SKAT fortsætter på tv i 2014 – mod deres gode vilje

Selv om SKAT har indset, at tv og personlige skattesager er et dårligt miks, har man forpligtet sig til at medvirke i endnu en dokumentarserie, der bliver sendt på DR i 2014. Derefter skal der sadles om, siger pressechef

I oktober meddelte SKAT, at man havde opsagt samarbejdet med produktionsselskabet DocEye om at medvirke i programmet 'Razzia', der sendes på TV 2. Tv-programmet var ikke det rette sted at fortælle om arbejdet med skattekontrol, sagde SKATs direktør, Jesper Rønnow Simonsen.

Alligevel bliver der masser af SKAT på skærmen i 2014. Dels bliver de allerede producerede 'Razzia'-afsnit med SKAT sendt til foråret, dels medvirker SKAT i dokumentarserien 'Det er helt sort', der vil blive sendt på DR i løbet af 2014. Serien handler om sort arbejde og følger bl.a. SKATs indsats over for problemet.

Det sker, selv om SKAT har taget en strategisk beslutning om ikke at medvirke i tv, der viser skattekontrol og mødet med den enkelte borger. Men aftalen om at medvirke i ’Det er helt sort’ blev indgået inden da, og derfor var optagelserne allerede i gang, da SKAT valgte at sadle om.

»Vi er ved at arbejde os ud af de historiske aftaler, vi har lavet, og nu er vi så i gang med at finde ud af, hvordan vi fremover skal oplyse om vores arbejde. Vi synes stadig, det er vigtigt at oplyse om SKATs arbejde, men vi har besluttet, at mødet med borgeren og et tv-hold er en dårlig kombination,« fortæller Jakob Østerbye, der er pressechef i SKAT.

Jurister med ved gennemsyn

Razzia-programmet har løbende skabt diskussioner. Så sent som i 2012 skrev Journalisten om en medvirkende restauratør, der følte sig hængt ud efter at være blevet filmet under et besøg af Udlændingeservice. Og i sidste uge fik en erhvervsmand tilkendt en erstatning på 50.000 kroner på grund af udtalelser om ham fra en SKAT-medarbejder i programmet.

Det får SKAT til at tage ekstra forholdsregler i forbindelse med programmet ’Det er helt sort’, som skal gennemses og godkendes i begyndelsen af det nye år.

»Proceduren for at godkende det her er strammet væsentligt op. Der vil være jurister med, og der er mere fokus på tavshedsbelagte oplysninger,« fortæller Jakob Østerbye.

Han nævner dog, at der også har været positive aspekter af den omfattende tv-medvirken.

»Det har medvirket til at give et billede af dele af SKATs arbejde. Men razzia-programmet dækker kun, hvad der foregår i marken, så det er ikke repræsentativt for hele SKATs arbejde. Og selve konfrontationen mellem skattemyndighed og borger – det er muligvis godt tv, men det er ikke godt for hverken SKAT eller borger. Og det har den aktuelle dom jo også vist med al tydelighed.«

Hellere Twitter end tv

Som alternativ til at bruge tv som kommunikationskanal nævner Østerbye SKATs sociale mediestrategi, som blandt andet indebærer en meget aktiv brug af Twitter til vejledning og dialog med borgerne.

Programmet 'Det er helt sort' bliver produceret til DR af United Production. Producer Mads Lund oplyser, at det ikke vil ligne det reportage-baserede ’Razzia’, men at det snarere er et journalistisk magasinprogram, der ser på omfanget af sort arbejde i forskellige brancher, og herunder SKATs indsats på området. Der vil derfor også være optagelser, der følger SKAT på aktioner, hvor der kontrolleres mistanke om sort arbejde.

Programmet er planlagt til at skulle sendes i 2014.

1 Kommentar

Mogens Stenfeldt
23. JANUAR 2015
Kan findes på Youtube, med
Kan findes på Youtube, med brugernavnet "Mogens Stenfeldt" hele afsnittet 1-5