at journalisterne pludselig interesserede sig for, hvad de mente. De skulle lige forstå, at vi jo er der, hvor magten er,« husker hun.

Nu ligger magten hos Socialdemokraterne, og Sten Kristensens dør er altid åben, hedder det. Den socialdemokratiske pressechef er kendt på Christiansborg som en lettilgængelig og hyggelig fyr.
»Gå ned og snak med Sten,« lyder det fra flere sider, og det gør Journalisten så.

Men Sten er ikke helt så snakkesalig.
»Jeg udtaler mig af princip aldrig til citat, og så står jeg også lidt i en overgangsperiode her,« forklarer han lidt undskyldende, med henvisning til den offentlige hemmelighed, at han snart skal ansættes i Finansministeriet som personlig rådgiver for sin hidtidige chef, Bjarne Corydon.

Han er langtfra den eneste, der er blevet ramt af 'overgangsperiode' og 'forbigående tavshed på grund af jobskifte'. SF's presse-duo Thomas Sæhl og Claus Perregaard, der også plejer at være gode for en sludder, afviser fuldstændigt at snakke med Journalisten om overgangen fra oppositions-spin til regerings-spin. De er også på vej til nye roller – i Udenrigsministeriet, skal det senere vise sig.

At lade en journalist stå uden for døren med uforrettet sag er dog alligevel for langt fra Sten Kristensens natur.
»Kom, lad os gå lidt,« siger han og indbyder til en af den slags baggrundssnakke, som foregår i langsomt trav op og ned ad Christiansborgs kilometervis af gange.

Vi kommer dog ikke langt, før vi standses af JP-journalisten Christian Hüttemeier, der blandt andet er nysgerrig efter, om han kan skrive, hvor Sten Kristensen skal arbejde henne.
Christian Hüttemeier vil gerne tale med Journalisten, bortset fra at han alligevel ikke vil, da hans redaktør, Christine Cordsen, er langt mere erfaren og oplagt at tale med.
To dage senere præsenteres Hüttemeier som ny pressechef i Venstre.

Oppe på tredje sal har Nordjyskes politiske redaktion fået besøg af socialdemokraten Bjarne Laustsen. Martin Hein, reporter og politisk redaktør, sætter sig bag kameraet.
»Er du blevet straffet for din åbenmundethed?« spørger Hein med henvisning til, at Laustsen åbent har beklaget den efterlønsreform, hans parti er tvunget til at gennemføre.
»Nej, det synes jeg bestemt ikke,« responderer Bjarne Laustsen og fortæller om sin post som formand for forsvarsudvalget. Efter to spørgsmål og to svar er det hele overstået.

Martin Hein tror, at det de næste år bliver sjovere at være politisk journalist.
»Politik bliver langt mere spændende, fordi der er åbnet helt andre muligheder for at finde flertal mod regeringen. Folketingssalen bliver i sig selv et sted, hvor der kan opstå historier, et sted med reelle debatter, i stedet for at det hele er aftalt på forhånd mellem tre mand og en kande kaffe,« siger han og beskriver tiden med det fasttømrede VKO-flertal som lidt af en ørkenvandring, hvad angik den politiske journalistik.
»Det tog brodden af journalistikken. Den første kritiske historie skulle nok blive skrevet, man så stoppede det ligesom der, for det fik jo ingen konsekvenser.«

I Ritzaus redaktionslokale nede i kælderen står den nyslåede europaminister, Nicolai Wammen, ved redaktør Henrik Røjgaards skrivebord og taler om grænser og euro-samarbejde, som han mener Ritzau bør interessere sig for. Det bliver måske sidste gang i lang tid, Wammen sætter sine ben i det lokale. Som minister er han på vej over i en anden verden.
»Relationerne bliver helt sikkert ændret. Der bliver ikke den samme tilgang som før. Tag sådan en som Morten Bødskov, som man altid nemt kunne få fat på. Fra nu af vil han blive afskærmet af spindoktorer og ministeriets embedsmænd,« fortæller Henrik Røjgaard.


»Vi er der, hvor magten er,« siger JP's Christine Cordsen (i midten), og det kan Ritzaus Henrik Røjgaard (også i midten) skrive under på. Kort efter Folketingets åbning blev han udnævnt til spindoktor for erhvervsminister Ole Sohn. – foto: Klaus Holsting

Magtskiftet betyder ændring af de personlige relationer. Tætte kilder får regeringsansvar og mundkurve, gamle ministre skal genfinde vejene til de politiske redaktioner, nye ministre får uld i munden.
»Det er jo folk, som man har haft som naboer og lånt kaffe af, når man manglede – Karen Hækkerup, Christine Antorini og Carsten Hansen, som jeg altid har talt meget med. Men det vil ingen betydning have nu,« siger Martin Hein.

Han fortæller om, hvordan et ministeransvar decideret kan ændre et menneskes personlighed, og nogen bukker simpelthen under.
»De kommer i et trykkammer, og så må vi se, hvem der får dykkersyge.«

Søren Møller fra Newspaq vurderer, at de nye rådgiveres stil og personlighed kan have mere at sige for de enkelte ministres åbenhed og tilgængelighed end ministeren selv.
»Nogle har sådan en del og hersk-stil. De har deres yndlingsjournalister, og har man et dårligt forhold, kan man lige så godt pakke sammen,« siger han og tilføjer, at det også var noget, man kunne opleve omkring Helle Thorning-Schmidt allerede inden valget.

Flere bekymrer sig især for adgangen til statsministeren under Noa Reddingtons styre.
»Med Løkke kunne man godt få en snak på gangen, og Fogh svarede også, hvis man ellers kunne løbe ham op. Men når det gælder Thorning, så skal alt gå igennem Noa Reddington,« fortæller Blem – som også lyder de lidet brugte fornavne Hans Christian – fra Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet har sin særlige rolle på Borgen. Det er ikke mediet, hvor politikerne lancerer politiske udspil. Men har de noget snavs på en modstander – og det kan også være en partikammerat, der sidder på de udvalgsposter, politikerne gerne selv vil have fingre i – så er Ekstra Bladet mediet.
»Mikael Børsting kom aldrig over til os, han gik til morgenaviserne på skift,« siger Blem om Lars Løkkes spindoktor og skæver skråt over til Berlingskes redaktionskontor.
»Men nu har han brug for os.«

Journalisten fanger Christian Hüttemeier samme dag, hans job som pressechef i Venstre er blevet offentliggjort. Det er, som om han allerede taler anderledes.
»Jeg siger det på den måde, at jeg har foretaget et vognbaneskift. Jeg har været reporter i mange år, men nu har jeg fået et job, hvor jeg skal være med til at forme et projekt, hvor vi har et klart mål, vi gerne vil nå. Det synes jeg er spændende at være med til,« siger han i telefonen, umiddelbart efter at jobskiftet er blevet kendt.

Der er noget interessant over, hvor hurtigt man kan omstille sig fra objektiv politisk journalistik til at omtale Venstres stræben efter at genvinde regeringsmagten som "vores projekt". Hüttemeier må naturligvis stilles det lidt trivielle spørgsmål, om man skal være Venstre-mand for at lade sig ansætte som partiets pressechef.
»Jeg har sagt ja til et job med en klar målsætning, som jeg bakker 100 procent op om. Det er vist mit svar på det spørgsmål,« siger han og tilføjer – idet Journalisten bliver ved – at det må være en privat sag, hvem man stemmer på.

Hüttemeier bliver nu forenet med sin gamle Politiken-kollega Mikael Børsting, og måske kan de se frem til nogle hyggelige år, der ikke kun handler om at forsvare deres arbejdsgivere mod dårlige sager og nævenyttige journalister.
»Jeg tror da, at Løkke kan smile lidt mere nu,« siger Henrik Røjgaard og fortæller om, hvordan Løkke ved sine pressemøder brugte en teknik med at sende mikrofonen hen til journalister, der stillede lange, indviklede spørgsmål – så gik tiden, og gassen gik af ballonen.
»Nu får de så to spindoktorer, så der er ikke tegn på, at der bliver mindre afskærmning,« siger han.
Og mens han siger det, spekulerer han måske på den henvendelse, han få dage før har fået fra Erhvervsministeriet.

Der skulle gå endnu ni dage, før Henrik Røj­gaard officielt blev ramt af store skiftedag og præsenteredes som ny personlig rådgiver for Ole Sohn. Og så var det – venligt, men bestemt – slut med flere udtalelser om spillet bag kulisserne mellem Christiansborgs presse og kommunikatører, ligesom han frabad sig at blive fotograferet på sin nye arbejdsplads. Magten er skiftet. Og nu skal den på arbejde.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen